Mutanter. Kloge og talende mutantdyr lever på en losseplads, hvor saften fra mærkelige blå æbler sætter gang i løjerne.

Eden er de sidste bogstaver, der står tilbage på det skilt, hvor der før stod »Lossepladsen«. I Eden bor forskellige samfund af dyr, der alle er blevet kloge og talende efter at have spist af lossepladsens mærkelige blå æbler. Gennem generationer har de forskellige dyrearter parret sig med hinanden, hvilket har givet krydsninger, der ville give en natur-og tekniklærer grå hår i hovedet: Der er fugle, der har parret sig med øgler, mus med små vinger og pindsvin, der har spor af muldvarp i sig. Og allernederst nede, i gange under lossepladsen, kan man finde kæmpebogormen Gooogel, som kan svare mere eller mindre forvrøvlet på mange spørgsmål.

Søren Brinch Vestergaards bog, Eden - Kampen om mosten, er inspireret af blandt andre forfatteren Terry Pratchetts bøger om Discworld. Selv om Pratchetts romaner er vanvittig morsomme, så er der altid et element af alvor og drama i handlingen. Ligeså i Vestergaards bog. Ganske vist er der larm og farver i gaderne, mens den unge mus Max får reddet byen i bedste Indiana Jones stil. Det gør han sammen med det seje pindsvin, Svend Snigmorder, og Max´ to andre venner, Moby og Doktor Skrald. For æblesaftpresserne har myrdet byens premierminister og vil kun udlevere den livgivende æblesaft til bestemte slags dyr. Flagermusene udgør Ypperste Presserens hemmelige politi, og de er præcis lige så vamle og uhyggelige, som de skal være.

Bogen består af en række episoder, der tilsammen danner en samlet historie. Der kan godt være forskellige fortællere til hver episode. På samme måde er der flere mutantsamfund i bogen. Udover Skraldeby, hvor Max og hans venner bor, er der undergrundsbyen Toyota, Rævekøbing, Rottekøbing og mange flere. Der er også opstået en religion, der har Elvis Presley som hovedfigur, fordi der er en stor plakat af ham i Skraldeby. Også plakaten mangler bogstaver, så de kalder ham Evi Pres. Navnet passer godt til et mutantsamfund, der er afhængige af at drikke saften af de blå æbler. I det hele taget er det en ret opfindsom, sjov historie. Man får mere ud af bogen, jo ældre man er og kan fange de mange henvisninger til vores samfund. Illustrationerne, som catalaneren Mario Cortés har prydet bogen med, er også fantastiske. De vækker fantasien uden at diktere den og får byen til at blive levende og inspirerende. Det er en flot udgivelse, og heldigvis kommer der flere bind i serien.

2014-03-07

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret