Luk vindue

Fantasy noir

JB Djian & Vincent  Mallié (ill.)  : Den døde kæmpe, bind 5-6. Oversat fra fransk efter »Le Grand Mort« af Ole Steen Hansen.60 sider.bind. 168 kr./bind. Faraos Cigarer.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Graphic novel. Et syret plot og overdådige illustrationer i fransk tegneserie om to verdener i kaos.

Blanche er en skræmmende lille pige.

Hendes øjne er så uhyggelige, at hun må gå med svømmebriller for at skjule dem. Ved tankens kraft kan hun dræbe eller helbrede folk, kaste selv tonstunge ting gennem luften og få det til at regne med sten. Hun vokser helt abnormt hurtigt, og Erwan, der besluttede sig for at passe på Blanche, indtil moderen, Pauline, dukker op igen, ved simpelthen ikke, hvad han skal stille op med hende.

Den døde kæmpe er en fransk, dystopisk fantasyfortælling i tegneserieform, som Dijan, Loisel og Mallié påbegyndte i 2007, og hvor vi i den danske oversættelse nu er nået til bind fem og seks. Historien foregår primært i vores kendte virkelighed, med Paris og Bretagne som omdrejningspunkt, men til en vis grad også i en parallelverden hos et naturfolk, som Erwan kalder for »Småfolket«. Erwan er budbringeren og kan vandre mellem de to verdener, men nu er vejen dertil spærret, for den eliksir, der gør vandringen mulig, er blevet ødelagt.

Malliés illustrationer er ganske storslåede, fyldt med detaljer og med en veludviklet sans for perspektiv og dybde. Historien fænger på næsten hypnotisk vis, fordi Mallié har en evne til at fremstille både det episke og ramme den enkelte situation lige på kornet.

Blanches ligegyldighed over for andre markeres ved at give hende anonyme, nærmest plastiske træk, alt imens Erwans udtryk skifter mellem sorg, forundring, vrede og kærlighed, så hans følelser fylder hele siden ud.

I bind fem og seks er Pauline og veninden Gaëlle på vej tilbage til Erwan og Blanche fra Paris. Begge kvinder er forelskede i Erwan, men rejsen er vanskelig, for hele jordkloden er kastet ud i en ragnarokagtig tilstand.

Jordskælv, tsunamier, orkaner og andre naturkatastrofer hærger, vejene omkring Bretagne er ødelagt, og på grund af det uforudsigelige vejr er det til tider virkelig farligt at være udenfor.

På det mere overfladiske plan er man klar over, at naturfolket lider under menneskets rovdrift på planeten, men så enkelt er plottet langtfra. Der ligger et skelet af en død kæmpe i en flod - det er ham, der har givet serien navn - og der ligger uden tvivl en historie om dette og venter på os i et kommende bind.

Det er også åbenbart, at naturfolket langtfra har et så fredeligt gemyt, som det ser ud til ved første blik, for Erwans rolle som budbringer var at gennemføre et ritual, der skulle sikre freden mellem Småfolkets fire stammer. Et ritual, som mislykkedes, og krigen mellem de fire stammer er derfor tæt forestående.

Det er en af seriens store styrker, at den, helt i fransk ånd, nægter at skynde sig med noget som helst. Undervejs når man at blive irriteret over, hvor få oplysninger, forfatter og illustrator rækker læseren. Dialogerne er langtfra litterært inspirerende, så det er illustrationerne og plottet, der bærer historien hjem. På den anden side tilbyder dialogerne en dagligdags genkendelighed, en langsommelighed, der står i skærende kontrast til det syrede plot, de dramatiske illustrationer og den dynamiske farvelægning. Kombinationen får øjnene til at gnistre og læseren til at søge dybere ind i illustrationernes mørke.

Anmeldelse tidligere bragt den 13-01-2017 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret