Luk vindue

Dyreklub og flytteri

Hanne Kvist: Dyr med pels - og uden.. Gyldendal. 240 sider. 250 kr.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Sejt En død hamster kan føre til mange ting.

Freddys mor skifter ofte kæresterne ud. Det ville måske være OK, hvis bare hun ikke boede hos dem.

Det betyder nemlig, at Freddy ofte skal flytte fra den ene ende af landet til den anden.

Freddy bor nu i Herlev med sin mor og hendes nuværende kæreste, Torsten. Halvdelen af tiden bor Torstens to døtre, seksårige Sille og teenageren Liva, der også. Desuden har Freddy en storebror, der hedder Jonas (der har en anden far end Freddy), som har et værelse på loftet med egen indgang.


For første gang i hele sit liv har Freddy fået en bedste ven, som har en dyreklub med hele to medlemmer (Freddy og ham selv), og egentlig går det hele meget godt lige til den dag, hvor moren skændes helt vildt med Torsten og begynder at smide hans ting ud af vinduet. For den situation kender Freddy godt. Det betyder, at de snart skal flytte til et nyt sted langt væk. Desværre kan Freddy ikke bo fast hos sin far, der bor i en campingvogn i Kulhuse.


Hanne Kvist er en dreven forfatter, som fik sit gennembrud med bogen Drengen med sølvhjelmen, som også er blevet lavet som film.


Hendes historier handler ofte om børn, som er sat i en svær situation af forældrene. Selv om emnerne i hendes bøger er alvorlige, så bæres fortællingerne af en underfundig humor. Som for eksempel da Freddys ven, Eskild, gemmer sig i bagagerummet på en bil, fordi han bare vil med på turen. Eller da Eskild og Freddy stifter et hundeopdragelsesfirma og begynder at gå ture med en meget tyk hund, der kun gider at tage med, hvis den køres rundt i en barnevogn.


Freddys drøm er at få sin egen hund. Det må han ikke, for hans mor siger, at hun er allergisk. Til gengæld får han en hamster af Eskild, og Freddy gemmer den i et bur under sin seng. Eskild selv er vild med slanger og har et terrarium.


To ting sætter for alvor skub i historien.


Den første er, da Freddy flygter hen til faren et par uger uden at sige det til sin mor, fordi han ikke vil flytte fra Herlev. Og den anden gang er, da hamsteren pludselig er væk. Så smutter Freddy. Han begynder bare at gå og blaffer på et tidspunkt hele vejen til Fyn. Der bliver han samlet op af en venlig mand, der kører ham til København, men heldigvis ikke direkte hjem til moren.


Dyr med pels - og uden er en roman om at stå fast og finde sin stemme. Hanne Kvist er også illustrator, og indimellem dukker der tegneseriesekvenser op på bogens sider, da Freddy mister mælet og ikke helt ved, hvordan han skal fortælle, hvad der sker.


Det fungerer virkelig fint. Der er en god balance mellem det alvorstunge og det underholdende, mellem det dybsindige og det lettere pjankede.


Det, der først og fremmest gør indtryk, er især, hvor stærkt Freddys følelser skinner igennem siderne, såvel i handling som i de tegnede sekvenser. Man forstår ham virkelig godt. Det er fremragende gjort.

Anmeldelse tidligere bragt den 29-01-2016 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret