Opdragelse. John Halse gør (igen) op med tanken om det selvregulerende og kompetente barn.

For 20 år siden skrev Erik Sigsgaard bogen Er opdragelse nødvendig? Hans svar var et rungende nej, hvilket Jesper Juul et par år senere kraftigt støttede med sin toneangivende bog Dit kompetente barn. Begge mente, at det, vi traditionelt forstår ved opdragelse, både er overflødigt og direkte skadeligt.

Børnepsykologen John Aasted Halse er tidligere formand for Børns Vilkår og har skrevet adskillige bøger om opdragelse. Han tilhører en anden skole, og i Den nødvendige opdragelse giver han (igen) Erik Sigsgaard og Jesper Juul svar på tiltale. Alene titlen på bogen mere end antyder, at vi her har at gøre med et modsvar til Sigsgaard, og inde i selve bogen skriver Halse, at børn bestemt ikke er kompetente, som »nogle mener«. Tværtom, skriver Halse, er der virkelig meget, børn ikke forstår eller ved, og vi må acceptere, at børn kun er kompetente, hvis vi hjælper dem med at udvikle sig. Et af Halses primære budskaber er, at dagens forældre har vanskeligere ved at tage opdrageransvaret på sig end tidligere. Længe har de fået deres opdragelsesmuligheder indskrænket voldsomt, fordi alle sanktionsmuligheder er blevet dømt ude. Resultatet er, at forældrene får dårlig samvittighed, hver gang de sætter foden ned.

Men indgriben i barnets aktiviteter er ikke automatisk et overgreb, skriver Halse. Tværtimod er vi som forældre nødt til at lære børn empati og udvikle deres sociale kompetencer. Man er også nødt til at tage konflikterne med børnene, for eksempel hvis teenagebarnet skal lave mad og ikke gør det. Så skal forældrene sige, at de tager ud og spiser - uden at tage barnet med. Hvis man opdrager ved hjælp af aftaler, er »det vigtigt, at de voksne insisterer på, at aftaler skal overholdes, ellers virker det ikke. Det skal altså have nogle konsekvenser, hvis man ikke overholder aftalerne.« Men Halse lægger også vægt på balance i samspillet mellem forældre og børn. Det hele er ikke sort/hvidt, man må gerne give efter nogle gange, og så skal man acceptere, at man indimellem tager fejl - så er en undskyldning på sin plads.

Vigtigst i opdragelsen er, at man viser hinanden respekt og kærlighed. Som ægte humanist går Halse kraftigt ind for dialog som værktøj til at rydde misforståelser af vejen og til at håndtere konflikter. Det kan nogle gange virke lidt blåøjet, men også her balancerer Halse fint, når han forklarer, at der er grænser for, hvad der kan tales om. Opdragelse er ikke en demokratisk proces: Det er forældrene, der har ansvaret og dermed også pligten til at opsætte grænser og udøve sanktioner, hvis disse overskrides.

Det store problem med Den nødvendige opdragelse er, at John Halse først og fremmest er psykolog og ikke retoriker. Hans bog er fuld af gentagelser og bæres ikke af et centralt budskab, der peger på et grundlæggende problem, som for eksempel Per Schultz Jørgensens Styrk dit barns karakter eller Erik Sigsgaards seneste bog, Om børn og unges nej. Farvel til lydighedskulturen. Deres bøger både provokerer og får en til at tænke dybt over principperne for opdragelse, så man får lyst til at handle nu og her. Halses bog er med al sin balancegang og alle sine småanvisninger alt, alt for pæn til for alvor at tale til hjertet.

2015-01-09

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret