Luk vindue

Den monologe kultur

Per Schultz Jørgensen: Broen til det andet menneske. 220 sider. 249,95 kr. Kristeligt Dagblads Forlag

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Relationsgrammatik. Vi lever i en tid, hvor omgivelserne kræver overfladiskhed snarere end nærhed.

Socialpsykologen Per Schultz Jørgensens nye bog, Broen til det andet menneske, handler om, hvordan man skaber dybe bånd mellem mennesker.

Forfatteren har som sigte at beskrive en struktur, som gør det muligt at undersøge relationsopbygning. Jørgensen har med egne ord sat sig for at definere en relationsgrammatik.

Denne grammatik dækker såvel sproglige som ikke-sproglige elementer og kan beskrive, hvordan vi forsøger at skabe kontakt til hinanden. Det er en interessant vinkel på den menneskelige interaktion, idet Jørgensen har sat sig for at beskrive strukturer snarere end at gå i dybden med de enkelte dele af relationerne.

Motivationen for at skrive ligger i, at vi ifølge Jørgensen er i fare for at ende i en monologisk kultur. Her handler det først og fremmest om at gøre opmærksom på sig selv i stedet for at lytte. Eksempelvis giver Facebook, Instagram, LinkedIn og andre online platforme mulighed for at opretholde en slags kontakt med vores bekendte og venner, men denne kontakt er sjældent baseret på dialog. I stedet er det en monolog: Vi skriver et opslag om noget, der optager os, og får anerkendelse via likes. Endvidere er vi i daglig kontakt med en masse mennesker gennem arbejdet, skolen eller bare folk, vi møder for eksempel i supermarkedet.
Som Jørgensen skriver: »Vi oversvømmes af ansigter, og særligt i den pulserende bykultur haster vi fra kontakt til kontakt.« Netop fordi vi møder så mange, må vi prioritere og beskytte os mod overstimulering. Vi »sorterer ud fra relevans, og relationerne får et sigte«. Relationer begynder med andre ord at blive vejet i forhold til deres nytteværdi.

Jørgensen definerer tre hovedgenrer for måden, vi taler sammen på:
Monologisk, hvor vi beretter om vores personlige gøren og laden og skiftes til at tage scenen. Dualistisk, hvor vi følger op på hinandens temaer og indgår en dialog baseret på et fælles emne, og hvor vi går i dybden med et givet emne uden at udforske uenighederne. Dialektisk, hvor vi anerkender hinandens forskelligheder, men har en vilje til at se tingene fra hinandens synsvinkel og accepterer hinandens modsætninger.

Herefter går Jørgensen i gang med at beskrive faserne i etableringen af relationen.

Hvad fungerer, og hvad gør ikke? Til at understøtte dette viser han en række eksempler på såvel korte som længere samtaler, som kort analyseres. Det er dagligdags begivenheder, lige fra et tilfældigt møde med naboen til et mere professionelt møde mellem en sygeplejerske og en cancerpatient.

Bogen tager også fat i konsekvenserne, når ens kontaktforsøg afvises, eksempelvis når man oplever, at en bekendt ikke gengælder ens hilsen.
Eller når man ikke får lov til at bidrage til en samtale med sine egne erfaringer og derved ændre en monolog til en dialog.

At skabe bro til et andet menneske kræver, at man er i stand til at følge op på den andens ytring. Måden, man gør det på, er afgørende: Man kan følge op på det, den anden har sagt, ved at kommentere eller spørge mere ind til detaljer. Man kan også følge op på det, man selv har bragt på bane i løbet af samtalen, så længe det er inden for samme tematik, som ens samtalepartner har initieret. Og slutteligt kan man også vise åbenhed ved at inddrage personlige og private erfaringer, der har relevans i forhold til det, man taler om. Derved fortæller vi mere om os selv. Ingen tvivl om, at vi knytter os mere til personer, der er åbne og personlige i deres kommunikation.

Per Schultz Jørgensen inddrager masser af teori, der understøtter hans observationer og analyser. Han er stærkere i beskrivelsen af selve relationsopbygningen end dér, hvor den er etableret. Man kan virkelig lære meget om vellykket kommunikation af hans analyser og blive klogere på, hvordan man selv kan være mere nærværende i samværet med andre. Per Schultz Jørgensen er så tilpas konstruktiv, at han ikke forfalder til at brokke sig over tidens tand og folks almindelige travlhed.

Tværtimod tager han livtag med virkeligheden og giver os i stedet værktøjer til at forstå, hvordan vi bedst kan undgå at føle os ensomme i det daglige møde med masser af mennesker.

Man kan virkelig lære meget om vellykket kommunikation af hans analyser og blive klogere på, hvordan man selv kan være mere nærværende i samværet med andre.

Anmeldelse tidligere bragt den 11-03-2016 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret