Plot eller psykologi
283 sider. 259,50 kr. Carlsen
Anmelder: Arguimbau, Damián
208 sider. 189,50 kr. Carlsen
Anmelder: Arguimbau, Damián / Medforfatter: Rendtorff, Ida-Marie
Ungdom. Kriminalhistorisk kanon vs. persontegning
BENNI Bødker er forlagsredaktør på Gyldendal, og anmelder børnelitteratur bl.a. i tidsskriftet Børn & Bøger. Helvedesmaskinen er hans debutroman og er samtidig en slags hyldest til 1870´ernes og 80´ernes føljetoner og pot boilers fra Sherlock Holmes til Nick Carter.
Historien foregår i København i 1886 og handler om nogle tilsyneladende betydningsløse tyverier fra en urmager, der viser sig at være et led i en større sag med internationale perspektiver. Urmageren har ansat den kvindelige detektiv Emma til at opklare tyverierne, og hun har, for at være i nærheden af urbutikken, inkognito taget midlertidig ansættelse som stuepige hos den eventyrlystne overklassedreng Urbans familie, alt mens hendes assistent, den tidligere overbetjent Anders Juhl, overvåger butikken fra gaden.
Urban snyder sig - takket være overbetjentens venlige sind og faderens arrogante væsen - til at blive inddraget i opklaringen af tyverierne, der bliver farligere og farligere, efterhånden som de tre detektiver - hver fra deres vinkel - nærmer sig misdæderne. Romanen er sådan set god nok, men forfatteren er tynget dels af de idoler, han ønsker at hylde, dels af et ønske om en så stor korrekthed i historikken som muligt.
Man kan nærmest lugte den lidt hengemte sky af piberøg, der hænger over romanen, og aner de mængder af energi, der er brugt på researchen, så alt kan fremstå så autentisk som muligt. Omkostningerne ved denne autenticitet er, at personerne har svært ved at vride sig ud af de skabeloner, de er skåret ud af. Det kræver derfor også en kærlighed til genren og en vis alder at forstå og påskønne Bødkers skønlitterære debut.
Imidlertid tvinges handlingen ubønhørligt frem af flere til plottet beslægtede forbrydelser og dertil knyttede opdagelser, hvorfor den sidste halvdel af bogen er langt mere actionpræget end den første, hvor miljøet skal manes frem og levendegøres for læseren. Helvedesmaskinen er derfor en lidt ujævn debutroman: lovende og velskrevet, men også med en for lille psykologisk tyngde, der gør, at personerne aldrig helt for alvor bliver vedkommende. Ganske som meget af den litterære kanon, Bødker har som sit forbillede, er det i romanen plottet, der bærer historien.
EN helt modsat situation har vi i ægteparret Rendtorff og Zimakoffs roman, Strømsvigt, hvor det i høj grad er historien, der skal bære plottet. Det er nemlig to parallelle bøger, der gennemgår næsten samme handling, bortset fra at den debuterende Ida-Marie Rendtorff skriver handlingen med den 15-årige Sofia som fortæller, og den rutinerede forfatter Daniel Zimakoff skriver med den lidt yngre Tobias som udgangspunkt.
Handlingen er relativ enkel: De to børn kender ikke hinanden fra starten af. Sofie bor i provinsen og Tobias i København. Sofies mor er død i en ulykke for nylig, og Tobias føler sig ansvarlig for, at hans bedste ven er død i en drukneulykke. Som en del af en skoleopgave bliver de sat til at maile til hinanden, og den lidt anonyme kontaktform gør, at de tør åbne sig lidt mere for hinanden end de normalt ville gøre.
Men livet går i hårdknude for Sofie, og hun stikker af til København. Den eneste, hun kender i København, ud over en af moderens venner, er Tobias. Og de mødes så i Tobias forældres kolonihavehus til en begivenhedsrig nat, hvor de begge klædes af i såvel fysisk som psykologisk forstand. Dermed er fokus for læseren i høj grad lagt an på, hvordan og eventuelt hvor forskelligt de to unge opfatter hinandens opførsel og situationer.
Det er ganske interessant læsning, og det er lykkedes for de to forfattere at balancere så godt, så det ikke virker spor trivielt at læse den samme historie to gange. Det skyldes primært, at det ikke er præcis den samme historie, der fortælles. Man mærker, at skrivestilen er anderledes hos de to, hvilket forøger læseglæden. De to fortællinger er trykt omvendt over for hinanden i bogen (»tête-bêche«, som det så smukt hedder), så det er tilfældigt, om det er Tobias eller Sofias fortælling, man læser først.
Selvfølgelig er handlingen relativ enkel og næsten skabelonagtig, men personerne virker meget ægte, hvilket sammen med de to parallelle fortællinger bærer bogen hjem meget smukt. Strømsvigt er en fremragende brugsbog for såvel piger som drenge i den tidlige pubertet og samtidig en flot debut for Ida-Marie Rendtorff.
2004-07-05
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret