Døden som drivkraft for kærlighed og vrede
64 sider. 299 kr. Gyldendal
Anmelder: Arguimbau, Damián
160 sider. 249 kr. Phabel.
Anmelder: Arguimbau, Damián
Børnebøger. To bøger om hvad døden også kan bruges til.
Ole Dalgaard alias Oskar K. er en af børnebogsgenrens uventede vulkaner. Hans kreative udbrud er anderledes end alt andet. For ikke så længe siden var det serien om to hårde hunde og en kattekilling: Carlo, Simba og Gerda Røvlund, som lå langt fra enhver blødsødenhed. Med aldeles uforfærdet energi tog Oskar K. alt det grove, som børn siger og fik gjort en morsom, blodig absurditet ud af det. »Børnenes bedemand« kan på mange måder godt minde om Hanne Kvists og Lilian Brøggers »Hr. Lykke. Kaos og kærlighed i hr. Lykkes kitteludlejning«, hvor temaet var lykke og kærlighed. Men hvor »Hr. Lykke« var tiltænkt både børn og voksne, rammer Oskar K’s og Karrebæks bog meget præcist børnene. For jo – børn spekulerer meget over døden. Ikke kun hvor man kommer hen når livet er slut, men også sådan helt konkret hvad der skal ske med ens krop, når man er død. Man kan godt forvente en andægtig stilhed, når man læser bogen op for poderne. Børn vil blive helt grebet af den vuggende, rolige, alvorlige og alligevel trygge historie, hvor tekst og billede samarbejder, så det er en drøm.
»Børnenes Bedemand« er Hr. Jørgensen, der gør døde børn i stand, inden de skal begraves. Hr. Jørgensen er lidt forelsket i Frk. Ene, som vasker kitlerne (jf. kitteludlejningen), og synger altid for børnene, mens han gør dem i stand, så deres sidste timer bliver lyse. Frk. Ene og Hr. Jørgensen bliver først rigtig for alvor involveret i hinanden, da en død hjemløs dreng bringes til bedemanden. For drengen har en hund og den fører dem til flere hjemløse børn. Og drengen viser sig slet ikke at være en dreng, men en meget beskidt, død, pige. Det er denne modsætning mellem liv og død, som så smukt sammensættes med forholdet mellem kærlighed og ensomhed. Poetisk, en smule vemodigt, men på samme tid lige så hyggeligt og trygt som en kop varm kakao på en kold vinterdag, ikke mindst takket være Karrebæks bevidst godmodige tegninger.
Det er tydeligt at Hr. Jørgensen først rigtigt kommer til live, da Frk. Ene kommer til. Ensomhed og død er på den måde to sider af samme sag.
EN parallel historie – blot for lidt ældre børn og i en helt anden genre – finder vi i Henrik Nilaus‘ »Tokes Maske«. Historien handler om drengen Toke, der bliver mobbet af klassekammeraten Mark. Toke er god til at tegne – og til at forme masker. Mark er også dygtig, men ikke nær så meget som Toke. Ved en forestående maskekonkurrence er Mark bange for at tabe, fordi han så vil blive straffet af sin far, og intensiverer derfor sin terror mod Toke. Toke forsøger mest at gøre sig usynlig. Det eneste sted, han kan være sig selv, er hos bedstefaren, som er kunstner og har specialiseret sig i at lave masker. For at hjælpe bedstefaren med at lave en udstilling vil Toke vinde konkurrencen og vinde pengepræmien, så han kan betale et depositum. Det vil sige – først vil han ingenting, men klassekammeraten Amina begynder helt overraskende for Toke at presse på. Hun vil ikke acceptere, at Toke er usynlig. At han er så bange, at han i virkeligheden slet ikke tør leve. Han bliver nødt til at tage kampen op mod Mark. Toke begynder at bruge sin vrede til at lave en dødsmaske, som bliver mere og mere skræmmende for hver dag, han arbejder med den. Undervejs i historien sker voldsomme og sørgelige ting – men hver gang Toke forsøger at krybe i skjul, tvinger Amina ham ud. Bogen er spændende og handlingen overrasker til sidst. Bogen handler om mobning, men også om at kunne gribe en udstrakt hånd, om at man først for alvor er i live, når man tager skæbnen i egen hånd. Og om at bruge vreden som drivkraft til at overvinde døden. Her flot formidlet uden sentimentalitet så også drengene har lyst til at være med.
2008-04-25
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret