Ond latter. Normalt er fabler søde og velmenende... men ikke disse!

Fabler er små historier med dyr i hovedrollen.

Historierne har altid en morale, som giver et godt råd om, hvordan man bør opføre sig.

Budskabet er typisk den sidste sætning i fablen, så ingen kan være i tvivl om meningen. For eksempel at du ikke skal stole på dem, der smigrer dig.

Fabler har mange tusind år på bagen.

Den mest kendte fabelfortæller var Æsop, en ægyptisk slave, der levede cirka 550 år før Kristi fødsel. Hans fabler bliver stadig fortalt og udgivet i bogform den dag i dag.

At lave en bog med amoralske fabler, som forfatteren Ellen Holmboe har gjort, er derfor lidt af en grovkornet spøg. Amoralsk er man, når man slet ikke har nogen moral og ikke kan kende godt fra ondt. I de små dyrefabler, du kan læse i bogen Og de onde lo - amoralske fabler, er der godt nok en morale, men det er næppe den, dine forældre har lært dig. I bogen bliver de dumme altid snydt eller spist af de kloge. De dovne, der ikke er vakse nok til at passe på sig selv, dør på stribe.

En af de amoralske fabler handler om en krokodille, der æder en spurv, som kommer for tæt på vandkanten.

Spurvens venner, der står ved bredden, bliver forskrækkede og fjerner sig fra vandet. Men så dukker krokodillen op af vandet igen og åbner gabet.

Spurven står ganske roligt i midten af rovdyrets lange gab og siger: »Hey, venner, kom og se, her er gratis middag.« Den peger ivrigt med vingen.

»Se selv. Der sidder masser af kød mellem krokodillens tænder, og nu har den fået tandpine. Hvis vi hjælper den med at rense tænder, vanker der gratis middag.« Spurvens venner hopper straks op i gabet, hvorpå krokodillen æder dem i en mundfuld og siger »mums«. Så siger den til spurven: »Og hent så resten af flokken, som vi aftalte. Ellers æder jeg dig i stedet.« Moralen på historien står i den sidste sætning i fortællingen, som den plejer: »Det er godt at have venner i nøden.« Så sandt, så sandt, men måske var det ikke lige sådan, man skulle bruge sine venner! Kristian Eskild Jensen har illustreret de amoralske historier med en virkelig rammende realistisk og barsk streg.

Skeletterne vælter ud af siderne, for illustratoren har virkelig blik for det makabre. Isbjørnen, der i en af fablerne er ved at æde pingvinen, ser akkurat så forfærdelig ond ud, som den skal. Spurven i krokodillens gab er lige så uskyldig, som dens venner ser dumme ud. Mest grum er måske tegningen af børnene, der æder deres far, fordi de var så sultne. Hvorpå de begynder at lede efter deres mor.

Man skal nok være glad for det bizarre for at holde af historierne. Så er der til gengæld også masser af inspiration at hente, hvis man for eksempel skal finde på noget at fortælle ved et bål en mørk aften.

Eller hvis man er blevet sat til at fortælle en godnathistorie til sin irriterende lillesøster.

2018-01-19

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret