Fantasy. Mosekoner og Vølver i Helle Rydings gode nye dansk fantasytrilogi.

Det er saftsuseme svært at udgive original fantasylitteratur efter den tsunami af fantasifulde ord og væsner, der er væltet ud fra forlagskontorerne de seneste år. Især fordi J.K. Rowling har skabt en stor læserskare for netop denne genre blandt børn og unge, og så naturligvis fordi forlagene håbede på at score kassen ved at udgive det næste fantasy-litterære hit. Nu er strømmen næsten ved at være slut, men trilogierne skal jo lige afsluttes, før situationen normaliseres.

Regnbuestøv udkom for kort tid siden og afslutter Helle Rydings spændende, men noget oversete trilogi, Morganas kilder, hvis første bind udkom i 2005 med titlen Den sorte ravns forbandelse. Det var samtidig også Rydings debut. Måske var stilheden omkring bogen forståelig, for første bind var lidt svagt i koderne. Den var lang tid om at komme i gang. Og så er seriens titel utrolig dårlig valgt, fordi fantasykendere straks vil komme til at tænke på Morgan Le Fay, kong Arthurs halvsøster, som Marion Zimmer Bradley gjorde verdenskendt i bestselleren The Mists of Avalon i 1984. Det er en uheldig, men forståelig association, for bogen har ikke det ringeste at gøre med kong Arthur-myten. Det finder man dog ikke ud af i prologen, for første bind starter så forsigtigt op, at man kommer i tvivl om, hvor man er på vej hen. Helle Ryding har ikke travlt med fortællingen, hun giver sig god tid til at beskrive omgivelser og personer, bevæggrunde og følelser, sådan så i alt fald jeg tænker, at det må være en kvinde, der fortæller. Det kan synes sexistisk, det blæser jeg på, for indimellem er det feminine så fremtrædende, at det er svært ikke at ænse det. Det feminine forstået som det omsorgsfulde, det tålmodige og det omhyggelige.

Samtidig er teksten i begyndelsen så sød. Hør for eksempel her fra starten af første bind: »En porcelænslampe sendte et venligt skær ud i arbejdsværelset, og i den gamle kakkelovn var der tændt op. Ilden derinde varmede så dejligt.« Det kunne næsten være taget ud af H.C. Andersen: venligt, gammelt og dejligt. Og det i en prolog, hvor hovedpersonens mor kort efter grædende opsluges af et lyn! Det er vel at mærke ikke, fordi der er noget galt med teksten, men stilen bekymrer, når jeg ved, at der er lidt over tusind sider, jeg skal igennem. Men lad mig sige det med det samme, at det betaler sig at være tålmodig. Sådan to-tredjedele inde i første bind kommer der for alvor gang i intrigerne og historien, efterhånden som vi får overstået den kvindelige hovedpersons særdeles overbeskyttede barndomsliv.

Serien foregår i nutiden og handler om pigen Elycia, der som spæd er blevet efterladt i herregården Svaneborg et sted på Sjælland. Her behandles hun som datter af greven, og vokser op med megen omsorg og kærlighed. Allerede tidligt er det tydeligt, at hun har særlige evner og kræfter. Hun går ikke i skole og leger ikke med andre børn og må heller ikke forlade herregården for den mystiske Illiander, der underviser og passer på hende.

Idyllen ophører, da hun opsøges af en mærkelig mand, der forsøger at bortføre hende. Elycia hvirvles ind i en besynderlig parallel verden, Morgana, som er fuld af lindorme, elverfolk, lygtemænd og nisser, lys- og svartalfer, mosekoner og vølver. Helle Ryding trækker på hele den nordiske mytologi for at skabe en ret så original verden, som geografisk løbende kan udvides, hvis bare to udvalgte mennesker med specifikke relikvier beder om det. Den ene, Elycias mor, er bare forsvundet, og dermed er Morgana blevet noget overbefolket. Den onde Scarpia forsøger at tiltvinge sig begge relikvier og at omvende Elycia til at hjælpe ham med det.

Det mærkes, at Helle Ryding er jurist. Der er orden i sagerne, og det er logisk, at kampen mellem det gode og det onde her slet ikke er så sort/hvid, som man ellers finder i andre bøger. Hvor første bind havde nogle forståelige startvanskeligheder, så er andet bind i serien, De fire vinde allerede godt flyvende. Vi har dér som læsere et umådelig godt billede af den uhyrligt stædige Elycia, der altid vælger at lytte til sit hjerte fremfor at acceptere voksenlogik. Og vi følger således i andet bind, hvordan hun ofrer alt for at forsøge at redde Illiander fra døden, for i tredje bind at opleve et spændende, overraskende og endeligt opgør med Scarpia. Et opgør, der ender noget anderledes, end man forventer.

Helle Ryding har således gennemgået en overbevisende udvikling gennem de fire-fem år, historien har været undervejs. Det blevet en flot og fejende dansk fantasyserie, som fortjener mange læsere og lang levetid.

2009-01-22

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret