Sig ja. Erik Sigsgaards nye antiautoritære debatbog om børneopdragelse er konstruktiv, provokerende og naiv på én og samme tid.

Erik Sigsgaard har kæmpet for børns rettigheder hele sit liv, og er især kendt for bøger som Skæld mindre ud fra 2007 og for den ikke mindre provokatoriske opdragelsesklassiker, Er opdragelse nødvendig? fra 1994. Erik Sigsgaard skelner mellem to typer opdragelse: den autoritære og den demokratiske. Det giver sig selv, at den opdragelse, som forfatteren kalder »den demokratiske«, er den rigtige. I denne respekterer de voksne barnet som individ, uanset om barnet er et, to eller fjorten år gammel.

Når barnet siger nej, så skal man acceptere det, og Sigsgaard er radikal nok til at insistere på, at det gælder stort set alt, lige fra amning til sengetider. Sigsgaards synspunkt er, at det er »ikke vi voksne, der danner børnene, men børnene, der danner sig selv,« og endvidere, at »udviklingen ikke sker gennem de voksnes opdragelse af børnene, men gennem børnenes væren og handlen i verden.« Forfatteren nærer en indædt modvilje mod samfundets øgede institutionalisering. Børns frihed indskrænkes voldsomt i dag: De er henvist til ekspertvældet i vuggestuer, børnehaver, skoler og fritidshjem, og først når de bliver voksne, kan de selv bestemme, hvad de vil lave i deres fritid. Ellers er de omgivet af pædagoger, der regulerer deres udfoldelsesmuligheder.

Herudover er institutionerne ofte aldersopdelte, hvorfor børn ikke lærer noget af hinanden på tværs af aldersgrænser. For at gøre det hele værre, er børnene ikke længere en del af de voksnes verden og ser dermed ikke den »rigtige« verden før meget sent. Dette sker samtidig med en øget samfundsopmærksomhed på at vi skal respektere børn og deres holdninger. Men accepten er kun tilsyneladende, for et rigtigt nej fra barnet accepteres ikke.

Ingen tvivl om, at Sigsgaard drømmer sig tilbage til en tid, hvor børn kunne lege frit i en lidt vild natur. Levende beskriver Sigsgaard sin egen barndoms leg, hvor han og hans kammerater kunne færdes frit uden overvågning. Det savner børn i dag, postulerer Sigsgaard: Hvis barnet ikke kan acceptere denne frihedsberøvelse, kalder vi det grænsesøgende, i stedet for at forstå, at det er en fornuftig reaktion på, at barnet er blevet anbragt et sted uden dets vilje. Sigsgaard konstaterer tørt, at de frie, lidt vilde områder, ikke længere findes derude, og at det er et problem. For ham at se betyder institutionaliseringen, at børn har vanskeligere ved at lege sammen. Frihedsberøvelsen og voksenstyringen betyder også, at flere børn får mærkatet »vanskelige« og »ADHD«. Det er skrigende uretfærdigt.

Sigsgaard krydrer sine pointer med små, opbyggelige historier. Det gik mig lidt på nerverne på grund af deres politiske overkorrekthed. Forskningsmæssigt er han nogle gange på lidt tynd is, som når han påstår, at »lærermobning forekommer mere end elevmobning,« hvilket er en antagelse, der er langtfra bevist. Der er lidt »Sigsgaard vs verden« i bogen. Det er en debatbog, og det er hensigten at provokere. Mange af Sigsgaards pointer har uomtvisteligt en stor grad af sandhedsværdi. Men nogle gange driver forfatteren konsekvensberegningerne så langt ud, at det forekommer naivt.

Jeg tror ikke på, at børn er så søde, som Sigsgaard får dem til at lyde. De er også mennesker - og søde - men også egoister og med en underudviklet frontallap, der gør, at de til tider mangler overblik og empati. Jeg køber ikke antagelsen om den totale selvregulering, men nok at børn skal have større muligheder for at udøve den. Jeg er enig i, at den øgede voksenkontrol over børns tid er en katastrofe, og vil få negative konsekvenser for fremtidens samfund. Jeg er af samme grund dybt utilfreds med helhedsskolen.

Det er et generelt samfundsproblem, at børn bliver dårligere til at socialisere sig, hvilket også bemærkes i den seneste Skolebørnsundersøgelse, som Sigsgaard ikke nævner i sin bog. Her kan man læse, at unge statistisk set er mindre sammen fysisk nu end før. Det fysiske samvær er faldet dramatisk siden slutningen af 1980erne, og i alle køns-og aldersgrupper synes denne tendens at fortsætte. Hele 14 procent af eleverne i 9. klasse tilbragte i 2010 ikke deres eftermiddage sammen med venner. Til gengæld er brugen af elektronisk kommunikation øget voldsomt. Det er et kæmpeproblem.

Erik Sigsgaards bog er provokerende og inspirerende. Jeg tog den frem ved middagsbordet derhjemme og diskuterede nogle af pointerne med mine institutionaliserede tre teenagebørn i halvanden time. Vi fik en ret så levende og spændende diskussion, som også åbnede op for nogle forandringer hist og her. At læse bøger, som kun bekræfter ens egen opfattelse, er frygtelig kedeligt. Sigsgaard udfordrer og stiller sig som en anden Klods Hans et hundrede procent på børnenes side. Det gør han godt og engageret. På vejen stiller han rigtig mange gode spørgsmål og samfundsdiagnoser, som man bør forholde sig til.

2014-05-02

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret