Luk vindue

”Lighuset i Breslau” kickstarter de eksistentielle

Oskar K & Dorte Karrebæk (ill.)  : Lighuset i Breslau. 96 sider. Dansklærerforeningen, 2018

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

”Lighuset i Breslau” er en fiktiv erindringsroman med afrevne stumper af liv
og med en filosofisk grundtanke, der udfordrer læseren
.

Den fiktive forfatter Oscar K har skrevet sin sidste bog, i alt fald hvis man skal tro efterordet i
hans seneste værk, ”Lighuset i Breslau”. Oscar K er forfatteren Ole Dalgaards alias, hvor K’et
står for Klap-øre, som var en af Ole Dal- gaards og Dorte Karrebæks hunde. Under dette
pseudonym har Ole Dalgaard skrevet et utal af provokerende, nyskabende og med sikkerhed
anderledes børne- og voksenbøger, som oftest ledsaget af Dorte Karrebæks umiskendelige
streg.

Det startede med historierne om ”De 3” i 2003, en børnetegneserie, der ikke holdt sig tilbage
fra at gøre grin med autisme og pædofili, og som blev et stort hit blandt børn.

Den vakte dengang en livlig litterær debat om, hvad der var tilladeligt at udgive for børn.
Oscar K har også for børn gendigtet blandt andet Cervantes ”Don Quijote” og Dostojevskijs
”Forbrydelse og straf” og udgivet en moderne bibel for de fattige i ånden, ”Biblia Pauperum
Nova”, som en parafrase over de tidlige billedbibler for folk, der ikke kunne læse.
Sidstnævnte fik stor ros og blev indstillet til den dengang nyoprettede Nordisk Råds Børneog
Ungdomspris i 2013.

Det er ikke kun inden for skønlitteraturen, at Oscar K har gjort sig bemærket også inden for
det faglige har han aktivt arbejdet med en ny poetik for billedbogen, et arbejde, der foregik
via en række seminarer og drøftelser og mundede ud i en række artikelsamlinger, herunder
”Av, for sagomel” (2006) og ”En fanfar för bilderboken” (2014). ”Lighuset i Breslau” er noget
så udfordrende som en fiktiv erindringsroman af en imaginær karakter. Den foregår i en by,
der ikke længere findes, og er befolket af en masse personer, der heller ikke har eksisteret.

Det hele lugter lidt af bedrag. Det er meningen. Strøet ud over siderne antyder forfatteren
mere end noget andet, at ens verden er noget, man selv bygger op:

”Kartoffelhandlerens søn, der var flere år ældre end mig, sagde, at man aldrig kunne være
sikker på det med familie. Familien er et af naturens store bedrag.”

Kartoffelhandlerens søn hedder Jaroz, og et andet sted siger han, at ”der ikke er noget
endelig facit. Det er et andet af verdens store bedrag”. Så sidder den fiktive forfatter og
vender Descartes på hovedet, når han skriver: ”Hvem er jeg, hvis jeg ikke er til? Og hvor?
Hvem der kunne tænke. Hvem der kunne føle noget. Men jeg er en tom skal, et hus uden
vægge.”

Romanen kredser om disse ikke-tanker og ikke-eksistenser, for handlingen er henlagt til et
lighus i Breslau, som nu er den polske by Wroclav. Her mødes en masse tilfældigt relaterede
ånder, der vogter over deres eget lig. Selv en fiktiv figur som en repræsentant fra Skjern, der
sælger alt i dameundertøj, finder vi i lighuset. De har alle deres erindringer, og i de lange
underjordiske gange under Breslau finder man flere udstødte.

Det er et sted, hvor ”de dødes stemmer kommer tilbage: alt, hvad der er sagt eller tænkt”, og
Farbror Tarik taler uafladeligt med de døde.

Sammen med Jarosz møder Oscar K jøder og tiloversblevne digtere i katakomberne, der
gemmer forbudte bøger og finder afrevne og halvt brændte breve og dagbøger, hvor vi som
læsere får indsigt i stumper af liv, der emmer af potentiale, af sorg og ulykke, men mest af alt
af en historie, der venter på at blive skrevet, men som nu må nøjes med et beskedent citat i
en erindringsroman. Dorte Karrebæk ledsager denne mørke vandring i Oscar K’s
karakterkabinet med markante, indtagende og lige så inspirerende tegninger: et familiefoto,
der selv gemmer en masse ubesvarede spørgsmål og en hoben dyr, herunder en slange, en
rotte, flere skildpadder og mange flere, hvoraf nogle præsenteres senere i bogen. Der er
smukke billeder af mænd og kvinder i nød og lyst og skrigende, ensomme og fortvivlede
figurer sammen med forsagte, resignerede karakterer og selv skeletter, der poserer i lighuset.

Bogen starter med et citat af Elias Canetti: ”Hvor ofte burde man genopfinde en figur, selv
erindringens, for at komme sandheden nær?”. Svaret er egentlig givet med bogen.
Sandheden findes, men det absurde er, at der intet facit er, siger den fiktive forfatter. Hvem
er jeg? Spørger han, og som læser aner man, at han er det hele, han bestemmer det, for
svaret findes ikke, ingen kender den fulde sandhed, ikke engang en selv.

”Lighuset i Breslau” er således et skræmmende tankeeksperiment, en provokation, der
kickstarter de eksistentielle tanker. Vil man, som slutningsdigtet foreslår, selv ende med et
”Åh, Herre Gud, hvor alting dog er trist,/ jeg tror, jeg går en tur på kirkegården”, eller
fortrækker man i stedet bygge sig en anden historie med et andet facit?

Der er åbnet for alle sluserne og mulighederne i denne filosofiske antierindringsbog. Det
bliver ikke mindre festligt af, at det er Dansklærerforeningen, der har udgivet bogen og
foreslår den læst af de ældste klasser. Jo, jeg vil mene, at der er noget at tale om for såvel
voksne som unge i denne bog, som kun vanskeligt lader sig sætte i bås.

Anmeldelse tidligere bragt den 08-01-2019 i Kristeligt Dagblad

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret