Luk vindue

På flugt i vores verden

Siri Pettersen: Råddenskab. Ravneringene 2. Oversat af Rolf Stavnem. Høst & Søn. 468 sider. 249,95 kr.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Fantasy. Vild og blodig historie om en tusindårig hævn, der både foregår i Europa og i en verden, hvor alle har haler og magiske evner.

Første bind af Siri Pettersens fantasyhistorie, Ravneringene, var nærværende, troværdigt og gribende. I Odinsbarn mødte vi Hirka Haleløs. Et menneskebarn i et univers, hvor alle væsner har en hale og et talent for at udvikle en magisk evne. Hirka er naturligt nok noget af en outsider. Hun opfostres af helbrederen Thorrald, der må vandre land og rige rundt for at beskytte hende, så ingen fatter mistanke om, hvor Hirka kommer fra.

Hvis nogen er nysgerrig, får Hirka besked på at fortælle dem, at et rovdyr har bidt hendes hale af.

Landet, Hirka befinder sig i, hedder Ymslanda. Her har 12 familier regeret i tusind år på vegne af Seeren, en gud, som alle tilbeder. Men tiderne er onde, og en af de 12 i Rådet ønsker at få total magt.

Samtidig begynder zombielignende væsner kaldet »de ligfødte« at dukke op i landet.

De har kløer, ligner mennesker og er rene drabsmaskiner. Hirka bliver glad for Rime, der kommer fra en af de 12 regerende familier. Rime ønsker ikke den magt, der følger med hans herkomst, men vier i stedet sit liv til at blive en slags ninja. Krig lurer i horisonten, og samtidig begynder Rådet at tro, at Hirka er skyld i, at de ligfødte er dukket op.

I andet bind er Hirka sendt tilbage til menneskenes verden og dukker op i nutidens Europa. En verden, hun ikke kender, hvor indbyggerne taler sprog, hun ikke forstår.
Også i vores verden er nogen eller noget efter hende. Noget, der har ventet på, at Hirka skulle komme tilbage og ikke skyr nogen midler for at få fat i hende.

Det er svært at fortælle meget om handlingen i andet bind uden at ødelægge det for dem, der ikke har læst det første. Det vigtigste er, at Hirka ser ud til at være den eneste, der kan rejse frem og tilbage mellem de to verdener. Nogenlunde samtidig går det op for Rime, som er voldsomt forelsket i Hirka, at Rådet har sendt hende tilbage. De troede, det ville betyde, at de ligfødte ville forsvinde - men tog fejl. Andet bind følger Hirka og Rimes kamp i hver sin verden.

Begge er i fare på hver sin måde, og det er vanskeligt at gennemskue, hvordan de skal vinde over modstanderne. Ikke mindst da det viser sig, at Hirka og Rime bare er brikker i et stort spil, som guderne har planlagt for at hævne sig på hinanden.

Handlingen er utrolig veltænkt. Det er ikke lige til at gætte, hvad der sker, men når det sker, virker det helt oplagt, at sådan må det være. Samtidig bliver man meget optaget af Hirka og Rimes skæbner. Der optræder ikke flere personer, end at man kan holde styr på dem, og ingen er enten kun god eller ond. Selv skurken er lige ved at være sympatisk. Man sidder godt klistret til bogen og nyder læsningen. Oversætteren har også gjort et glimrende stykke arbejde. En så vellykket bog oplever jeg ikke så ofte, og det er vældig inspirerende!.


Anmeldelse tidligere bragt den 11-11-2016 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret