Luk vindue

Det skønne i det tragiske

Shaun tan & Shaun tan (ill.)  : City-fortællinger. På dansk ved Susanne Vebel og Lene Ewald Hesel. 224 sider. 340 kr. ABC Forlag

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Historier om den menneskelige natur i en genremæssig forskydelse, der
tvinger læseren til refleksion
.

”Cityfortællinger” er en samling noveller og digte skrevet over en lang periode af den
australske digter og illustrator Shaun Tan. Shaun Tan har udgivet en lang række billedbøger
og romaner, som har fået klassikerstatus i den engelsktalende verden. Men også i Danmark
har han betydning, idet han for eksempel har inspireret andre til at digte videre på sine
værker. Hans ordløse billedbog om indvandring, ”Ankomsten”, blev for eksempel omdannet
til en smuk teaterforestilling af Teater Rio Rose i 2015.

Shaun Tan er altid en smule kryptisk og på det sidste også temmelig sortseende.
”Cityfortællinger” er en refleksion over menneskets natur og dets forhold til dyrene. Der er
tale om fantastiske fortællinger med et tema, der klart cirkler om menneskets destruktivitet.
Bogen ligner en oplæsningsbog, takket være formatet og de mange udsøgte
farveillustrationer, der pryder siderne. Men det er i virkeligheden nok mest en mellemting
mellem en kunstbog og en litterær filosofisk rejse i eventyrform, der mest er for voksne.

Bogen indeholder 25 fortællinger, der alle foregår i en storby. Her bor krokodiller ganske
behageligt på 87. etage i et af byens højhuse og venter, til mennesket uddør, så krokodillerne
igen kan vende tilbage til den sump, som menneskeheden har bygget sin by på. Der er
sommerfugle, der kommer og dækker byen, træer, hvis blomster nærmest forvandler dem,
der ser dem, og masser af undere, som er synlige for den, der formår at undres.
Fortællingerne hænger ikke nøje sammen, og det er heller ikke nødvendigvis den samme by,
der portrætteres.

En af de smukkeste fortællinger i bogen handler om de flyvende fisk, som man skal fiske ved
hjælp af fiskestænger med heliumballoner, for ”det eneste sted, en fisk kan overleve her, det
eneste urørte, åbne område med nogen form for strøm eller bevægelse, det er himlen”.

Så børnene må finde de højeste bygninger og sætte sig på et tag i håbet om at fange en
såkaldt glansfisk. Og da de så nærmest mirakuløst fanger en sådan og bringer den til byens
hotteste restaurant, må kokken, Mr. Hiro, på gebrokkent dansk fortælle dem, at fisken
rådner enormt hurtigt, når den er fanget: ”Skinnende, himmelsk, perfekt skabning.
Hernede, i vores verden, de dø. Ikke bare kroppen, men alting, sjæl, ånd, smag, alt dø.” Det
er derfor ikke mange penge, de kan få for den døde fisk, hvilket forstærker spildet ved
fangsten.

Men der er mange andre fortællinger, man husker, såsom den, hvor bjørnene anlægger sag
mod menneskene for alt det onde, mennesket har forvoldt deres levesteder. Eller historien
om lungefiskene, der udvikler sig til en slags mini-mennesker i rekordfart, hvorpå de opgiver
menneskeheden for at lave deres egen parallelverden: ”De troede, at deres gode eksempel
ville være nok. At det var nok at have ret. De vidste ikke noget om såret stolthed eller den
menneskelige naturs typiske træghed.”

Et særligt både skræmmende og smukt digt finder man i bogen, hvor Shaun Tan bruger en
ugle som både en frelsende og smertefuld ledsager. Uglens bløde, hvide fjer skjuler kun
knapt de sorte kanylespidser, som skal helbrede den digtende patient. Smerte og håb
blandes sammen i en følelsesmæssig stærk blanding af illustrationer og ord.

Der skal hos Shaun Tan graves dybt i sjælen for at finde håb for fremtiden. Først til sidst, i
menneskets fortælling, åbner der sig en lille flig af håb: ”Først nu, for sent, kommer vi tavse
i tanke om alt det, der knytter alle brødre og søstre sammen i aflejringerne.” Først når vi alle
indser, at dyrene også er skabt af samme kulstof som menneskerne, bliver mennesket
frigjort.

Hele bogen er gennemillustreret af Shaun Tans til tider hypnotiske illustrationer, som er med
til at fremhæve det magiske i fortællingerne. Det er en vanskelig og indimellem tung bog.
Det er grumt at bruge alle børnefortællingernes værktøjskasse til så sørgmodige fortællinger.
Måske derfor virker bogen ekstra stærk på læseren, på grund af en genremæssig forskydelse,
en slags overlagt fortalelse, der er med til at understrege det skønne i det tragiske og tvinge
refleksionen frem.

Anmeldelse tidligere bragt den 29-12-2018 i Kristeligt Dagblad

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret