Luk vindue

Monstre er dine venner

Morten Ramsland & Charlotte Pardi (ill.)  : Uhyrlige historier. Høst og Søn. 96 sider. 199,95 kr.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Uhyrligheder. Fem historier om umulige voksne og børn med indestængt vrede.

Ramslands nyeste bog, Uhyrlige historier, består af fem historier om børn, der bliver behandlet skidt.

Enten af deres forældre eller venner.

De fem historier indeholder et eller flere uhyrer som en
vigtig ingrediens i handlingen (undtagen den første, som i stedet har en til lejligheden opfundet superonkel i centrum).

Selv om historierne tidligere er blevet udgivet som fem selvstændige billedbøger, skal man ikke tro, at de er ligetil. Gode billedbøger har det særlige ved sig, at de kan fortælle en frygtelig masse på utrolig kort tid.

Meget ofte handler de om dybe følelser, som det er svært at tale om. Ramsland er dygtig til at sætte tingene på spidsen, og hertil kommer, at Charlotte Pardis illustrationer fanger pointen og situationerne, så den står uhyrligt klart for læseren.

De fem historier handler - ud over uhyrerne - om vanskelige voksne. Det er derfor, børnene har brug for monstrene.

Børn har ikke selv styrken til at overvinde de voksne, så derfor må de få hjælp fra mægtigere væsner.

I den første historie vil moren ikke fortælle Sune, hvem hans far er. Sune finder en dag et billede bag kommoden af en mand. Ham kalder moren onkel Pedro, men vil ikke sige mere. Sune bliver drillet, fordi han har rødt hår, fregner og stritører. Det kunne gå an, hvis ikke det var, fordi han også var en splejs og har svært ved at sige s-lyde. Men det glemmer Sune helt, når han fortæller om onkel Pedro, der i hans fantasi både kan slås med hajer, skyde jagerfly ned med vandpistoler og rydde kloakker for forbrydere og i det hele taget er verdensmester i et utal af discipliner.

Da onkel Pedro dukker op i virkeligheden, er han ret så spinkel og har rødt hår, fregner og stritører. Men det gør ikke så meget, finder man hurtigt ud af.

Personligt kan jeg bedst lide historien om Pedes uhyrer. Pedes forældre skændes, så det brager. De kaster tallerkner, knive og gafler efter hinanden. Pede gemmer sig efterhånden altid i skabet under køkkenvasken. Der kan han sidde i sikkerhed for alle flyvende objekter og lade, som om alt er i orden. En dag har han sin blyant med og begynder at tegne monstre på indersiden af skabslågen.

Da Pede falder i søvn under vasken, begynder monstrene lige så stille at blive levende og komme ud i huset. De er ret så uhyggelige, og det kan nok være, at forældrene får lidt respekt for dem. Det går ikke at kaste ting efter hinanden, for man kan risikere at ramme et af uhyrerne! Pardi har en evne til at tegne rædsler, så de bliver helt virkelige.

Man tror vitterligt på, at monstrene er ægte Pede-monstre. Hun falder ikke for fristelsen til at lave dem vildt avancerede. De ligner noget, som Pede kunne have tegnet, både i form og stil.

Det er effektivt og flot.

Bogen indeholder også historien om Børge, der er vildt sej, indtil han begynder at blive usynlig, fordi forældrene ikke tager ham alvorligt. Og Bernard, der har en vildt irriterende storesøster og ender med at skyde hul i himlen. Og så er der en om Tobias og havuhyret, som ingen tror på, selv når det sidder lige ved siden af.

Uhyrlige historier er et rigtig godt eksempel på, at korte historier kan have lige så store kvaliteter som lange sagaer. De er gode til at blive klog på sig selv og de andre, og de viser samtidig, hvordan man kan bruge billedsprog i fortællinger med tekst og tegning, så det virker.

Anmeldelse tidligere bragt den 17-05-2017 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret