Genfortælling. Historierne om de nordiske guder er fortalt så mange gange, at du kan få dem, som du vil. Der er den sjove, den dybe og den hæsblæsende version. Og nu er der også den alvorlige.

Odin, Loke og Thor blev for alvor allemandseje i 1980erne. Dengang læste mange Lars Henrik Olsens trilogi om Erik Menneskesøn og Peter Madsens vilde tegneserie om Valhalla.

Siden har de nordiske guder optrådt i et utal af gendigtninger. Der er for eksempel Malene Sølvstens fantasyserie om Ravnene, tv-julekalenderen Jul i Valhal, serien Magnus Chase af amerikanske Rick Riordan og filmene om Marvels superhelte, hvor man møder Thor, Odin og Loke i et science fictionagtigt Valhalla.

Det var Thor-figuren fra Marvels tegneserier, der inspirerede Neil Gaiman til at skrive en bog om den nordiske mytologi. Neil Gaiman har skrevet en del stærke historier, der tæller såvel gysere som komedier.

Nordisk mytologi starter ved tidernes begyndelse, hvor Jorden og menneskene endnu ikke var til. Verdens skabelse i den nordiske mytologi er dramatisk. Først var der kun en tågeverden, som elleve giftige floder skar sig igennem, og en uhyggelig brændende ildverden, hvor selv jorden var i brand. I tomrummet mellem tågen og ilden opstod livet. De første var væsnet Ymer og koen Audhumbla. Senere kom Bure og hans sønner Odin, Vile og Ve.

Endelig opstod træet Yggdrasil, der går gennem de ni verdener, som blev skabt i tomrummet.

I den nordiske mytologi blæses der også liv i mennesket, ligesom det sker i den kristne bibel. Odin blæser liv i Ask og Embla, der er de første mennesker på Jorden. De er lavet af ask og elmetræ. Det er ikke så tit, at verdens skabelse kommer med i historierne om de nordiske guder, så alene af den grund er det værd at læse Neil Gaimans version.

Resten af bogen dækker over en lang række af de kendte historier fra Asgård. Der er for eksempel historien om, hvordan Thor får stjålet sin hammer og må forklæde sig som Freja for at få den tilbage. Og der er fortællingen, hvor Thor danser med Ælde og er ved at løfte Midgårdsormen, som jætterne har tryllet om til en kat.

Gaimans bog er anderledes end de øvrige gendigtninger, der henvender sig til unge.

De fortælles typisk ud fra en af personernes synsvinkel, eller også har de fokus på de sjove optrin. Nordisk mytologi er en mere alvorlig bog, fordi forfatteren forsøger at fortælle tingene så korrekt, som han kan.

Det er forskellen på de danske fortællere og denne engelske: Danskerne forholder sig en del mere frit til kilderne og er ikke bange for at peppe tingene op for at gøre det lidt mere underholdende. Det er både bogens styrke og dens svaghed. Der er lidt mindre spræl i Gaiman, til gengæld skaber han en god sammenhæng mellem historierne fra start til slut.

2018-01-12

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret