Luk vindue

Skønne, morsomme, platte og actionfyldte seriebøge

Wulffmorgenthaler : Mugge og hans mærkelige hjerne. 242 sider. 299,95 kr. Gyldendal
David Walliams & Tony Ross (ill.)  : Øv, far!. Oversat af Kim Langer. 440 sider. 149.95 kr. HarperCollins

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Man har som barn brug for at læse en masse, før man kan påskønne det
højlitterære. Tre meget forskellige seriebøger stimulerer på hver sin måde
læselysten
.

Det er krimier, humor, tossestreger og happy endings, der først og fremmest står på menuen,
når børn selv skal vælge bøger. Eller, hvis det er drenge, hård action, hvis spændingskurve
snildt kan konkurrere med fjernsynets superheltefilm. Her vil jeg se på tre meget forskellige
seriebøger, voksne kan rynke på næsen ad, men som kan stimulere læselysten.

Krimi og humor finder vi i bøger som den engelske skuespiller David Walliams’ ”Øv, far”,
hvis serie om drengen Hubert er solgt i flere end 25 millioner eksemplarer og oversat til 53
sprog. Det er ikke karaktertegningen, der tynger bøger som disse. Plottet er enkelt: Huberts
far kører racerbil, men en dag forulykker han. Hustruen forlader ham og Hubert, hvorfor
faderen for at skaffe penge til mad må agere chauffør for forbryderen, Mr. Big.

”Øv, far” er en ret sød historie. Den er skruet godt sammen og bruger også grafisk bogens
virkemidler effektivt. Tony Ross, der har en erfaren og spids pen, har lavet vignetter, der
passer glimrende til teksten, og typografien bruges aktivt, så for eksempel bogstaverne bliver
større, når der råbes, og der bruges andre typografiske lydords-effekter, som mest kendes fra
tegneserieverdenen. Walliams’ bog er en meget livsbekræftende historie om, hvordan Hubert
forsøger at redde faderen fra en forbryderkarriere. Plottet er veltænkt, og effekterne er
fordelt godt på siderne, så bogen er sjov at læse. I andet bind i serien, ”Gangster farmor”, er
det til gengæld, som om forfatteren er løbet tør for originale idéer. Det vil kun være
hårdhudede fans, der vil kunne læse den bog til ende. Walliams har i øvrigt skrevet masser
af andre bøger i samme genre, såsom ”Milliardærdrengen”, ”Drengen med kjolen” og ”Hr.
Hørmer”. De er faktisk ret så morsomme, selvom man fra et litterært synspunkt nok vil anse
dem for at være temmelig letbenede.

Imidlertid er det min faste overbevisning, at man som barn har brug for at læse en masse, og
det nytter ikke, at man kun præsenteres for det højlitterære. Man skal læse rigtig meget
skidt, før vi kan påskønne det virkelig sublime. De fleste storlæsere er startet med at blive
betaget af serielæsning – i min barndom var det Enid Blytons ”De fem” og Careys ”Alfred
Hitchcock og de tre detektiver”. I dag læser børn ”Kaptajn Underhyler”, ”Wimpy Kid”,
”Percy Jackson”, ”Vildheks” eller ”Antboy”. Generelt for seriebøger er det, at især første bind
imponerer. ”Kaptajn Underhyler” er ret så opfindsom, og også her leges der meget med
typografi og tegning. De danske serier som ”Vildheks” af Lene Kaaberbøl eller Kenneth Bøgh
Andersens ”Antboy” er ret så spændende og holder niveauet pænt hele vejen igennem.

Et andet dansk serieforfatterpar er Wulffmorgenthaler (Mikael Wulff og Anders
Morgenthaler), som er kendt for deres daglige striber på Politikens bagside, men som også
har lavet tegneserier, tv-serier og film til både børn og voksne. Deres børnebøger er
fuldkommen anderledes end alle andres. De har en form for grovkornet absurd humor, som
man ikke ser andre steder. De har blandt andet udgivet en serie om Mugge, hvor bind 2,
”Mugge og hans mærkelige hjerne”, udkom i slutningen af oktober. Mugge præsenteres
således af Mikael Wulff:
”Han er vores allesammens drøm: Han er altid glad, han er altid fuld af håb, han ser verden
på sin egen måde, og hvis han møder modstand, kan han blive helt slået omkuld, fordi ting
betyder rigtig meget for ham, men så rejser han sig og gør alt hvad han kan, for at gøre alt
godt igen.”

Problemet er bare, at da Mugge testes i skolen, så viser det sig, at hans hjerne er meget,
meget mærkelig. Hjernen er så vanartet, at Mugge kun kan blive en taber, og for at undgå de
værste skader må han gå to skoleår om og gå til skolepsykolog hver dag.

Bogen er selvsagt et opgør med ensretningen i samfundet. Historien ender med at handle om
en skolekonkurrence mellem tre skoler: Basserup Kommuneskole, Killer Instinct School
System, hvis navn siger det hele, og så Solsikken, som er den skole, som Mugges mor ender
med at etablere for dog at have et sted, hvor Mugge fortsat kan være glad, og som naturligvis
opsøges af alle mulige andre børn, som heller ikke passer ind i den skabelon, som Basserup
Kommuneskole og de nationale tests tilbyder. Det er sjovt, det er plat, men det er stadig
relevant læsning og meget anderledes litteratur end så meget andet.

Jeg synes på mange måder, at skolerne skulle tilbyde klassesæt af Mugge-bogen, om ikke
andet for at vise, at litteratur også kan være andet end højlitterære samfundsskildringer af
diverse problemer.

Nu behøver de nye bøger ikke kun at være morsomme. Jan Kjær og Emil Blichfeldts ”Cirklen”
er en ny action- serie i overlydstempo, der foregår i en fjern fremtid. Den unge Janos håber at
blive optaget i Cirklen, en samling kybernetiske elitesoldater, der kæmper mod de såkaldte
kaoskrigere, som er en slags naturfolk, der har paranormale kræfter. Her er det plottet, der
bærer historien. Sætningerne er relativt korte og kontante:

”Byen er omringet. Som en cirkel af død bevæger vi os frem og blaster alt på vores vej. Folk
falder om. Huse brænder. En gammel mand stormer mod Charlot, mens han skriger: ’Du
dræbte min familie’. Hans øjne er våde af tårer. Lyn står fra hans hænder og rammer
Charlot.”

Det er dansk adrenalin i bogstavsform. Smukt er det måske ikke, men hvis man er til action
og sci-fi, slipper man den til gengæld ikke, før den er slut. Og opdager derigennem, at bøger
faktisk også kan være spændende. Det er her, man som anmelder skal se på, hvad bøger
egentlig vil med sig selv: Opfylder de deres mål? Gør de det, de er sat i verden for?

Man kan ikke bedømme ”Øv, far”, ”Mugge” eller ”Cirklen” ud fra andre kriterier end dem,
som bøgerne selv lægger frem. Den type litteratur har ikke alene en berettigelse, den er dybt
nødvendig for at skabe læsere og vise, at bogen kan repræsentere meget andet end lektier og
pligt. Så tak for det!

Anmeldelse tidligere bragt den 12-01-2019 i Kristeligt Dagblad

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret