Luk vindue

Alberte Winding fortryller med sin personlighed

Alberte Winding: Kastevind. Erindringsglimt fra en barndom. 142 sider. 249,95 kr. Rosinante

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

”Kastevind” rummer følsomme og sanselige erindringsbilleder fra en piges
omtumlede barndom i et kunstnerisk miljø. Pigen er den i dag voksne
skuespiller, sanger og forfatter Alberte Winding, der skriver stemningsfuldt
og intenst om sin opvækst
.

Det er meget passende, at Alberte Winding starter sin bog med et citat fra filmen ”Blade
Runner 2049”: ”Vi husker med vores følelser. Virkelige minder er noget rod.”

Når man læser hendes erindringsglimt i ”Kastevind”, er det nemlig lige præcis følelserne,
der fylder. Kronologien roder, og man må som læser gætte sig til nogle af de helt konkrete
historiske fakta i forfatterindens opvækst. Med de forudsætninger in mente, så giver bogen
et spillevende og følsomt dyk ned i en piges omtumlede opvækst.

Winding bruger sprogets nuancer så fint til at frembringe stemningsfyldte billeder: ”Vores
verden har en rytme, et roligt vejrtræk. Mælken står på trappen om morgenen, kaffen bliver
kværnet i det lille plastikrumskib mellem min fars hænder. Hans hænder er tørre og varme,
og de maler, ryger pibe og graver have.”

Teksten er en blanding af stemning, affotografering, tilføjet en ordentlig spand sanselighed:
Lyden af vejrtrækningen, synet af kaffekværnen mellem hænderne, smagen af mælken,
lugten af pibe og hændernes berøring. Det er et sammensurium, der tilsammen giver så
meget mening, og som i al sin skrøbelighed er umiddelbar. Derfor vækker læsningen følelser
og nærvær. Man vil helst ikke slippe bogen, også selvom man til tider irriteres over at mangle
overblik over begivenhedernes kronologi og sammenhæng. For eksempel: Når forældrene
nu flytter fra hinanden, flytter Aske så med mor og Alberte? Det finder man først ud af meget
senere, hvor et erindringsglimt dukker op med ham på adressen.

Alberte Winding, der oftest bare går under navnet Alberte, er datter af Thomas Winding og
Lulu Gauguin, som var Paul Gauguins barnebarn og blandt andet manuskriptforfatter til den
populære tv-serie ”Super Carla”. Thomas Winding var mest kendt for sin stemme, og så
naturligvis som forfatter og som medskaber af ”Bamses billedbog”, hvor Alberte Winding og
halvbroderen Aske Bentzon også optrådte som henholdsvis Luna og Aske.

Alberte Windings barndom var omskiftelig, hendes far nåede at blive gift hele fem gange, og
moderen led af depressioner og endte med at tage livet af sig selv, da Alberte Winding var
otte år. Hun beskriver familierelationerne med den umiddelbarhed, som bogen er fyldt af: ”I
vores familier er alle skilt og gift igen gennem to-tre generationer. Det betyder mange ekstra
voksne, som man knytter sig til, hvis kemien er der. En af dem er Anders. Min fars første
kones nye mand.”

Da hun var 11 år gammel, havde Alberte en hest, og det er i virkeligheden oplevelsen med
den, som bogen skylder sin titel. Hun er ikke god til at ride, er al for ubeslutsom, og hesten,
som hedder Biesa, kan mærke det. I en ringridningskonkurrence bliver hesten ved med at
smide hende af. Men da en anden erfaren rytter får lov til at ride på hesten, er der ingen
problemer. Biesa klarer elegant hele banen, og rytteren griber ringen i hver omgang og
vinder en pris. Problemet for pigen Alberte, der i virkeligheden helst ville have været dreng,
er, at det gør hende glad at se hesten fri og løbe over marken. Langt gladere, end når hun
selv skal bestemme over hesten: ”Dybest set skyldes det, at jeg ikke har noget i stram snor.
Når jeg rider med Biesa alene, springer hun brat til siden, forstyrret af en kastevind, og jeg
ved ikke, om den kommer af mine tanker. Min egen urolighed.”

Som man kan fornemme, så er det igen følelserne, der fylder. Man spejder forgæves efter
store tidstypiske beskrivelser eller selvskabte overliggende rammefortællinger, der giver livet
en bestemt retning. Det er ellers fristende, når man laver en biografi. Alberte Winding
fortryller med sin personlighed og giver et portræt af en kunstner, der netop vokser op i et
grænseløst miljø, hvor de voksne først og fremmest havde travlt med sig selv og hinanden,
og hvor børnene mestendels fik lov til at deltage i de voksnes verden på de voksnes
præmisser. Ellers var børnene overladt til sig selv.

Det gav store muligheder for selvudvikling, men så sandelig også en masse knubs. I bogen
fornemmer man også som læser en masse kærlighed og accept, der flyder i de komplekse
familiestrukturer, og som samtidig giver børnene en vis sikkerhed for, at en eller anden vil
gribe dem, hvis de skulle falde langt nok ned. Forhåbentlig i tide.

Anmeldelse tidligere bragt den 10-11-2018 i Kristeligt Dagblad

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret