Luk vindue

Tekst, billeder og rygmærker

Martin Glaz Serup & Mette Marcussen (ill.)  : Historien om Daniil Kharms. 32 sider. 248 kr. Jensen & Dalgaard.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Billedbøger. En bog om en russisk avantgardist, en anden om masker på stribe og en tredje, der er en billedbog helt uden billeder - spændvidden er stor i dansk børnelitteratur.

Billedbøger i dag stritter i alle retninger, men der er en klar tendens til, at de er begyndt at blive mere filosofiske.

Tag nu bare Historien om Daniil Kharms af Martin Glaz Serup. Bogen handler om en mand, der bygger en maskine af stumper af jern. Maskinen ender med at fylde hele hans lejlighed, så der slet ikke er plads til ham selv længere. Hvad værre er, så kan maskinen absolut ingenting. Historien bygger på en anekdote om den russiske børnebogsforfatter, avantgardist og absurdist Daniil Kharms, der havde bygget en mærkelig maskine, der ikke kunne noget, bare fordi han gerne ville have en maskine derhjemme. Kharms var dybt mistænksom over for videnskabens rationelle verdens opfattelse. Det er derfor oplagt at se maskinen, der fylder så meget til ingen verdens nytte, som en samtidskritik af videnskabens rationalitet. I Mette Marcussens illustrationer finder vi en kat, der siger »Vov«, hvilket understreger det absurde i en billedside, der anvender masser af russiske babusjkaer, og hvor farvetonen er lige så råt grålig som det metal, maskinen er bygget af. Det er en anderledes og radikal billedbog, virkelig en fornøjelse at læse og se, også fordi bogen henvender sig til børn, men sagtens kan læses af voksne, og hvor der er masser af fortolkningsrum til en efterfølgende samtale.

Noget tungere falder det filosofiske i Theresa Andersens debut, En sti af masker, en af de to vindere i Gyldendals skrivekonkurrence for børn og unge.

Hovedpersonen er en pige, som opdager, at det er nemmere at tilpasse sig andre end at være sig selv: »Jeg er maskemager. Jeg laver ikke masker af træ og porcelæn, men af følelser, udtryk og opførsel,« som hun siger. Til sidst mestrer hun dette til perfektion: »Jeg lavede den ene maske efter den anden.

Jeg kunne behage enhver.« Bogens overtydelige budskab uddybes fint af Cato Thau-Jensens illustrationer, så det er kropumuligt at forstå andet end, at det er noget skidt med alle de masker selv om Andersens pointe er sympatisk, falder hun desværre i childsplaininggrøften.

Anderledes forfriskende er Mette Hegnhøj, der friskt har udgivet en billedbog uden billeder, En prik og en streg - Godnateventyr til at tegne på ryggen: »Der var engang en prik og en streg. Men det var løgn. Prikken var i virkeligheden Streg, der havde rullet sig sammen. Og Stregen var i virkeligheden Prik, der havde rullet sig ud.« Samtlige sider er sorte som natten, og teksten hvid som nyvaskede lagener.

Børnene skal netop ligge på maven i sengen, mens man tegner på dem. Historierne handler alle om Prik og Streg, og bogen slutter med morsealfabetet, som er det hemmelige alfabet, som Prik og Streg havde opfundet.

Sjovt, en smule absurd, ukompliceret og nyskabende. Bogen viser med al sin enkelhed børnelitteraturens styrke, vitalitet og spændvidde og understreger, at det ikke kun er alvor, der skaber historier.


Anmeldelse tidligere bragt den 24-11-2017 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret