Luk vindue

Storm i Frygtens by

Thórarinn Leifsson: Maðurinn sem hataði börn (Manden der hadede børn).. Veloversat af Nanna Kalkar. 250 sider. 3.310 ISK. Mál og menning.
Bergrún Íris Sævarsdóttir: Vinur minn, vindurinn (Min ven vinden). 32 sider. 2.590 ISK. Töfraland

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Nordisk Råd. Islændingenes humor er lige så lunefuld som deres vejrudsigt.

Island er en rigtig vulkanø, fuld af høje bjerge og udstrakte månelignende landskaber med store klippesten, der ligner trolde. Vejret er utrolig omskifteligt. I løbet af en dag kan der både være strålende solskin, regnvejr, frostvejr, opholdsvejr, brise og så stiv en kuling, at man kan læne sig femogfyrre grader frem uden at falde, fordi blæsten holder en oppe. Det virker derfor helt naturligt, at den ene af de to indstillede bøger til Nordisk Råds børne-og ungdomsbogspris er Sævarsdóttirs billedbog for de mindste om vejrfænomener. Her møder vi vinden, der blæser bladene af træerne stormen, der brøler øredøvende højt og brisen, der hvisker. Den pædagogiske tekst er ledsaget af sympatiske illustrationer udført i akvarel, som alle har en kat i hovedrollen. Farverne er grønne, brune, gule og orange samt grå og afspejler årstidernes skiften. Min ven vinden er en meget sød bog, der uden at være specielt revolutionerende vil charmere de mindste.

Den anden bog, islændingene har indstillet er Thórarinn Leifssons Manden, der hadede børn. Leifsson har på dansk fået udgivet flere bøger, blandt andet Fars store hemmelighed, om to børn, hvis far er kannibal og Bedstemor Huldas bibliotek om en 11-årig pige, der bor i et samfund, hvor pengefolkene har overtaget magten og har forbudt folk at læse bøger.
Som man kan gætte sig til, kan Leifsson godt lide det skæve og krydrer historierne med en slet skjult kritik af samfundet. Manden, der hadede børn er ingen undtagelse. I hovedrollerne finder vi drengen Sylvek og børnebogsforfatteren Odin Viktor, der lever inkognito og hader børn. Sylvek, hans søster Æsa og bedstemoren er utilpassede halvspaniere, der efter en uventet islandsk arv har bestukket sig til en islandsk opholdstilladelse og islandske navne. Bogen er en slags kriminalroman, der foregår i Reykjavik, som i bogen konsekvent omtales som »Frygtens by«. En morder er løs og skærer hovedet af ensomme børn, som har det til fælles, at forældrene ikke tager sig ordentligt af dem. Det er vel at mærke ikke fattige børn, men snarere børn af velhavende forældre, der har så travlt med deres karrierer, at de helt glemmer børnene. Børnenes afskårne hoveder - og andre kropsdele - bliver gerne efterladt på offentlige steder sammen med en børnebog af forfatteren Odin Viktor, der meget naturligt mistænkes for at være morderen.

Odin Viktor og Sylvek bliver på grund af uventede omstændigheder venner og beslutter sig for to ting: De vil finde den rigtige barnemorder og så vil de opklare mysteriet om Sylveks søster Æsa, der er sporløst forsvundet i Reykjavik. Andre bipersoner i bogen er de fitnessgale steroidetrolde fra underverdenen, som anføres af Trolde-Jon, der har et ansigt »der ligner rumpen på en gammel mand, og arme, der virker usædvanligt korte.« De kører i store dollargrin med indbyggede toiletter, fordi de skal spise meget, men ikke kan holde maden i sig ret længe på grund af al træningen. Odin Viktors forlægger er en fed, selvglad talende kat, der kun tænker på penge, mens den inkompetente politiinspektør, der skal opklare barnemordene besvimer ved synet af blod. Så er der en køn journalist, som man ikke helt kan stole på. Fortællingen er yderst veloplagt og formår at binde det absurde med det virkelige ved hjælp af en parodisk magisk realisme, samtidig med at Leifsson får sneget samfundskritikken ind som kernen i bogens plot. Det er sjovt, opfindsomt og anderledes, for forfatteren balancerer mellem det pjattede og det seriøse. Indimellem falder han med vilje i en af de to yderpunkter, men man hænger godt i, dels fordi man synes, at begge ekstremer er temmelig underholdende og fascinerende, dels fordi man virkelig gerne vil vide, hvordan bogen slutter. Jeg håber, at bogen også finder vej til danske læsere!

Anmeldelse tidligere bragt den 21-08-2015 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret