Oplæsning. Manu Sareen sender den frække Muhammed ind i eventyret om Hans og Grete.

Manu Sareens bøger om Iqbal Farooq er yderst populære. Der er noget afvæbnende ved Sareens ligefremme barnlige humor. Og så er de stereotyper, som Iqbal Farooq-bøgerne præsenterer, vildt morsomme i sig selv. Serien startede i 2006 med Farooq og den sorte pjerrot, og er siden fulgt op med flere bøger og læse-let udgaver af bøgerne. I hovedrollerne møder vi altid Iqbal og hans familie, med særligt fokus på Iqbals lillebror Tariq, der bogstaveligt talt er god til at sætte fut i tingene. Blandt bogens mange spøjse typer finder vi Mohammed, der ikke sætter sit lys under en skæppe, selv om hans skolelærere sikkert ville ønske, at Mohammed viste en anderledes og lidt mere retvisende selvindsigt.

Og det er netop Mohammed, Sareen har brugt i sin etniske modernisering af Grimms eventyr om Hans og Grete. I Sareens to tidligere gendigtninger af H. C. Andersen eventyr var eventyrene udsat for en moderne kulturel omkalfatring. Således blev Hvad fatter gør er altid det rigtige til Hvad fætter gør er altid det rigtige og Klods-Hans blev midlertidigt omdøbt til Klods-Hassan. Det fungerede godt, og galskaben gav mening.

GRIMMS folkeeventyr er anderledes vanskeligere at gøre etniske. Det er vanskeligt for børn i dag at forestille sig historien om Hans og Grete: Tænk at forældre vil sætte deres børn ud i skoven for at dø, fordi forældrene ingen penge har til mad. En modernisering er derfor svær. Den vanskelige opgave har Manu Sareen opfindsomt valgt at løse ved at lade Mohammed kommentere eventyret indtil han i frustration hopper ind i eventyret og overtager Hans´ rolle. Mohammed synes simpelthen, at Hans er en tøsedreng, og at børnenes forældre er »tjotalt nederen« og »mega lede«. Det er dog først henimod slutningen, at Mohammed dukker op i historien for at redde Grete. Han præsenterer sig galant således: »Hey, G, du skal ikke være bange, mand. Din nye homie er her, og så nakker vi hende der heksemama.« Mohammed har sit helt eget sprog, som Hans og Grete har store vanskeligheder med at forstå. Det er sjovt og fungerer ok. Mindre heldig er Sareens oplæsning i den medfølgende cd.

Han mangler helt skuespillerens evne til at bruge diktion og stemmeføring og lyder mere som en træt minister, der skal have godnatlæsningen overstået. Det er først, når han læser tekststykkerne med Mohammed, at der kommer lidt mere liv i kludene. Det er lidt synd.

Peter Dams illustrationer gør bestemt heller ikke lykke. De er kantede, og til tider direkte fejlcastede. For eksempel en illustration af Grete, der græder. Hun ser ud, som om hun har en gul skål på hovedet, og hvis ikke det var, fordi man kunne se hendes tynde ben, kunne hendes ansigt for den sags skyld lige så godt skyldes, at hun sad på toilettet og pressede til. Tegningerne mangler charme, nuancer og det glimt i øjet, som Sareen har. Bogen er derfor en lidt blandet fornøjelse.

2014-06-13

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret