Luk vindue

Danskerlook og flammekaster

Manu Sareen & Lars-Ole Nejstgaard (ill.)  : Iqbal Farooq og den hemmelige ismaskine. Carlsen. 192 sider. 199,95 kr.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Iqbal Farooq. Den gale indiske familie må redde København, der er ved at synke i havet, fordi isen smelter.

Manu Sareens serie om Iqbal Farooq har haft utrolig stor succes i Danmark.

En af grundene er de typer, som Sareen beskriver så præcist og kærligt: Iqbals egen familie, der vil gøre alt for at integrere sig i Danmark. Hans svindler af en onkel, der gerne stjæler fra børn, hvis han kan tjene på det. Hr. Wibrandt, der er vild med Dansk Folkeparti og rigtig gerne vil ofre sig for Gud, dronning og fædreland. Og flipperen Christian Visander Arun Burundi Jacobsen, der tror, at meditation og røgelsespinde vil redde verden, især hvis man også sørger for at få en tarmskylning.

Niende bog i serien har vistnok klimaet som tema, men Sareen får også lejlighed til at gøre tykt grin med nyhedsværterne på tv og danskernes holdning til indvandrere.

Iqbals bedste ven, Mohammed, har nemlig fundet ud af, at han bliver nødt til at tage danskerkostume på for ikke at blive behandlet dårligt. Så han giver sig selv et danskerlook: farver håret hvidt og tager skjorte, pæne bukser og sejlersko på. Han vil kun kendes ved navnet Joachim og taler rigsdansk, ligesom de gør i kongehuset. Inden længe har de fleste af indvandrerdrengene i klassen, minus Iqbal, også gjort som Mohammed. Og det virker! Pludselig er alle de rigtige danskere flinke mod dem, også hr. Wibrandt. Ingen diskriminerer dem længere.

Plottet i bogen er temmelig skørt. En forbryder er begyndt at købe huse, der ligger rigtig højt hævet over vandet. Samtidig smelter isen på polerne med en uhyrlig fart. Og de rige på Strandvejen køber selvfølgelig de højt beliggende huse til 20 gange deres værdi, mens de fattige må klare sig, som de bedst kan.

Ingen kan forstå, hvad der sker, mens vandet stiger, så København næsten forsvinder. Men heldigvis kan Iqbals geni af en lillebror regne ud, hvor mikrobølgesenderen, der er skyld i nedsmeltningen, befinder sig. Og så kræver det ikke det store for Iqbal og venner at blive klar over, hvem der står bag. Det er ikke nemt at løse problemet, men heldigvis får de hjælp af hr. Wibrandt, der netop har købt sig en kraftfuld flammekaster for bedre at kunne forsvare fædrelandet. Og som naturligvis gerne vil hjælpe danske Joachim med at redde København.

Bogen er præcis lige så pjanket og usandsynlig som alle de forrige, men man morer sig undervejs, også takket være Lars-Ole Nejstgaards illustrationer. Rigtige fans kan glæde sig over, at der kommer en ny film til december, og at man samtidig vil udgive et brætspil, hvor indholdet stadig er hemmeligt.

Anmeldelse tidligere bragt den 19-08-2016 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret