Luk vindue

Terror i svævebyerne

Lise Bidstrup: Reservedelenes by. 318 sider. 199,95 kr. Høst & Søn.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Dystert. Reservedelenes by foregår i en grum fremtid, hvor de fattige må give deres organer til de rige.

Fremtidens højteknologiske byer svæver over jorden.
Her bor de velstillede borgere, der nemt bliver 120 år gamle. Ikke mindst takket være de mange organdonorer, der sørger for friske organer, når deres egne er for brugte.

På jorden bor de fattige Terra-boere i slavelignende tilstande og producerer mad til de højteknologiske borgere. Der skal snart være valg i svævebyerne, og lægen Shoan er udset til at være den, der skal give den gamle præsident en ordentlig foryngelseskur. Først meget sent finder Shoan ud af, at organdonationerne langtfra er frivillige. For at gøre det hele værre, så er den gamle præsident slet ikke den, han foregiver at være.

Der er flere hovedpersoner i historien: den ældre Arthur, der sammen med sin kone har sagt ja til at dø ved at blive sendt ud i rummet på en sidste rejse. Den unge forkælede Jonas, som netop er nået den alder, hvor han skal prøves af svævebyens ledere for at finde ud af, hvad Jonas egner sig til at lave resten af sit liv.

Så er der pigen Vinge, som er en sej ung pige fra Terra. De tre danner sammen med lægen Shoan en umage gruppe, der skal afdække, hvad der er falsk, og hvad der er sandt i den grusomme konspiration, som svævebyernes magtfulde ledelse har iværksat.

Romanen bruger også kræfter på at beskrive livet i såvel svævebyerne som i Terra, der i høj grad minder om arbejdersamfundene i Hunger Games. De fleste personer i bogen virker meget overbevisende, undtagen drengen Jonas. Hans personlighed hænger ikke helt sammen, og måske derfor sidder slutningen af historien ikke lige i skabet.

Lise Bidstrups roman Reservedelenes by er en del af hendes Urban-serie, hvor hun for hver gang tager et samfundsrelevant emne op.

Tidligere bind har taget emner som reality shows, social ulighed og idoldyrkelse op. De er alle kraftfulde romaner med masser af spænding og hightech-effekter. Man kan i Reservedelenes by mærke en stor bekymring for den sociale ulighed og et politisk engagement, som virkelig bliver siddende i kroppen efter læsningen. Ingen tvivl om, at forfatterens egentlige ærinde er, at læseren skal tage stilling til blandt andet indretningen af fremtidens samfund. Det er både bogens styrke, fordi engagementet bærer læseren igennem fortællingen, og dens svaghed, idet målet indimellem overskygger den litterære kvalitet. Men når det så er sagt, så er romanen veltænkt, relevant og meget svær at slippe undervejs!

• Der skal snart være valg i svævebyerne. Lægen Shoan skal give den gamle præsident en foryngelseskur, men finder langsomt ud af, at der er noget helt galt.


Anmeldelse tidligere bragt den 11-08-2017 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret