Grafisk roman. Ray Bradburys klassiker Fahrenheit 451 i autoriseret billedrig fortolkning.

Fahrenheit 451 udkom i 1953. Den foregår i en fremtid, hvor brandmændenes opgave er at finde bøger og brænde dem. Bøger skaber blot tvivl og får folk til at tænke selv. Som underholdning tilbyder hjemmet i stedet store fjernsynsvægge, som bestandigt udsender fordummende serier.

Hovedpersonen i romanen er brandmanden Montag, der får sin eksistentielle tvivl vakt en sen aften på vej hjem fra en festlig bogafbrænding. Han møder sin nye nabos datter, Clarisse, på vejen og falder i snak med hende. Clarisse er en mærkelig utilpasset pige, som er mere optaget af hvorfor end hvordan, og hvis afskedsspørgsmål, inden Montag åbner døren til sit hus, er: »Er du lykkelig?«. Det tvinger Montag til at tænke og føle efter, hvordan han i virkeligheden har det.

Og sandheden er, at livet føles tomt. Pointen understreges via hans kone Mildred, som han finder livløs, da han efter samtalen med Clarisse kommer hjem. Hun har forsøgt at begå selvmord. To særdeles ufølsomme sundhedsteknikere tilkaldes. De tømmer mavesækken for piller og udskifter derefter hendes blod med noget friskt iblandet et særligt serum. Da Mildred vågner igen, er hun mærkeligt ligeglad med alting og husker intet af det, der er sket. Hun spekulerer ikke længere over, hvorvidt hun er lykkelig eller ej.

BOGEN er blevet en klassiker, der ikke sjældent nævnes i sammenhæng med George Orwells fem år ældre roman 1984 og Huxleys lidt ældre Fagre nye verden, hvilket gik Bradbury på. Han insisterede på, at Fahrenheit 451 ikke er en historie om statslig censur eller om at leve under et totalitært styre. Bogen skulle heller ikke læses som et modsvar til samtidens senator McCarthy, hvis jagt på kommunister havde skabt frygt og medført mange ødelagte skæbner. Bradbury sagde, at det snarere var en historie om, hvordan fjernsynet ville gøre os dummere og dummere.

Nu har Tim Hamilton lavet en tegneserieroman over bogen, som Bradbury har autoriseret. I forordet præsenterer Bradbury romanen som et produkt af sin fantasi. Mellem linjerne kan man læse, at man nedgør romanen, hvis man blot læser den som en tidstypisk politisk roman.

Tim Hamiltons tegneserie gør dermed forfatteren en stor tjeneste: Den fjerner effektivt romanen fra sin tidsbundethed. Fortællingen genfortolkes som en moderne historie om den personlige tvivl, om kampen mod tilværelsens tilsyneladende manglende mening. Den grafiske gendigtning giver ikke alene nyt liv til romanen, den gør også romanen tilgængelig for den gruppe af unge, der har det vanskeligt med bøger skrevet i et altmodisch sprog. Opgaven har Tim Hamilton klaret fabelagtigt. Romanen er holdt i mørke, deprimerende og klaustrofobiske farver. Bortset fra brandene.

Her er der ikke sparet på det skriggule eller det blodrøde. Der er en indbygget dynamik i det grafiske udtryk, som støtter historien fremragende. Noget af en kunst, når romanen mest foregår i hovedet på stakkels Montag. Men samtidig er det lidt ironisk, at netop Bradburys roman præsenteres som tegneserie, primært henvendt til en målgruppe, der bruger flere timer foran skærmen, end den bruger på bøger. I den forstand fik den gamle forfatter ret: Fjernsynet og skærmen har i den grad taget over, at ældre klassikere nu må genudsendes med masser af billeder og færre ord, så man kan sikre sig, at de stadig bliver læst.

Når det så er sagt, vil jeg til gengæld vove den påstand, at man med Tim Hamiltons fortolkning i hånden er rigtig godt hjulpet!.

2012-10-12

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret