Mindre symptomlitteratur, mere eksistens!

Publiceret i Kristeligt Dagblad

Kommentar. Børne-og ungdomslitteratur er bedst, når den stiller kritiske spørgsmål til den måde, vi har indrettet vores samfund på, og de mål, vi sætter for vores eksistens.

Noget af det mest tilfredsstillende ved at læse børne-og ungdomslitteratur er, at man her som oftest læser om dybe, eksistentielle problemstillinger. Når man er ung og møder problemer for første gang, er det selve ens eksistens, der er på spil: det første kys, det første svigt, oplevelsen af at stå helt alene med en afgørende beslutning for første gang, et forsmædeligt nederlag, en smertefuld og skamfuld oplevelse. Man er ikke på godt og ondt belastet af erfaring, så det rammer én ekstra hårdt. Kommer man over det? Og hvordan? De konkrete problemer bliver ikke enklere, efterhånden som man bliver teenager: druk, stoffer, sex, hævnporno, karakterpres og karrierevalg.

Man skal med andre ord finde sin plads i livet. Og desværre oplever de unge, at deres forældre på mange af de nøgleproblemstillinger, de unge møder for første gang, har voldsomt antikverede holdninger og til tider har vanskeligt ved at forstå de unges bekymring.

Og hånden på hjertet, så ligner betingelserne for de unges ungdomsliv slet ikke dem, forældrene havde. Da forældrene var unge, var mobiltelefonerne ikke hvermandseje.

Internettet og Netflix fandtes ikke.

Man var sammen med skolekammeraterne efter skoletid. Det er man ikke længere. Nu kommunikerer de over de sociale medier Snapchat, Instagram eller noget helt tredje i stedet for at ses ansigt til ansigt. Er man ikke med dér, er man helt ude.

Børne-og ungdomsforfatterne følger så godt med, de kan. Eksempelvis skriver Kirsten Sonne Harild i sin nye roman ´Alt for dig´ om kærlighed og hævnporno Adam Silvera tematiserer i sin ´De dør begge til sidst´ om at finde sin identitet som bøsse i et fremtidssamfund, hvor alle får deres dødsdag at vide, dagen før man skal dø. Lisa Villadsen skriver i sin bog ´Tigerhjerte´ om skilsmisse og sammenbragte familier. Uden at have til hensigt at virke nedladende vil jeg kalde en stor del af vores realistiske børne-og ungdomslitteratur for symptomlitteratur.

Romanerne tager fat i bestemte temaer som anoreksi, skilsmisse, hashrygning, druk, mobning eller kriminalitet. Men der er for få, der problematiserer meningen med livet, og hvordan vi har indrettet samfundet.

Et af de mest kendte og vellykkede danske eksempler på en sådan bog er Jane Tellers ´Intet´. Romanen, som er en nyklassiker, der vandt Kulturministeriets Børnebogspris i 2001, benyttes flittigt i folkeskolen og handler om en 6. klasse i den lille by Tæring. Her beslutter drengen Pierre Anthon, at der ikke er noget at leve for: Intet betyder noget. Han kravler op i et blommetræ og råber derfra skældsord ud til de andre børn i klassen: ´Om få år er I alle døde og glemt og ingenting, så I kan lige så godt begynde at øve jer med det samme,´ siger Pierre Anthon til sine tidligere klassekammerater.

Børnene i klassen bliver angste ved udsigten til at leve med den meningsløshed, som Pierre Anthon beskriver for dem. De beslutter sig derfor for at finde en måde at få Pierre Anthon ned fra blommetræet på og vise ham, at der er en mening med livet. Det er virkelig en kras roman, rå og ubarmhjertig, vanskelig at fordøje i al sin enkelhed. Men den stiller et yderst relevant spørgsmål.

Et andet eksempel er Louis Jensens tankevækkende og provokerende bog ´2 kroner og 25 øre´ fra 2011, som handler om en dreng, der beslutter sig for at stjæle fra de rige for at kunne donere så meget som muligt til de fattige i Afrika. Han ved godt, at det er forkert, for han er søn af en dommer. Men er det helt forkert, hvad han gør? Hvad er alternativet? Og hvordan forklarer vi det? Sarah Engells ´Valget´ om samvittighedskvalerne i forbindelse med flygtningekrisen er et tredje, nyligt dansk eksempel.

En, der har gjort den type litteratur til sin levevej, er det amerikanske kultfænomen John Green, kendt især fra ´En flænge i himlen´ og ´ Paper Towns´. I sine ungdomsbøger kredser han om livets mening og problematiserer