Luk vindue

En upålidelig fortæller

Seita Vuorela & Jani Ikonen (ill.)  : Grundstødt. Oversat fra finsk efter »Karikko« af Siri Nordborg Møller. 335 sider. 300 kr. Turbine

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Drømmerejse. En rørende historie om sorg, tab og adskillelse.

Seita Vuorelas roman, Grundstødt vandt Nordisk Råds Børne-og Ungdomslitteraturpris, da den skulle uddeles for første gang i 2013. Forlaget Turbine har vovet pelsen og udgiver nu den særprægede, avancerede og stærke roman på dansk.

Romanen handler om to brødre, fjortenårige Mitja og den et år ældre Vladimir, der sammen med deres mor over hals og hoved er taget af sted i en lejet autocamper for at komme væk fra en stor tragedie. Vennen Noel er død efter at være faldet ned fra en forladt silo, som vedkommende sammen med Mitja og Vladimir kravlede op i.

Meget symbolsk starter historien med en overnatning på campingpladsen Land´s End Camping. Her ender deres rejse også, for bilen vil ikke starte næste dag, og så er de for alvor grundstødt, for den er ikke sådan at få liv i.

Det er Mitja, der er fortælleren, og som læser oplever man ham næsten med det samme som forkert, selv om det kan være svært at sætte ord på, hvad der vækker mistanken.

Først og fremmest er sproget i romanen alt for komplekst til at tilhøre en fjortenårig dreng: »Senere ville jeg være i stand til at identificere sorgen i den latter, og jeg ville forstå, at sorg og latter var i familie med hinanden, at de kunne skifte fra det ene til det andet, når det virkelig gjaldt. At sorg blev til latter og latter til gråd. Og det, der lignede glæde, ikke altid var glæde, men den største sorg.« Sådan ville en dreng på fjorten aldrig skrive. Og selv om teksten kraftigt antyder, at fortællingen er noget, vedkommende skriver som voksen, er der intet i rammefortællingen, der understøtter denne formodning.

Mitja er glad for det ufrivillige ophold, for uden for campingpladsen har han set en gådefuld pige, der med en tusch på en betonmur skriver: »JEG VED HVEM DU ER!!« og opfordrer Mitja til at dukke op på Hotel Horisont, før hun forsvinder i skoven. Mitja føler, at han er nødt til at møde pigen igen, fordi han ellers aldrig vil finde ud af, hvem han egentlig er. Læseren er hermed advaret - både sprogligt og handlingsmæssigt - om, at fortælleren er utroværdig. Bogen er forsynet med illustrationer af Jani Ikonen, som er halvt fotografi og halvt illustration. Illustrationerne viser måske drengens rejse ind i siloen, hvor døden venter, men lægger samtidig en grålig, lettere deprimerende stemning over siderne. Også på disse billeder er det vanskeligt at orientere sig.

Handlingen herfra bliver mærkelig. Mitja tilbringer det meste af tiden på stranden sammen med en masse drenge, der har taget navne efter skibe, der er grundstødt. De er alle halvt bange, halvt forelskede i pigen, som Mitja mødte ved betonmuren. Broren Vladimir ser mest film i autocamperen, men begynder at skygge Mitja, når han tilbringer sin tid på stranden. Seita Vuorela lader handlingen forløbe som Mitja bedst kan lide det: »Fra punkt A til punkt B uden at standse.

En ubrudt bevægelse.« Der er ingen naturlige ophold i romanen, men en masse bevægelse, der først til allersidst giver mening og afslører Mitjas sande væsen og den hemmelighed, man hele tiden har fornemmet måtte gemme sig et sted mellem linjerne.

Grundstødt er en usædvanlig ambitiøs roman, og det er helt fortjent, at romanen vandt den dengang nyindstiftede pris, selv om man med en vis ret kan diskutere, hvorvidt den i virkeligheden henvender sig til unge eller voksne. Historien er en rørende og hypnotisk drømmerejse, der kredser om sorg, tab og adskillelse.

Seita Vuorela døde desværre tidligere på året, kun 44 år gammel, men efterlader sig et forfatterskab på 12 bøger. På dansk har hun tidligere fået udgivet ungdomsbogen Mulighedernes hus under sit pigenavn, Seita Parkkola.

Anmeldelse tidligere bragt den 26-06-2015 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret