Ung ludomani. For Rufus bliver det at spille en udvej, så han ikke skal forholde sig til sit liv.

Han er badet i blod efter en motorcykelulykke, Rufus, da læseren møder ham i Ronnie Andersens nyeste ungdomsroman, Autopilot. Og han er besat af at spille: »Hvem vandt kampen?« er det første spørgsmål, han stiller, da han omtåget vågner op i ambulancen på vej til hospitalet.

På det tidspunkt har han sat sit liv på autopilot og styrer lige mod afgrunden.

Det begynder, da hans mor bliver dømt for skattesvig, så hans far må sige sit job op og flytte til en billigere bolig. Langsomt isolerer Rufus sig. Han kan ikke tåle den medlidenhed, folk møder ham med. I stedet for at forholde sig til sine følelser, begynder han at spille. Det er nemt, for det kan man gøre online på sin mobil eller i den nærmeste kiosk. Og nu har han lånt 50.000 kr., som han og hans veninde Irene netop har tabt - af en lånehaj. Urealistisk er det ikke. En fjerdedel af alle ludomaner i behandling i dag er unge under 25, hvilket er en stigning på 350 procent på fire år.

Forfatteren Ronnie Andersen (f. 1978) kender selv til et liv som en grænsesøgende outsider. Han har haft et liv både på og uden stoffer og har selv haft en vis afhængighed af at spille, ganske som hovedpersonen i Autopilot. Forfatterskabet afspejler i det hele taget det sociale engagement: Hans prisbelønnede debut, Date med en engel, er en rå og vild roman om unge på druk og stoffer. I 2013 fik han Kulturministeriets Forfatterpris for romanen Komatøs, som handler om den omsorgssvigtede 16-årige Maj. Dertil kommer en række bøger om unge, der flygter fra deres følelser på forskellig vis. Men på trods af de tunge emner har bøgerne en varm humor, og man kan mærke, at forfatteren holder af sine hovedpersoner. Ronnie Andersen skriver meget ligefremt, med korte, koncise dialoger og på en måde, der meget godt afspejler tonen i ungdomslivet.

Autopilot gør ikke Rufus til nogen charmetrold, tværtimod. Men man fornemmer tydeligt, at der kunne være kommet en god dreng ud af ham, hvis omstændighederne havde været anderledes.

Den egentlige udfordring i bogen er, at ludomanien er den egentlige hovedperson, og den mani gør jeg-fortælleren afstumpet og selvcentreret. Derfor lykkes det logisk nok heller ikke forfatteren at gøre personerne omkring ham lyslevende. Historiens styrke ligger i realismen og i at gøre læseren pinligt bevidst om den uhyre smalle grænse mellem frelse og fortabelse.

2016-11-25

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret