Luk vindue

En kamp mellem guder og mennesker

Bent Haller: Theben - En slægts forbandelse. (i samarbejde med Finn Jorsdal): 240 sider. 319,50 kr. Forlaget Knakken.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Efterslægten. Bent Haller, børnelitteraturens tusindkunstner, serverer rasende livlig fortælling om den forbandede Agenorslægt.

Det kan godt være, at guderne kan bestemme alt, men vi mennesker skal også være her. Det skal være slut med offerrollen, og menneskenes love skal sættes over gudernes. Det er tematikken i Bent Hallers seneste roman, Theben - En slægts forbandelse, hvor han har samlet hele historien om Agenorslægten (der blandt andet tæller kendte skikkelser som Ødipus, Dionysos, Minos og Antigone) i én lang fortælling. Den er inspireret af oldtidens digtcyklus om de thebanske myter, den såkaldte Thebaiden, som kun delvist er bevaret, men som der findes talrige henvisninger til, blandt andet i Iliaden og Odysseen.

Kong Agenor er den mægtige og iltre græske sagnkonge og fønikernes stamfader, søn af havguden Poseidon og Lybie, der mod sin vilje blev bortført af Poseidon, natten før hun skulle have været gift med Apollon.

Slægtshistorien tager for alvor fart, da Agenors datter Europa bortføres af Zeus, og Agenor sender sine sønner af sted for at finde datteren, dog forgæves. I Theben følger vi først og fremmest Agenors mellemste søn, Kadmos, der af oraklet i Delfi fik til opgave at grundlægge byen Theben.

Fra Hallers perspektiv virker gudernes magt enten ved direkte indblanding, som da Poseidon stjæler Apollons brud, eller ved afsløring af menneskenes skæbne gennem fortællinger eller orakelspådomme. Men kan det tænkes, at disse fortællinger og spådomme er noget, som folk finder på? Skaber den blinde seer Teiresias tragedierne ved at fylde folk med fantasifulde løgne, som de så handler efter? Eller har Zeus virkelig skænket ham evnen til at se ind i fremtiden? Er oraklet i Delfi en halvtosset bondetøs, som præsterne piner og plager, sådan som Ødipus´ mor, Iokaste, mener, eller er oraklet reelt i kontakt med guderne? Enten er historierne en slags løgne, der forvandler vores virkelighed til noget, »der svæver frit omkring, så vi til sidst ikke ved, hvem vi selv er«. Eller også er de »omskrivninger, som skal bygge bro til det underbevidste, derinde hvor evnen til at begribe verden findes«. Uanset har fortællinger en fantastisk magt over folk. Når først oraklet eller Teiresias har talt, må man handle efter gudernes vilje, ellers vil man blive straffet. Hovedpersonernes skæbne er beseglet, allerede før de fødes. »Når guderne opfører sig som mennesker, så ophører de med at være guder,« siger den aldrende kong Kadmos, hvortil Harmonia svarer: »Det er ikke gudernes fejl, at menneskerne digter historier om dem.« Men Kadmos replicerer tørt: »Hjernespind, folk sender bønner til en gammel, bemalet træstok.« FRA det græske fortællegods har Haller tidligere gendigtet Odysseen, Iliaden, historien om Jason og det gyldne skind samt myten om Elektra og Orestes. Haller har også taget fat i de ægyptiske og nordiske guder og har i hovedreglen fået de gamle fortællinger til at fremstå relevante, levende og uhyrligt skarpe ved at fokusere på få hovedpersoner.

Theben er på godt og ondt mere på linje med originalerne. Bogen er skrevet i samarbejde med den klassiske filolog Finn Jorsal og involverer et væld af personer, hvad det ni sider lange, meget praktiske navneregister bagest i bogen vidner om.

Haller må denne gang derfor i højere grad fokusere på handling og drama, med Theben by som det altoverskyggende geografiske omdrejningspunkt, mens menneskets langsomme frigørelse fra gudernes magt løber gennem hele fortællingen som en tynd, men synlig rød tråd. Nogen løsning på den guddommelige konflikt tilbyder Haller ikke. Da Ødipus meget sent i livet bliver tilgivet af såvel guder som mennesker, siger han: »Jeg forbandede guderne, fordi de havde ødelagt mit liv, jeg holdt fast ved, at jeg var uskyldig, men tiden lærte mig, at jeg tog fejl. Vi mennesker bliver ved med at måle guderne efter vores egen målestok, derfor forstår vi ingenting«. Bent Hallers sprog er klart og rigt. Med få ord får han skabt en stemning med en distinkt grundtone. Men Theben er en bog, det tager tid at fordøje. Læser man hele historien i ét stræk, kan den virke episodisk med de mange skikkelser, der dukker op og forsvinder igen efter kort tid. Men indtager man bogen i de rette doser, sidder historierne fast og vibrerer indeni, for så bliver der plads til, at det store billede får lov til at komme frem.

Anmeldelse tidligere bragt den 03-06-2016 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret