Luk vindue

Hvirvelstorm i Animus-maskinen

Matthew J. Kirby: Assassin´s Creed - De sidste efterkommere 1. På dansk ved Thomas Munkholt. Gyldendal. 317 sider. 199,95 kr.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Nu som bog. Det populære spil Assassin´s Creed er udkommet i bogform, men måske var det ikke en god idé.

Assassin´s Creed er et populært spil, som startede i 2007 og efterhånden har rundet 100 millioner solgte kopier. Siden er spillet blevet brugt som basis for tegneserier og film, og nu altså også en bogserie. Spillet handler om to store organisationer, der har bekæmpet hinanden i årtusinder. Den ene er Assassinernes Broderskab (frygteligt dansk navn!) og den anden er Tempelridderordenen.

Tempelridderne repræsenterer magthaverne, der ønsker et velordnet samfund, mens Assassinerne forsvarer den enkeltes frie vilje i samfundet. Forskellene mellem dem er mere filosofiske end reelle, lader bogen os i øvrigt vide.

Herudover findes der en række magtfulde genstande i verden, kaldet paradissplinter, der stammer fra en fjern fortid. Disse magtfulde genstande har magiske kræfter, der gør bærerne i stand til at vinde over enhver modstander.

Disse paradissplinter er forsvundet, men Tempelridderne har opfundet en maskine, der gør det muligt at foretage en slags tidsrejse.

Maskinen kaldes Animus, og ved hjælp af en persons DNA kan den genetablere forfædrenes hukommelse, så man selv bliver placeret i forfaderens sted. På den måde kan man holde øje med, hvor paradissplinten forsvinder hen, så man kan opsøge den i nutiden. Man kan ikke handle anderledes end sin forfader, men kun opleve det samme.

Hovedpersonerne i bogserien De sidste efterkommere er alle unge, der har forfædre, som på forskellig vis har været i kontakt med en paradissplint og været enten Assassinere eller Tempelriddere. Den eneste, der stikker lidt ud, er den mystiske Munroe, der har stjålet Animus, og som selv vil have fat i paradissplinten. Munroe siger, at det er for at undgå, at nogen af de to organisationer får fat i den, men hans egentlige rolle og motivation er bevidst holdt uklar.

Forfatteren har gjort, hvad han kunne, for at give hovedpersonerne lidt liv. Owens far er dømt for et røveri, som Owen er sikker på, at han ikke begik. Animus-maskinen kan med lidt held give ham vished. Så er der Javier, hans bedste ven fra barndommen, der mest er med for spændingens skyld. Vi møder også tvillingeparret Grace og David, pigen Natalya og så Sean, der sidder i kørestol. Inden vi for alvor lærer dem rigtigt at kende, ryger de af sted i Animus tilbage til den amerikanske borgerkrig i 1863, hvor de skal gennemleve optøjerne i skikkelse af deres forfædre.

Mens de er i fortiden, er der action for alle skillingerne.

Men rigtig engageret i bogen bliver man ikke. Selv da Tempelridderne bortfører nogle af de unge i nutiden, mens Assassinerne snupper nogle af de andre, bliver man ikke for alvor grebet. Der er lidt for meget plot og alt for få mennesker i bogen. Jeg tror, at det vil være væsentlig sjovere at spille Assassin´s Creed end at læse bogen.


Anmeldelse tidligere bragt den 14-07-2017 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret