I ÅR fylder Ib Spang Olsen 75 år, og i den anledning har forlaget Alma udsendt hans erindringsbog om 1930´ernes Østerbro i en ny udgave. Lille dreng på Østerbro vandt stor popularitet ved udgivelsen i 1980, og sammen med filmen af samme navn er der tale om et klassisk erindringsværk i dansk litteraturhistorie. For fem år siden udgav boghandlerne på Østerbro også bogen i anledning af Spang Olsens 70 års fødselsdag og man kan derfor ikke helt sige, at der med udgivelsen på ingen måde er tale om en nyhed.

Når bogen alligevel er værd at omtale igen, skyldes det den værdi, som bogen tilfører erindringslitteraturen. Lille dreng på Østerbro er ingen billedbog for børn, men kan være en glimrende af slagsen, hvis der er en bedsteforælder eller oldeforælder, der med baggrund i illustrationerne og teksten kan fortælle sin historie. »Politiassistent Tvermoes var kendt af hvert barn på Østerbro. Han må have eksisteret i mindst 10 eksemplarer, for han var alle steder på én gang,« skriver Spang Olsen et sted i bogen. Tonen er typisk for de kommentarer, som han knytter til hver enkelt billede. De er humoristiske og giver ofte en meget rammende karakteristik af en bestemt stemning, som understøttes af de sort/hvide stregtegninger. Som altid i Spang Olsens bøger er der en virkelig god sans for perspektivet. Alt ses fra barnehøjde, så man næsten synes, at man er der selv, i lige netop den højde, på præcis dét tidspunkt. Denne egenskab kan gøre, at man som en ældre person kan sidde og hive mange gode minder op af posen. Der er ikke noget, børn hellere vil, end at høre alt om deres forældre eller bedsteforældre. De vil vide, hvordan et liv former sig, hvordan verden har set ud og hvorfor den ser ud som den gør lige nu. At der er en tid, hvor man havde heste spændt for brandvognen i stedet for brandbiler med sirener, og at det ikke er længere tid siden end 60 år, er næsten ufatteligt, når man ikke selv har oplevet det. At se heste nu om dage er et privilegium for mange børn. Billederne danner samtidig udgangspunkt for en fortælling om hvordan børns omgivelser har forandret sig drastisk i løbet af de seneste 60 år. Via denne tidsrejse kan man få en sund fornemmelse af, at det ikke er nogen naturlov, at verden ser ud som den gør. Det står frit for at ændre den, hvis man har kræfter og lyst.

Netop fortiden præger Ib Spang Olsens produktion lige nu. For ikke så længe siden udgav han billedbogen Den store krage (anmeldt 12.1.96.), og for et par måneder siden udgav han bogen Atten viser om kvinder og mænd, hvor han har udvalgt og redigeret atten folkeviser, der som gennemgående tema har forholdet mellem kvinder og mænd. I denne bogs forord siger han blandt andet, at viserne »kan sige en helt nutidig begribelse noget gode og skønne digte om kvinder og mænd med sind, tankegang og handlinger, der uden videre kan rummes i vores referencerammer.«

Det er besynderligt, at netop menneskenes - og ikke mindst kønnenes - forhold til hinanden gennem tiderne har været så til- pas ens, at man stadig kan hive enddog meget gamle ting frem om dem. Og mere besynderligt er det i virkeligheden, at det forholder sig helt omvendt med de omgivelser og livsvilkår, vi har. Verden har forandret sig så meget, at hvis man var gået ind i en tidsmaskine i 1936 og kom ud nu, ville man næppe kunne orientere sig i det samfund, vi har nu. Måske netop derfor kan det være vigtigt at bibeholde fortidens billeder i os, ikke kun via fotografiet, men også via de subjektive, perspektiverede og på alskens måder manipulerede erindringstegninger. De er med til at give et forløb og en identitet. De giver en nødvendig ballast for at tænke fremtiden i et relevant lys i det trygge skær, som erindringen trods alt har det med at give selv vanskelige perioder. For det, nærværende anmelder lærte i skolen om 30´erne, har bestemt ikke meget at gøre med Spang Olsens kærlige portræt af en fortid, der ikke er længere væk end som så.

1996-03-15

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret