Science fiction. Linda og Valentins samlede værker på dansk er en skatkiste af oplevelser.

Jeg har altid fundet science fiction-genren fascinerende. Den giver en unik mulighed for at lege med fremtiden og kan også sætte de globale problemstillinger i et helt nyt perspektiv. Hvis der endvidere findes andre livsformer end mennesket, hvordan ville de så se ud? Hvad så med deres planeter? Det er ikke teknologien, jeg synes, er det interessante i science fiction-universet. Teknologien er kun det fartøj, man bruger for at rejse rundt og møde universets andre skabninger. Det er i mødet med det, der er anderledes, man får udfordret tankerne. Blandt science fiction-genrens hovedværker er det umuligt ikke at nævne tegneserieklassikeren Linda og Valentin. Serien er skrevet af Pierre Christin og tegnet af Jean-Claude Mézières. Deres første album, Onde drømme, udkom første gang i 1967, og det sidste bind, Tidsåbneren, udkom 43 år senere, i 2010. I alt er det blevet til 21 album, der samlet set har solgt 2,5 millioner eksemplarer i Frankrig alene.

Forlaget Cobolt er netop blevet færdig med at genudgive samtlige album på dansk i syv overdådige samlebind plus et leksikonbind: Folk og fæ i himmelrummet, som er en ny og udvidet udgave af den oprindelige udgave af leksikonet fra 1993. Et leksikon, som har været noget nær uopdriveligt i årevis. DET, der gør serien til noget helt specielt, er, at der er tale om én lang historie på mere end 1000 sider, som har udviklet sig voldsomt over de mange år. Alle karaktererne, inklusive de mange besynderlige skabninger, som for eksempel de uberegnelige, men trofaste Schniarfere eller de allestedsnærværende spiondyr, Shingouzere, er tænkt grundigt igennem fra forfatternes hånd. Historien handler om Valentin, som er agent i Rumtidstjenesten. Efter at tidsrejser er blevet mulige, er der kommet brud i det naturlige, kronologiske forløb i verdenshistorien.

Rumtidstjenesten er en organisation, der skal overvåge og beskytte rumtiden, så dette ikke sker. Desværre viser det sig, at tjenesten gør mere skade end gavn. I første bind bliver Valentin sendt tilbage til det 11. århundrede, hvor Linda redder Valentins liv et par gange, mens han forsøger at redde Jorden anno 2721. Hun rejser frem i tiden sammen med Valentin, og de to bliver uadskillelige som et effektivt agentpar i Rumtjenesten gennem hele serien. Den manglende kronologi i historierne bliver ikke nemmere af, at Jorden forsvinder fra universet i år 3152. Linda og Valentin, der ikke er blevet en dag ældre siden 2721, må efter Jordens mystiske bortkomst bruge en del af deres tid på at hutle sig gennem tilværelsen som freelance-agenter, mens de bestandigt forsøger at skaffe Jorden tilbage.

Alle album er ikke lige vellykkede. Undervejs i historierne møder vi blandt andet den kristne treenighed på planeten Hypsis. I Christins og Mézières streg er de forvandlet til en brutal strømer, en slapsvans med hang til stoffer og en defekt, enarmet tyveknægt. Planeten Hypsis skulle angiveligt være det sted, hvor universets virkelige herskere holder til. Men det er, som om de to franskmænd går lidt kolde i de filosofiske tanker, for der kommer ikke helt fremdrift ud af Hypsis. I stedet ender de med at skabe »Det store intet«, hvor nogle besynderlige klippevæsner kaldet Wolocherne går til angreb mod hele det civiliserede univers. MAN kan ikke arbejde 43 år på en serie og så afslutte den helt. De to franskmænd skriver og tegner stadig på et nyt tillægsalbum, der skal uddybe bestemte scener eller personer, og som efter planerne skal udkomme i efteråret 2013. Serien var ikke blevet det samme uden illustrationerne. Ingen tvivl om, at Star Wars skylder en del af sin inspiration til serien. Det er ikke spor mærkeligt, at kulisserne til filmen Det femte element blev skabt af Jean-Claude Mézières. De var som taget ud af et Linda og Valentin-album.

Danske Peter Madsens forord i det syvende samlebind fortæller en del om Mézières´ engagement og professionalisme. I slutningen af 70erne mødte han den franske illustrator og viste ham det andet Valhalla-album, Thors brudefærd. Peter Madsen fik slet ikke ros, men en masse kritik: »Hvis det er ros, du er ude efter, må du gå til din bedstemor - hos mig kan du få kritik. Og du skal vide, at der er noget i dit arbejde. Ellers havde jeg ikke gidet sidde og kritisere det!« Madsen besøgte senere Mézières i Paris og kunne se, hvordan tegneren arbejdede grundigt og skitserede og skitserede, indtil han nåede frem til noget, der så legende let ud, men som måske havde taget ugevis at få på papir. Der er ikke sparet på effekterne i tegneserierne. Det er et orgie af farver og mærkelige væsener. Men først og fremmest er det et møde med et væld af ideer og anderledes verdener, som man ikke bør være foruden.

2013-08-16

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret