Luk vindue

Kalder du mig for et skvat?

Poul Lundgaard Bak: Robusthed. En redskabsbog for professionelle og forældre. 203 sider. 299,95 kr. Klim.
Per  Schultz Jørgensen: Robuste børn. 218 sider. 249,95 kr. Kristeligt Dagblads Forlag.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Robusthed. Børn og unge spejler sig konstant i andre frem for at have et eget ståsted, viser to bøger. Men måske skyldes det konfliktsvage voksne?

Vi kan tørt konstatere, at robusthed næppe var blevet så moderne, hvis ikke så mange mener, at der er mangel på det. To nye bøger tager fat om problemstillingen. Den ene er Per Schultz Jørgensens Robuste børn, der fokuserer på børneopdragelsen i familien. Den anden er overlæge Poul Lundgaard Baks brugsantologi Robusthed, som først beskriver nogle enkle værktøjer udviklet i forskningsprogrammet Robusthed og derefter garnerer dette med en lang række små beretninger skrevet af praktikere, der har brugt værktøjerne i sundhedsplejen, skolen, fritidshjemmet og andre steder.

Et af værktøjerne i Baks bog er »Hjernens spotlys«, som skal træne opmærksomheden.

Derved kan man holde koncentrationen om opgaver og tanker, som er vigtige, selv om der er forstyrrelser. Senere kan man læse, hvordan en praktiker bruger værktøjet: »Alle får en lommelygte i hånden, når jeg fortæller om Hjernens spotlys og om, at mennesker oplever verden ved hjælp af opmærksomheden.

Der bliver slukket og tændt, vendt og drejet på lommelygten, og de forstår hurtigt, at opmærksomheden er ligesom lyset fra en lommelygte. De får at vide, at de alle har et JEG indeni, og at dette JEG ved hjælp af opmærksomheden kan sætte lys på en tanke og lynhurtigt flytte lyset og opdage en ny tanke.« Et andet eksempel er det, Bak kalder for »Hjernens 112«. Det er den del af hjernen, der holder øje med alt, der er ubehageligt og farligt. Den forreste del af hjernen er
»Tænkehjernen«, som vi bruger til at tænke med. Utryghed og skyldfølelse aktiverer Hjernens 112 og skruer ned for Tænkehjernen, så man har svært ved at tænke sig om. Men man kan træne hjernen, så man tænker sig bedre om.

Hvordan: Jo, simpelthen ved at tælle til ti. Eller i moderne sprog: Ved at bruge mindfulness-teknikker, altså at trække vejret stille og roligt, så man kan lade panikken fare og begynde at tænke sig om. Så en af øvelserne er at trække vejret stille og roligt - jo mere man øver sig, jo nemmere er det at gøre det i en kritisk situation. Ikke ny viden, men logisk, enkelt og virkningsfuldt.

Baks antologi imponerer bestemt ikke ved sine litterære kvaliteter, men er til gengæld kortfattet, klar og yderst praktisk orienteret.

Teknikkerne og rammeværket i robusthedsprogrammet er så enkle, at man stort set kan lære dem på en eftermiddag.

Per Schultz Jørgensens ærinde er anderledes.

I Robuste børn ser han på familiestrukturen og forsøger at beskrive, hvordan den rigtige familiestruktur kan bidrage til at skabe det indre kompas, som barnet skal bruge for at opbygge sin robusthed og tåle hverdagens mange problemstillinger. Han er så konkret, at han ligefrem har inkluderet en liste over de opgaver, som børn er i stand til at varetage i hjemmet, allerede fra de er ret små. Man skal netop ikke skåne dem, men inddrage dem i de daglige opgaver: Smør ikke deres madpakke, de kan selv og har godt af det! Schultz Jørgensens bog forsøger at tage fat om nældens rod: I stedet for at tage særlige hensyn, opfinde nye (mode-) begreber som »særlig sensitiv«, så lad os i stedet se på kerneproblemet og give børnene bedre værktøjer til at håndtere modgang. Schultz Jørgensen er suveræn til at se tendenser i tiden og bearbejde dem grundigt og fokuseret. Han er grundig og tager blandt andet filosofien til hjælp, når han forklarer, hvor væsentligt det er at have den personlige moral på plads, når man skal agere i vores senmoderne samfund. I manglen på absolutter er der kun det relativistiske tilbage. I Baks bog finder vi et sigende citat af forskeren Nils Ulrik Sørensen fra Center for Ungdomsforskning: »Normalitetsbegrebet er blevet snævrere, og perfektion er blevet en målestok, som unge i stigende grad anlægger på sig selv.« Schultz Jørgensen er enig. Problemet er, at børn og unge har et svagt indre værdimæssigt grundlag. De spejler sig konstant i andre frem for at have et eget ståsted. De er selvoptagede og anerkendelseshungrende.

Symptomerne er til at få øje på: Schultz Jørgensen citerer en rundspørge blandt landets børnehaveklasseledere, der stærkt antyder, at det går skidt med de danske børns evne til at håndtere konflikter, tage hensyn til hinanden og modtage en kollektiv besked.

Når man læser bøger som disse, er det godt at bruge sin »Tænkehjerne« og ikke gå i alarmberedskab. Står det virkelig så grelt til? Er det sådan, at konkurrencesamfundet ensretter de unge, at de elektroniske dimser ødelægger koncentrationen for evigt, og at de unge giver op, så snart de møder modstand? Eller kunne det tænkes, at problemet snarere er, at de voksne ikke kan finde ud af at tage en konflikt med de unge? Mon ikke, at man lige så ofte ser mangel på modstandsdygtighed hos de voksne som hos de unge? At beskylde en hel generation for at være selvcentrerede skvatmikler køber jeg simpelthen ikke.
Men bevares, opdragelse skal der til, og diskussionen om det er væsentlig, ligesom de beskrevne teknikker virker ganske anvendelige i givne situationer.

Anmeldelse tidligere bragt den 11-05-2017 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret