Luk vindue

Død og genfødsel i hundehøjde

Tina Sakura Bestle & Anna Jacobina  Jacobsen (ill.)  : Hund. 60 sider. 229,95 kr. Gyldendal.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Børnemishandling. En voldelig far, en angst mor, et mishandlet barn. Tænk at den historie kan blive til en fantastisk billedbog!

»Først glemte de mit navn. Jeg tror, det var sådan det begyndte. Eller sluttede«, fortæller pigen Rosa i Tina Sakura Bestles nye billedbog, Hund.

Kan man forestille sig noget værre, end at ens forældre ikke længere gider at huske, hvad man hedder? Det er den voldelige far, der er den største skurk. For ham er de vigtigste væsner i hjemmet de to kongepudler, som han bestandig træner og plejer og går til udstillinger med.

Illustratoren (med det fantastiske navn) Anna Jacobina Jacobsen fanger stemning og handling helt forrygende allerede på første side. Her ser vi faderen stå truende over datter og hund med en anklagende pegefinger mod pigen. Hans skygge danner billedet af en tyr, der skal til at stange pigen hvad øjeblik det skal være. På væggen er der et billede af en af kongepudlerne. Det første pigen skal lære, er selvfølgelig at spille død. Meget symbolsk.

Først da Rosa spiller hund og adlyder faderen i et og alt, er far glad, og Rosa får ros og en hundekiks.

Bestles sprog er barsk poesi, når hun beskriver det efterfølgende svigt fra moderen:
»Og det var sidste gang, nogle af dem kaldte mig Rosa. For næste dag efter skole var mor ikke inden i mor. Eller. Jeg ved det ikke.

Et blåt mærke. Både var hun mor, og var hun ikke den, jeg kendte.« Moderen syr en hundedragt til Rosa, og så begynder faderen at træne hende. Hun må på agilitybane, spise hundemad og sove i hundekurven. Men hvor hundene har navne, hedder Rosa fremover kun »Hund«. Rosa gør, hvad hun kan for at behage faderen.

Men hun vinder ingen medaljer ved den forestående hundekonkurrence, og da faderen truer hende, gør moderen det eneste, hun tør.

Uden faderens vidende efterlader hun Rosa på hundekonkurrencens parkeringsplads i stedet for at sætte hende ind i hundeburet bag i bilen sammen med kongepudlerne. Så kører de og efterlader Rosa helt alene, men fri. Var bogen sluttet her, ville det have været barske løjer, men heldigvis er halvdelen af bogen helliget Rosas langsomme og vanskelige genfødsel.

Hun ender ved et tilfælde hos en dame, der hedder Johanne. Her kommer hun langsomt til hægterne og bliver igen til en almindelig pige. På denne rejse klarer illustratoren også opgaven kraftfuldt og originalt. Vi ser i starten verden gennem hundedragtens begrænsede udsyn. Det ligner grangiveligt, at Rosa er inde i en tunnel og teksten understreger hovedpersonens identitetsløse vandring i dette symbolske dødsrige: »Jeg er parkeringspladsen. Jeg er blæsten. Jeg er vandpytter under bilerne. Jeg er en fremmed by.«

Da moderen lod Rosa flygte, gav hun hende noget i hånden. Det er et smykke med Rosas navn, og da Johanne opdager det, får Rosa generobret sit navn. Så kan hun lægge hundedragten, forlade tunnellen og igen komme ud i lyset. Slutningen er ikke fuldstændig lykkeligt, men antyder en udvikling, hvor også Rosas mor har undergået en forvandling, og hvor mor og datter engang i fremtiden igen vil kunne mødes.

Det er stærke følelser, Bestle og Jacobsen får manet frem i deres fælles billedbog: skrækken for at blive forladt, for at blive forkastet af sine kære. Frygten for, at ens forældre ikke længere elsker en. Dybe, smertelige tanker i børnehøjde.

Fortælletonen gør oplevelsen tilpas diffus, forfatteren overspiller ikke sine kort. Illustratoren udvider tankerne og lader følelserne få billeder. Det er egentlig et særligt kendetegn i nordisk børnelitteratur at tage så alvorlige emner op for mindre børn. Også de drages mod historier, der vækker og udfordrer deres følelser, vækker iboende, men hidtil usagte tanker og lader dem få en platform, hvorfra det går an at formulere og diskutere den slags tanker. Hund er en sjældent skøn platform at få, hvor tekst og illustration smelter sammen til et hele, der er umuligt at skille ad.

Anmeldelse tidligere bragt den 29-07-2016 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret