Skræmmende sonetkrans

Mørkebarnet   af Eken, Cecilie  
32 sider, 149,50 kr. Sesam
Anmelder: Arguimbau, Damián
Sebastians Monster   af Glaz Serup, Martin  
30 sider, 209 kr. Alma.
Anmelder: Arguimbau, Damián
Uhyrer. Popcorn, sonetter og monstre til aftenlæsningen.

I Kina har de indført censur mod en række uhyggelige børnebøger. Børn har brug for det rædselsvækkende, fordi de bevæger sig i en verden, hvor de uafvidende ser disse ting: på avisernes forsider, tv-skærmen, men også hjemme, i børnehaven, hos venner, i skolen og hvor de ellers færdes. Der ser de ofte ting, de ikke forstår, og som skaber angst og frygt. De skal lære at håndtere angsten og frygten, give dem ord og billeder og vide, at man kan blive herre over dem. Det vil sikkert være temmelig traumatisk for de kinesiske børn, hvis det er rigtigt, at de formenes adgang til litterære gys. Det er heldigvis ikke et problem i smørhullet Danmark, hvor der gudskelov stadig findes såvel private bogkøbere som offentlige biblioteker, der stiller angstfremkaldende billedbøger til vederlagsfrie månedlange udlån.

En af de uhyggelige billedbøger, vi her på redaktionen har været rædsomt længe om at anmelde, er BØGERs egen bagsidetegner Lars Vegas Nielsens billedbog, som Martin Glaz Serup har skrevet teksten til. Det er efterhånden svært at variere temaet »Der er et uhyggeligt monster i mit hjem, som jeg er bange for«. I Serups og Nielsens Sebastians monster ved Sebastian faktisk ikke noget om monsteret. Han synes bare, det er kedeligt at lægge sig til at sove, så han finder udelukkende på monsteret for at få lidt mere tid med mor og far.

Originalt - men endnu mere fordi far og mor rent faktisk finder det alt andet end imaginære monster dybt inde i Sebastians skab. Og det er så respektindgydende, at Sebastian ikke længere bliver nødet af far og mor til at gå i seng og kede sig, da monsteret viser sig at dele Sebastians passion for aften-tv og popcorn.

Lars Vegas Nielsens illustrationer er fabelagtigt monstrøse og særprægede og består af computeriserede illustrationer, som er halvt collage, halvt tegning med en mørk baggrund af skiftende farve og masser af sorte, sorte streger. Og for de vakse er der i hans streg masser af henvisninger at finde til andre uhyrer, eventyr og litterære kreationer. En vanvittig original, gruelig bog, der har det hele inklusive en morsom slutning.

Cecilie Eken kan ikke anvende tricket med den overraskende slutning, idet hun har skrevet noget så eksperimenterende som en sonetkrans for børn - så vidt vides den første i dansk litteraturhistorie. Årsagen til, at sonetkranses slutning ikke er så spændende, er, at den afsluttende 15. sonet forener alle 14 begyndelseslinier fra de øvrige i den rækkefølge, de kommer.

Shakespeare er kendt for sine sonetter, og Inger Christensen har også skænket os et smukt eksempel med Sommerfugledalen. Temaet hos Eken er modsætningen mellem godt og ondt hos det enkelte barn og forældrenes fornægtelse af det onde.

Sonetten starter smukt: »Der bor to piger i en dejlig have/ hvor solen skinner ned fra himlens blå/ et sted hvor der er tusind ting at lave/ og næsten ingenting man ikke må,« men det viser sig hurtigt, at den ene pige altid leger alene: »Den ene leger ensom og forladt/ i skyggerne hvor græsset vokser højt,/ og tætte buske farver lyset mat/ her fjernt fra sommersol og solsortfløjt.«

Teksten er stærkest, når den fastholder sit voksenperspektiv - når sonetten har barnebrillerne på, går sproget ikke helt i spand med det poetiske ambitionsniveau: »Men Far og Mor vil ikke ha´ dem begge/ - det er den simple grund til det der sker/ hun mærker al den vrede det kan vække/ hun burde måske græde men hun ler.«

Det klinger simpelthen ikke, ligesom når Eken skriver »hvert græsstrå svøber sig i månens skær«, eller som når man er en »drøm i fløjlsblå ro«.

Man kan naturligvis sige, at teksten trods alt er for børn, men rim som »for hun kan være tapper som en kriger/ og brøle ´WRAH´ og ´GRRR´ så højt som dem« synes jeg ikke helt passer til sonetkransens form. Børnene er nok ligeglade, for nægtes kan det ikke, at det er en fornøjelse at læse op af tekstens rytmiske form, der ledsages af fedtfarvekraftige illustrationer af Malene Reynolds Laugesen. Hun er bedst til de uhyggelige scener, hvor Mørkepigen kalder mørkets kræfter frem for at gøre det af med Lyspigen. For når Laugesen illustrerer det søde, bliver det næsten for kulørt - det savner bid og reference til det uhyggelige, der trods alt stadig lurer i baggrunden.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret