Psykiater og hjerneforsker Peter Lund Madsen kombinerer det videnskabelige og det hyggelige og skriver med håb for børn og unge, der får angst

Peter Lund Madsen er en naturvidenskabeligt baseret forsker. Madsen er også entertainer og har et klart blik for, hvad der fænger læseren. Begge dele udgør en klar fordel, når han skal give sig i kast med at forklare, hvad angst er, og hvorfor der er så mange unge, der lider af det.

Han indleder sin bog med at fortælle om, hvordan han selv oplevede hjemve, da han som niårig var spejder og skulle være væk hjemmefra for første gang. Anekdoten er ægte konverserende madsensk, og han ledsager teksten med billedet af en meget ung og forventningsfuld Peter i fuld spejderuniform uden for huset i Sorgenfri. På den måde kombinerer Madsen det sagligt videnskabelige med det hyggelige. Han tager læseren i hånden og fører os roligt og uden unødig dramatik gennem angstens univers.

Som hjerneforsker er Madsen meget konkret, når han skriver, at angsten er en urkraft, som man ikke kan undvære. Hjernen arbejder stadig på det angstniveau, som var nødvendigt i stenalderen, og det er som udgangspunkt alt for højt. ”Vores hjerne er ikke programmeret til at afvente en lykkelig slutning. Hjernen er forprogrammeret til at indstille sig på de værst tænkelige scenarier,” skriver han. Det er rimelig upraktisk i vores nuværende samfund.

Efter denne introduktion af hjernens opbygning gennemgår Madsen de grundlæggende principper bag brugen af psykiatriske diagnoser, som er baseret på Verdenssundhedsorganisationens definitioner, også kaldet ICD-10. Styrken ved denne fremlæggelse er, at angstdefinitionerne bliver meget håndgribelige. I fremstillingen af diagnoserne har forfatteren inkluderet forskellige, korte patienthistorier, som synliggør den pågældende angstdiagnose. Nogle af disse historier er temmelig skræmmende.

Efter den videnskabelige udredning og de menneskelige historier kan Madsen konkludere, at ”angsten og alle de besværligheder, den medfører, er virkelige. Det er ikke hysteri, ondt i pjækketarmen eller et resultat af dårlig opdragelse. Det er en reel udfordring for barnet eller den unge.”

Det tror man også på efter gennemgangen. Det er, tænker jeg, svært for folk, der ikke selv har personlig erfaring med angstlidelser helt at leve sig ind i problemerne og undgå at tænke, at problemet kan overvindes ved blot at tage sig sammen.

Inden for de seneste 15 år er der sket en fordobling af angstdiagnoser hos børn og unge, primært hos piger. Madsen skriver, at en del af udviklingen sandsynligvis kan forklares med øget opmærksomhed på angst, men ikke helt alene. Selvfølgelig kan Madsen ikke forklare stigningen, men han skriver, at der er to forhold, der kan være årsagen.

For det første er det friheden og de mange muligheder, der kan skabe angst, fordi det pålægger den enkelte forpligtelsen til at vælge – og dermed også til at vælge forkert. For det andet gælder i dag en ”mere fragmenteret, flimrende” virkelighed, hvor det kan være svært at finde sin værdi som menneske. Der er ikke længere meget, der er givet på forhånd. En medvirkende faktor er dog også den moderne, lidt for blide børneopdragelse, der i mindre grad træner børn og unge i at håndtere problemer og frustrationer selv. Her er jeg enig med ham, men er ligesom Madsen klar over, at dette er noget af et minefelt, for der er også mange gode ting at finde i det tættere bånd mellem børn og forældre, som er konsekvensen af den ændrede opdragelse, men alligevel.

Til sidst skriver Madsen lidt om, hvordan man kan håndtere angsten. Først og fremmest præsenterer han den kognitive adfærdsterapi, som forsøger at hjælpe patienten med at bringe overensstemmelse mellem tankerne, følelserne og virkeligheden. Dertil fortæller han om den nyere metakognitive psykoterapi, hvor man lærer at tænke mindre på angsten og fokusere på andre ting end de negative tanker. Til sidst i bogen er der et helt kapitel helliget et antal beskrivelser af patientforløb enten fortalt af de pårørende eller patienten selv. Det er meget stærke fortællinger, der klart understreger, hvor alvorlige forløb vi har med at gøre.

I afslutningskapitlet skriver Madsen også om klimaangsten og sammenligner den med hans ungdoms angst for atomkrig. Det er vigtigt at huske, at mediernes fokus på alverdens katastrofer ikke er udtryk for et realistisk billede af virkeligheden. Tværtimod er de med til at skabe ”en uvirkelighed, som i alvorlig grad kan medvirke til at øge forekomsten af angst i verden; især hos børn og unge”. Det er karakteristisk for Madsen, at han, selv i en situation, hvor angsttilfældene er fordoblet de seneste år, og hvor der breder sig en katastrofestemning over kloden, påpeger vigtigheden af, at man går til verden med et vist håb og optimisme. Uden den indstilling kan vi ikke redde hverken verden eller os selv.

”Når børn og unge får angst” er en saglig, oplysende og interessant bog om et vigtigt emne; ikke uden et vist bid og relevant samfundskritik, men også fuld af håb.

2021-04-27

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret