Somali blev først et skriftssprog i 1972. Før det var det kun en lille veluddannet del af befolkningen, der kunne læse og skrive, og det foregik på arabisk, italiensk eller engelsk. Somalierne har derfor stadig en rig, mundtlig tradition med rødderne solidt plantet i den islamiske, arabiske muld. Thorkild Mads Larsen blev provokeret til at genfortælle nogle af disse på dansk, da en lærer om sine somaliske elever sagde: ”De har ingen kultur”, og resultatet er blevet til bogen ”En sær og frygtelig kamel”. Og jo, det lykkes til overflod for Thorkild Mads Larsen, dels via sin introduktion til landet, dels via eventyrerne, at give et indtryk af somalikulturen til læseren. Og selv om der naturligvis er mange ligheder mellem dem og os er der også en utrolig forskel, en fremmedhed, der ikke alene skyldes deres islamiske baggrund. Det skyldes dels, at de somalierne har et utroligt stærkt klantilhørsforhold med en patriarkalsk struktur, dels at der i mange af deres eventyr slet ikke er tale om ”happy endings” i egentlig forstand. For eksempel handler titeleventyret om en kamel, der æder en hel by, bortset fra en mor og hendes ufødte dreng. Denne dreng fødes, vokser sig stor og dræber til sidst kamelen. Da drengen så sprætter maven op på den befrier han alle de mennesker, kamelen har ædt gennem tiderne. De er stadig i live og glædes over, at de nu er frie. Uheldigvis har drengen ved et uheld kommet til at snitte i sin onkel, da han sprættede maven op på kamelen. Og da onklen er den person i familien, der traditionelt betyder mest for barnet, anses denne uheld for så respektløs, at onklen ser sig nødsaget til at udfordre barnet til en duel. Her dræber barnet sin onkel og lever så lykkeligt til sine dages ende. ”Hm”, tænker man som kristen vesterlænding. Det er en lidt alternativ slutning! Og det er egentlig disse særheder, der først og fremmest gør eventyrerne til noget helt særligt. Eventyrerne adskiller sig en del fra for eksempel Tusind og én nats eventyr, hvis udgave i 16 bind fra 1968, gendigtet af Falbe-Hansen, har fortryllet mig mangen gang. Forskellen bunder måske i at sidstnævnte udgår af en international litterær tradition (rammehistorien i eventyrerne er fx indisk) der blandt andet brugtes af professionelle fortællere som underholdning på kaffehusene, hvilket måske forklarer de mange vovede eventyr i samlingen. I virkeligheden åbner historierne i ”En sær og frygtelig kamel” for et lille kighul til en hel anden verden med en anden virkelighedsopfattelse. Der i samlingen mange historier, der ikke minder om vores egne, og heldigvis for os har Thorkild Mads Larsen været flink til at skrive fodnoter og forklarende tekster. For nogle gange forstår man slet ikke, hvorfor personerne reagerer som de gør, med mindre man læser fodnoten. For den eventyrinteresserede læser er der masser at hente i samlingen. For børnene kan det være en brat opvågnen til forståelsen af, at der findes folkeslag, som forholder sig anderledes til livet end os. Alt i alt en spændende udgivelse, der skal have mange roser herfra.

Noget af et kulturchok var det sikkert også for de strengt opdragede danskere at møde Christen Kold og hans dengang meget radikale holdninger til pædagogik. I sommeren l852 oprettede Christen Kold Danmarks første friskole i Dalby ved Kerteminde. Skolen holdt til i et lejet lokal i byen, og den begyndte med 11 elever, men i sommerens løb voksede elevtallet til 21. Kold mente, at børn skulle erkende læsningen som et middel til oplysning og han var den, der satte gang i oprettelsen af friskoler, aftenskoler og højskoler: ”Et barn er ikke en flaske, der skal fyldes, men et bål, som skal tændes,” som han siger til børnenes forældre i den bog, som forfatteren Jacob Clausen netop har skrevet om Kolds forvandling fra nyudklækket lærer til overbevist pædagog. Kolds metamorfose sker især via mødet med den unge Maren, der har det meget svært med skolen, ikke mindst fordi al indlæring dengang foregik via udenadslære, noget Maren ikke magter. Kold bliver ansat til at overtage lærergerningen for hende og andre af bøndernes børn. Maren føler sig i starten uhjælpelig dum, men Kolds tålmodighed og kærlige pædagogik indgyder hende en nærmest sensuel tilfredsstillelse ved at lære. Forældrene bliver så bekymrede for Marens åbenlyse forelskelse i Kold, at de ser sig nødsaget til at fyre ham. Clausens historie er dæmpet og smuk, med et enkelt og læsevenligt sprog. Vægten i hans historie er imidlertid lagt på Kolds metoder og undervisningsform, illustreret via Marens forvandling, og det er da også det, man bedst husker efter læsningen. For ud over Maren bliver personerne ikke helt levende i historien, fordi Clausen har udglattet konflikterne for meget for at give plads til Marens udvikling og Kolds pædagogik. Men takket være Clausens enkle sprog og måde at fortælle på er læsningen af ”Dig glemmer jeg aldrig” en fin oplevelse, som gør, at man føler sig meget klogere på et lille flig af Danmarkshistorien.

2003-03-28

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret