Luk vindue

Stærk som rav

Bodil El Jørgensen: Pigen fra havet 3+4 (Det gyldne lys og Perlemorstårnet). Gyldendal. 148 og 168 sider. 129,95 kr. stk.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Havmagi. Pigen Svada skal kæmpe mod mordere, troldmænd og havuhyrer for at redde sit land.

Pigen Svada blev som lille fundet på en strand. Man ved intet om hende, og det eneste personlige kendetegn er en ravmedaljon om hendes hals.

Svada vokser op på en ø, hvor hun er omgivet af folk, der er mistænksomme over for hende.

Landsbyfolkene er fulde af overtro og lever efter mange besynderlige regler, blandt andet er det forbudt at svømme i havet.

Til sidst vil de forsøge at drukne hende, men hun når at flygte og gemme sig på et skib. Svada forfølges af en mand kaldet Leon, der er ret god til at finde hende, uanset hvor hun er, og som prøver at få ravmedaljonen fra hende. Desværre for Svada kan Leon kun få medaljonen fra hende, hvis han dræber hende, fordi medaljonen har en magisk kraft, der binder den til hende.

Det er kort fortalt handlingen i de første to bind af serien Pigen fra havet, som er skrevet af Bodil El Jørgensen, der blandt andet er forfatter til børnekrimiserien Esme og Igor.

Seriens tredje bind, Det gyldne lys, tager fat, umiddelbart hvor andet bind sluttede. Her måtte Svada kaste sig i havet for at flygte fra Leon, og hun nåede frem til en mystisk ø kaldet Sorteskær, der er gemt bag et magisk tågeskjold.

På Sorteskær møder hun Corinna, som fortæller, at Svadas far var budbringer for troldmændene i Dybhavn. På øen skulle han samle magisk rav, som troldmændene bruger til at holde en magisk ild ved lige, som holder gråvingerne væk fra landet. Gråvingerne minder om Harry Potters dementorer, de lægger et lag aske oven på mennesket, der ikke kan fjernes. Samtidig bliver vedkommende aldeles ligeglad med alting og bliver til en levende død.

I fjerde og sidste bind tager Svada af sted mod Dybhavn med rygsækken fyldt af magisk rav. Svada har nu også mere viden om, hvordan ravsmykket virker, men farerne er langtfra ovre. På vejen til Dybhavn bliver hun bortført af slavehandlere, og det ser for alvor sort ud for hende. Hun genser også sin gode ven Elmon, men venskabet er belastet af, at Svada har lovet Corinna ikke at fortælle nogen om det magiske rav og sin opgave med at levere det til troldmændene.

Bodil El Jørgensen balancerer mellem spænding og ro. Indimellem ser det sort ud, andre gange er der masser af håb at skimte mellem linjerne. Det er ikke altid til at vide, hvordan Svada får viklet sig ud af de problemer, hun får rodet sig ind i. Men hun har en vældig stærk karakter, selv om hun i første omgang virker som en stille og sød pige.

Elmon er sprælsk, helt vildt nysgerrig og noget uforudsigelig, hvilket til tider får Svada og læseren til at spekulere på, om han nu mener det godt eller ej.

Pigen fra havet er velskrevet. Man kan ligefrem smage saltet i bølgerne, indsnuse duften af havgusen og høre skibets knagen, mens det sejler mod Dybhavn med sin dyrebare last.


Anmeldelse tidligere bragt den 21-04-2017 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret