Fobi. Tanken om en klovn får Frede til at ryste og græde, så han ikke er til at trøste.

Kan man stole på klovne? De klæder sig i mærkeligt tøj, smører et tykt lag ansigtsmaling på og tager ovenikøbet en stor, rød næse på. Hvis man mødte dem på gaden uden forklædning, ville man ikke kunne genkende dem. De opfører sig altid frækt på en grænseoverskridende måde: Hælder vand i hovedet på andre, gør grin med deres medartister og nogle gange med publikum. Alt muligt, man normalt ville få rigtig meget skældud for, hvis man var barn. I mange historier er klovne tvetydige skikkelser, og i andre er de decideret onde. Tænk blot på filmatiseringen af Stephen Kings IT, hvor klovnen vitterligt er en skrækindjagende figur. Eller Batman-filmens nedrige og vanvittige Joker, som Jack Nicholson tilfører sand djævelskab. Den seje agent fra Bones-serien, FBI-agenten Seeley Booth, er også bange for klovne, hvilket næsten koster ham livet, da han på et tidspunkt skal redde en bortført pige. Jo, angsten for klovne er virkelig nok for nogle mennesker og bliver i faglige kredse kaldt for klovnofobi. Den er tilsyneladende mere almindelig, end man skulle tro.

Forfatteren Johannes Møllehave har i samarbejde med illustratoren Kirsten Gjerding netop udgivet en billedbog i rim om angsten for klovne. Allerede på Gjerdings meget farverige omslag kan man ane, at Fredes fobi har noget med klovne at gøre. Frede græder mellem to høje klovne. Helt galt går det for Frede, da faderen viser cirkusbilletten: »Fredes fætter, som hedder Kaj /fik sin billet og glædede sig. /Men Frede havde det rigtig skidt, /natten før cirkus var mareridt.« Johannes Møllehave har tidligere samarbejdet med Kirsten Gjerding. Hun har en meget genkendelig streg. Hendes karakterer har store hoveder og øjne, hun bruger mest klare farver, og illustrationerne er af den oplæsningsvenlige slags. Man skal gerne sidde et lille stykke fra bogen for at få det fulde udbytte af billederne. De indeholder mange relativt store, ensfarvede flader og er på den måde rolige at se på. Gjerding benytter sig nu også af tegneserietricks, som når far og mor ligger i sengen og taler om Fredes angst for klovne, og man ser Frede og en klovn i en taleboble. På den måde sker der mere i illustrationerne, end den lidt enkle streg i første omgang lader ane. Det giver en god afveksling og virker meget indbydende.

Møllehave rimer, så det er en lyst, og først tror man, det hele er pjat, men det er slet ikke tilfældet, for han gør sig umage med at forklare det hele: »Fobi betyder angst, fordi /der er et eller andet, man ikke kan li´. /Som hvis man har en frygt for edderkopper /eller en anden angst, der ikke stopper.« Men da der er tale om en billedbog, så indeholder slutningen naturligvis en lykkelig slutning. Møllehave er en rigtig garvet poet, så han griber ikke umiddelbart til de enkle løsninger. Frede bliver ikke venner med en klovn. Han bliver ikke ældre og glemmer sin angst. Nej, Møllehave er mere udspekuleret end som så og har ovenikøbet den klovnofobiske forskning på sin side, da han på rim digter forløsningen frem. Det er i det hele taget en rigtig vellykket billedbog for alle børn i cirkusalderen.

2014-03-21

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret