Luk vindue

Djævelen i dammen og drengen i kirkegården

Bent Haller: Djævelen i dammen. 160 sider. 199,95 kroner. Høst og Søn. 5 stjerner ud af 6
Mette Vedsø: Langt fra det hvide hus. 118 sider. 269,95 kroner. Høst og Søn. 5 stjerner ud af 6

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Bedsteforældre hører også hjemme i børnelitteraturen. To nye bøger har begge fraværende morfædre i vigtige hovedroller.

I børnelitteraturen har bedsteforældre høj status. Nutidens forældre er pr. definition fortravlede og dermed
noget fraværende. Bedsteforældre er derimod repræsenteret som nærværende ankerpersoner, der accepterer børnebørnene uanset hvad. Men hvad hvis bedsteforældrene ikke lever op til rollen? I Bent Hallers ´ Djævelen i dammen´ er morfaderen en vrissen rad og gider ikke sit barnebarn, som kalder sig for BiWer. Han bor på en forfalden gård i en skov og tilbringer dagene med at male den samme stub ved terrassen om og om igen. I Mette Vedsøs ´ Langt fra det hvide hus´ er morfaderen død for ikke så længe siden, og dermed er drengen Georges frirum forsvundet.

Og det har han ellers hårdt brug for, idet Georges far lider af depression og knapt nok kan stå op af sengen, mens den selvcentrerede mor åbenlyst er begyndt at se andre mænd.

Men hvis ikke bedsteforældrene vil eller kan tilbyde et helle, så må børnene finde en udvej. George tager jævnligt til kirkegården for at tale med sin morfar. Og BiWer opdager årsagen til morfaderens vrantenhed: Hans dengang toårige storesøster druknede i dammen ved morfaderens skov. Hans morfar har siden givet sig selv skylden for hendes død. Man fandt aldrig hendes lig, men morfaderen mistænker, at den store gedde i dammen nok har spist hende, inden hun nåede op igen. Det er denne gedde, morfaderen kalder for ´Djævlen i dammen´.

Det bliver BiWers projekt at opklare søsterens død og dræbe gedden, så han kan få sig en rigtig morfar.

George kan naturligvis ikke genoplive sin morfar. Men indirekte bliver morfaderen årsag til et nyt frirum, for i forbindelse med et kirkegårdsbesøg møder han kvinden Julia og hendes tvillinger, som ofte leger i kirkegården. Han lader, som om det er hans far, der er død, og bliver venner med Julia og de to børn, som efterfølgende hyrer ham som børnepasser. Over for Julia lader George, som om han er en normal middelklassedreng, hvis far bare er død, men det går ikke i længden. Selvfølgelig ramler det hele, da de to verdener ikke længere kan holdes adskilt.

Ganske vist meget forskellige bøger, men begge med fraværende morfædre i en vigtig hovedrolle. Hallers bog har en gysers karakter, hvor Bi-Wers drømme indimellem blander sig med virkeligheden, men har ligesom Vedsøs en smittende, men stilfærdig humor, der er med til at bære historien igennem. Hos Haller er det især de små prægnante observationer, man lægger mærke til, som når han skriver, at ´ far åndede ud, som om han i over en halv time havde siddet og holdt vejret´. Hos Vedsø er det de kvikke ordvekslinger, man især smiler ad, som da George forsøger at tale med sin mor om faderen for at overtale hende til at tage faderen til lægen, så han kan blive behandlet for sin depression.

Moderen drejer straks samtalen over på sig selv, for hun er i hvert fald også deprimeret: ´ Han er ligeglad med mig,´ sagde hun og strittede med gaflen, ´ og uden kærlighed får man depression, det har jeg læst.´ Der er en hel generation mellem Bent Haller og Mette Vedsø, men tiden har hverken påvirket bedsteforældres anseelse eller børnenes behov for et tilflugtssted. Virkeligheden er sjældent enkel at navigere i, og børn prøver ofte at bære hele verden på deres skuldre. Begge bøger giver smukke eksempler på, hvordan børn tackler svære situationer, så man bedre tør møde sine egne med oprejst pande.

Begge bøger giver smukke eksempler på, hvordan børn tackler svære situationer, så man bedre tør møde sine egne med oprejst pande.



Anmeldelse tidligere bragt den 24-03-2018 i Kristeligt Dagblad

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret