Drømme. Louis Jensens bog kildrer hjernen og får tankerne til at fare væk. Det er faktisk ret sejt.

Drengen der fik en hunds hjerte er som et eventyr og en drøm, fordi der er så mange ting, der bare ikke kan passe.

En dreng får stjålet sit hjerte af en kvinde, der kører rundt i en sort varevogn og sælger alle slags hjerter i syltetøjsglas som lykkeamuletter. Drengen får i stedet et hundehjerte, men beslutter sig for at finde sit eget igen. Og så begynder hans lange og smertefulde vandring igennem en vidtstrakt frossen losseplads.

En poetisk bog som Drengen der fik en hunds hjerte kræver, at man overgiver sig. På et tidspunkt må man holde op med at tænke over, hvad det går ud på. Og bare læse, gerne langsomt, gerne højt. Så slipper man den side af hjernen, der vil have orden på alting.

Pludselig opdager man, at følelserne i bogen kryber op gennem siderne og påvirker en.

Efterhånden som man kommer gennem historien, begynder der at danne sig en mening. Det er lidt specielt, fordi det mere er en følelse, end at man logisk tænker over alle historiens dele.

På sin vej finder drengen en masse dyr, hvis hjerter også er blevet stjålet - de er skåret ud.

Dyrene er dybfrosne på grund af vejret, og han må banke isen omkring dem løs med et rustent jernrør for at tage dyrene med.

Drengen slæber dem med sig i en gammel barnevogn og håber på at kunne genoplive dem, når han finder deres hjerter.

Det er tydeligt, at drengen er ked af det, fordi hans mor er rejst. Hun har simpelthen taget hans hjerte med sig. Og når man er ked af det, giver ingenting mening. Det er svært at finde glæde. Derfor passer det meget godt, at det er vinter og bidende koldt. For at gøre det værre er det snart jul.

Den sorg, drengen har i sig, glider ind i læseren. Hundehjertet, drengen har i sig, gør ham også vild. Alt det pæne rasler af ham.

Da han ser et slagteri, ønsker han at slikke det varme blod op fra dets gulv og bruge sine hundetænder til at bide i det blodige kød og flænse en luns af.

Sådan er det, når man er rigtig ked af det. Så er man enormt vred og har nogle gange lyst til at gå helt amok for at få følelsen ud af kroppen.

Landskabet, som drengen vandrer igennem, er en losseplads, der har flere etager. I bunden af affaldsdyngerne finder han sin bedstefars hus, og her får han både dansesko og en eventyrbog, der indgyder ham mod. Og hver gang det ser helt håbløst ud, dukker englen Mi op og hjælper ham. Til sidst når drengen frem til et palads, hvor Dronning Kirsten regerer over hele affaldsbjerget. Hun er først sød, men det viser sig, at hun i virkeligheden gerne vil gøre drengen til sin hund. Hvad er der med hunde? De gør, hvad man siger, og skal være lydige. De finder sig i alting og siger ingenting. Det er lige før, at det lykkes Dronning Kirsten, og drengen glemmer de frosne og hjerteløse dyr, der nu ligger i Dronning Kirstens dybfryser. Han glemmer også sin mistanke om, at dronningen ikke har rent mel i posen.

Det er jo et eventyr, så helt galt går det ikke. Det er nok sådan, at Dronning Kirsten i virkeligheden er hans mor, og at drengens vrede giver ham de uventede kræfter, han skal bruge. Også englen Mi forstår man til sidst.

Men kun, hvis man har overgivet sig til det helt eventyrlige univers, som Louis Jensens sprog får manet frem. Hvis man er en rigtig god læser, vil man opdage, at det hele foregår i en drøm på drengens værelse, hvor alle hans yndlingsting får liv og fylder hans søvnige tanker.

Kamila Slocinska har virkelig sans for at gøre Louis Jensens drømme til billeder. Der er mange illustrationer i bogen, og de fanger dens vuggende, stille gang. Med en overvægt af sort og lilla bliver drengens følelser til en smuk tegnet fortælling, hvor hans skiften mellem vrede, sorg, mismod, glæde og ømhed tydeligt træder frem.

Louis Jensens bog er lige til at læse højt, og ordene er brugt med så stor omtanke, at selv sneen får sit eget liv: »Ingenting sagde noget. Alt var stille, stor tavshed, kun sneen, for nu syntes sneen åbenbart, at den igen ville begynde at tale med sine snefnug. Ikke stormende denne gang. Venligere, men stadig isnende kold. Og sørgmodig, men det forstår du sikkert godt. Det var jo de døde dyr, tyveriet af deres hjerter og deres liv, det var derfra sorgen kom.« Louis Jensen vil lige så gerne vække følelser som fortælle en historie.

Bøger som Drengen der fik en hunds hjerte kan noget andet end andre bøger. Det er sjældent, at man læser en bog på følelser, og at teksten kildrer hjernen og får tankerne til at fare væk, så læseoplevelsen får lov at fylde.

Det er faktisk ret sejt, at det kan lade sig gøre. Det kræver modet til at give op og bare opleve. Tør du?

2016-09-09

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret