Luk vindue

Politisk action

Lise Bidstrup: Overlevernes by. Høst & Søn. 295 sider. 200 kr.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Krise. Tre venner må flygte gennem et Europa, der er brudt sammen.

Danmark, som vi kender det, eksisterer ikke længere. Overproduktion og klimaforandringer betyder, at der kun er ganske få ressourcer, som skal deles blandt mange. Regeringen deler ganske små nødrationer ud til de fleste. Og de har sørget for at sætte grænsebomme op for at forhindre flygtninge i at komme ind i landet og få del i nødrationerne. Alle på 16 og derover må i hæren i flere år, får et gevær i hånden og skal skyde på enhver, der nærmer sig grænsen. Og dem er der mange af.

Lise Bidstrup har besluttet sig for at tage pulsen på samfundet og vise konsekvenserne, hvis en bestemt tendens i tiden breder sig. Det har hun gjort i foreløbig tre bøger. Den første handlede om reality shows og den anden om idoldyrkelse. I Overlevernes by handler det om samfundsøkonomien. Det er et noget vanskeligere emne at tage op end de to første.

Handlingen i bogen tager for alvor fart, da Malte og Thea må kæmpe i hæren mod indtrængende flygtninge, imens samfundet bryder sammen. Folk gør oprør mod nødrationerne, regeringen mister magten, og det bliver alles kamp mod alle. Maltes og Theas familie bliver myrdet, og de må flygte sammen med den ældre Vitus. Vitus er en slags filosof, der har undervist børnene i det kvarter, hvor Malte og Thea er vokset op.

Han har også organiseret hjælp til de mange sultne og uregistrerede mennesker, som ikke fik del i nødrationerne. Vitus er medlem af et parti kaldet Utopisterne, som sammen har grundlagt en by på Tenerife kaldet Urban Serenum, som er latinsk og vel kan oversættes til »Den strålende by« eller »Den kultiverede by«.

BESKRIVELSEN af tilværelsen i København og i hæren er skarp og spændende.
Rejsen gennem Europa til Urban Serenum er forbundet med mange farer, for landene, de kommer igennem, er i en værre forfatning end Danmark.
Det er godt at få en bog, der ret firkantet beskriver konsekvenserne af overforbruget.
Det er med til at sætte fokus på nogle tendenser i verden, som er nemme at få øje på. Dog kan man mærke, at det nok er for vanskeligt et emne, Bidstrup har kastet sig ud i at skrive en roman om. Hvis man er meget interesseret i politik, kan man ikke undgå at synes, at bogen er noget blåøjet. Der mangler lidt logik i tankerne. Man ville for eksempel tro, at regeringen som noget af det første sikrede, at folk kunne dyrke markerne, hvis der var mangel på mad. Urban Serenum virker også mere som en god idé end som noget, der rent faktisk kan realiseres.

Men på den anden side er bøgernes erklærede mål, at man som læser tager stilling til, hvad man selv synes. Og mens masser af actionscener sørger for, at læseren bladrer videre, så fremmer forfatterens politiske overdrivelser og sort-hvide argumenter forståelsen. Spændende historie, interessant problemstilling, men samlet set en lidt ujævn bog.

Anmeldelse tidligere bragt den 25-09-2015 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret