Luk vindue

Når du ikke er stor og stærk

Lars Mæhle: Fuck Off /I Love You. Oversat fra nynorsk efter »Fuck Off /I Love You« af Arko Højholt og Mads Heinesen. 166 sider. 199,95 kr. Vild maskine

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Gruppepres. Norsk ungdomsroman om at blive radikaliseret.

Lars Mæhles Fuck Off /I Love You er en skarpt skåret historie om den 16-årige Vermund, der kommer i dårligt selskab. Vermund bor alene med sin mor, der har et skrøbeligt sind, i en lille by i Norge. Han er en lidt stille dreng, der hverken siger til eller fra, men hellere bruger det noget neutrale udtryk »det er fint med mig«, når han bliver spurgt, om han vil være med til noget.

Vermunds bedste ven, Karl, er en fin fyr, der ser meget op til sin storebror, Brian. Brian er mest til at løfte jern og har dubiøse venner. Blandt dem er den netop løsladte Two-Face, som er medejer af den fitnessklub, hvor Brian træner.

Han er en hårdkogt type, der »engang nåede finalen i de Norske Mesterskaber i kickboksning i sin vægtklasse, men blev diskvalificeret og tabte, fordi han nikkede modstanderen en skalle, så han måtte på hospitalet og ligge på intensiv i et døgn«. Two-Face har siddet i fængsel i et par år på grund af et umotiveret overfald i en pub. Det siges, at han har en mønt i lommen, hvor der på den ene side står »Fuck off« og på den anden »I love you«. Når han bliver sur på én, kaster han mønten i luften og ser, om han skal slå eller tilgive.

Vermund er forelsket i Maria fra velhaverkvarteret. Det er en ganske uskyldig kærlighed, som langsomt vokser mellem de to. Det handler den første halvdel af bogen om. Vendepunktet kommer, da Vermund sammen med Maria møder Two-Face i tivoliet. Hun får det fysisk dårligt og må følges hjem. Uden at man som læser helt forstår hvorfor, holder Maria op med at komme sammen med Vermund. Men det må have noget med Two-Face at gøre. Moren får et nervesammenbrud, og Vermund må flytte ind hos sin bedstemor.
Vermund får dermed mere tid til at være sammen med Karl, Brian, Two-Face og de andre.

Det er tydeligt, at Two-Face har en hypnotisk virkning på vennerne, og han lokker dem til sidst til København, hvor de får tatoveret et ridderkors på armen. Det er også her, situationens alvor går op for Vermund, men på det tidspunkt er det for sent at bakke ud. Two-Face har skabt et falsk afhængighedsforhold i den lille drengegruppe, der primært er baseret på frygt. Det kan kun ende galt, og det gør det også, hvilket afsløres allerede i bogens første sætning: »Vi var fem fyre.En ville miste miste kæresten. En ville søndertæve en anden. En ville dø.«

Den danske udgave af Fuck Off /I Love You er ifølge forlaget blevet omskrevet og redigeret i forhold til den norske originaludgave, men hvad der præcist er ændret fremgår ikke. Bogen beskriver Vermunds indgang til et højreorienteret, radikalt miljø ganske godt, men handlingen virker komprimeret og ufuldstændig. Gruppens radikalisering sker for hurtigt og er mere baseret på frygt for de andre end på et dybfølt had til udlændinge, ligesom Vermunds forhold til kæresten Maria afsluttes noget akavet. Bogen virker derfor ikke helt overbevisende. Alligevel, eller måske derfor, indeholder historien masser, man kan tale om, og derfor vil bogen være god som basis for diskussioner om gruppepres og radikalisering blandt unge.

Anmeldelse tidligere bragt den 01-04-2015 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret