For de mindste. Ofte portrætterer billedbøger drenge som impulsive og noget ubetænksomme, men godhjertede. Sådan er det ikke i bøgerne om Ib, der selv må klare ærterne.

Det er vanskeligere, end man skulle tro, at lave rigtig gode og holdbare billedbøger til de to-fireårige.

De må for det første ikke være for lange, for opmærksomheden hos de små holder ikke så længe, og så skal bøgerne for alt i verden kunne læses op om og om igen.

Jeg har selv gemt billedbøger af vejen, jeg simpelthen ikke orkede at læse op igen. Så hellere holde gråden ud, indtil barnet glemte alt om bogen.

En billedbog for de mindste stiller ret høje krav til illustrationerne, ligesom teksten skal være umiddelbar, let at læse op og indbyde til meddigtning og samtale. Billedbøger til de mindste bruges gerne, indtil det ikke længere er muligt at reparere siderne med tape. En serie, der lever op til kriterierne, er Peter Nordahls og Rasmus Bregnhøis Ib-bøger.

Parret har for nylig udgivet endnu to bind i serien, der nu i alt tæller 13 titler.

Det interessante ved Nordahl og Bregnhøis Ib-serie til de mindste er dels deres umiddelbarhed, dels at de oftest foregår uden for hjemmet. I bøgerne må Ib selv finde løsninger, også selv om voksne måtte anvise andre veje. For eksempel i bogen Ib slukker brandmanden, hvor Ib ser noget røg og løber af sted for at se, hvad det skyldes. En brandmand standser ham og beder ham holde afstand, men det ender med, at brandmanden har så travlt med at standse Ib, at der går ild i brandmandens bukser. Så må Ib slukke ilden for ham: »Det var godt, du ikke hørte efter, hvad jeg sagde,« siger brandmanden, hvorpå Ib friskt svarer: »Ja, det kan jo være farligt.« Det er ikke altid, at de voksne ved bedst! En lignende situation opstår i Ib går ud af bussen, hvor Ib ikke kommer med bussen, fordi han er en hund og derfor skal være sammen med et menneske. Samtidig må en ældre dame opgive busturen, fordi hendes busbillet er udløbet. Heldigvis har hun en indkøbstaske på hjul den sætter hun sig i, og så kan Ib køre hende. Nu gør det ikke noget, at billetten er gammel, og så er Ib i følge med et menneske, som han siger. Følelser er bestemt heller ikke fremmede for Ib. I Ib læsser jorden af græder Ib af glæde, fordi han er så glad for rendegravere.

Det rører arbejdsmanden så stærkt, at Ib får lov til at styre rendegraveren selv.

Det paradoksale er, at Ib-bøgerne dermed bliver kontroversielle, uden at læseren egentlig oplever dem som sådan. Det er netop ikke de voksne, der skal anvise løsninger, men drengen selv, der skal finde dem. Det er op til Ib selv at tolke verden og vurdere den bedst mulige handling ud fra den situation, han befinder sig i. Bregnhøis illustrationer er kun tilsyneladende enkle.

De er sympatiske og indeholder ofte små sidehistorier. I historien om rendegraveren er der en kanin, der jages af en ræv. I en anden kan man se en kamp mellem en myg og en frø. Der er små detaljer, der leger med konventionerne. Ib-figuren er enkel, og Bregnhøi kan med små streger nemt antyde drengens sindstilstand. Samtidig er Bregnhøi en mester i at fylde fladerne med de stærke farver op med detaljer, hvad enten det er græsstrå, skygger eller andet. Bøgernes størrelse passer til indholdet på den måde, at de passer fint til børnenes egne hænder. Og så er bøgerne ganske fri for ethvert tilløb til den tuttenuttethed, der ganske ofte ses i pege-og billedbøger, måske fordi konventionen om, at barnets ageren foregår i et voksenovervåget, beskyttet rum, ikke er til stede. Næ, hvis Ib vil sove ude i skoven, så gør han da bare det, som det sker i Ib kan ikke holde det ud. Der er ingen, der vil skælde ham ud bagefter, og hvad der måtte være af konsekvenser, dem klarer han selv. Sådan skal det være!

2017-01-13

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret