Luk vindue

Dreng af yoghurt, pige af vaniljeis

J. L. Badal: De forundelige bøger om Amaia og Gustau. Oversat fra catalansk af Ana Sofía Pasqual Pape og Oskar K. Jensen og Dalgaard. 484 sider. 398 kr.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Sprogeventyr. Det vrimler med sære skabninger og vilde historier i De forunderlige bøger om Amaia og Gustau. Her er det vigtigste ikke, om man vinder, men at man kæmper for at vinde.

Hold da helt op, hvor blev jeg overrasket, mæt og forpustet af J. L. Badals mærkelige bog. Der strømmer ord og billeder ud af siderne i en grad, så man efterlades i en tilstand af konstant undren.

På overfladen er De forunderlige bøger om Amaia og Gustau en bog om to søskende, der bor hos deres mor og far og en fortælleglad bedstefar ved navn Drus. Han kender vejen ind til et eventyrland, som går via husets gamle brønd. Mere eventyrlig er den dog ikke, end at man også der kan finde biler, motorsave og asfalterede veje. Men eventyrverdenen rummer blandt meget andet drager, talende bjørne, en dreng, der er lavet af yoghurt, og en pige, der består af vaniljeis.

Historien begynder, da børnene i deres hjemlige skov møder en heks, der spiser alt og også ender med at spise et ord af pigen Amaia, inden det lykkes hende og Gustau at flygte. Nu kan Amaia ikke længere sige ordet »hvid«, og bedstefar Drus sender derfor de to søskende til eventyrlandet via brønden for at tale med den ældgamle og operasyngende bedstefar Eg, som ved næsten alt, hvad der er værd at vide. Måske kan han hjælpe.

Det kan ikke lade sig gøre at læse bogen hurtigt. Hvert eneste væsen, ja, hver eneste ting, man møder i Badals fortælling, har sin egen historie. Og den skal man naturligvis lige have med på vejen. Derfor er der sindssygt meget at kapere undervejs. Historierne er nemlig hverken korte eller særlig logiske.

Hvordan får man forklaret en dreng, der består af yoghurt? Eller en kæmpeskildpadde, der bor under isen og låner sit hjerte ud, så bedstefar Egs kæreste kan overleve, mens en violinbygger skaber et nyt mekanisk træhjerte til hende? Historien består af tre bøger og et mellemspil, hver med en udfordring, som Amaia og Gustau skal klare. Udfordringerne ligner bare slet ikke det, man ellers ser i andre historier, hvor to børn, for eksempel i Lewis´ Narniabøger, skal modnes og lære det gode at kende. Næ, hos Badal handler det om fortællingen. Bedstefar Eg (og Drus, for den sags skyld) er de fortællere, der giver verden mening. Derfor handler bogen ikke om sejre, men om kampe.

Hen mod slutningen, hvor børnene skal kæmpe mod den frygtelige hertug af Amorpha, der vil dræbe bedstefar Eg, møder de ormen Estentor. Han har selvfølgelig også en lang forhistorie. Han siger til dem: »Det vigtigste er, at vi sætter os mod ham. At vi kæmper mod glemslen, mod manglen på hukommelse, mod historiens og fantasiens forsvinden. Om så nederlaget venter os, vil vi vinde. [...] En eller anden vil en dag berette om slaget. Og så vil alt, hvad I ser her, vende tilbage.« Det sproglige fokus er heldigvis koblet med veltilrettelagt spænding og masser af kampscener. Selvfølgelig er forfatteren sprogforsker, og for voksne vil der være rigtig mange navne, de kan genkende (som Kafka-billen og lærerinden Dickinson), men sproget i bogen er så kraftfuldt, at det lader fortællingen vokse inde i læseren undervejs.

Hatten af for Ana Sofía Pasqual Pape og Oskar K., der har oversat bogen. Det har ikke været en nem opgave. Men bogen giver læseren en virkelig rig oplevelse, hvis man giver sig tid til at nyde den. Og så er det en kanonbog at få læst op, for sikken et tankemylder, bogen skaber!







Anmeldelse tidligere bragt den 11-05-2017 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret