Luk vindue

En skrivende østers

Jens Andersen: Denne dag, et liv - En Astrid Lindgren-biografi. 440 sider. 399,95 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Ensomt livstykke. Jens Andersens biografi om Astrid Lindgren, den første i 40 år, er en smuk og venlig fortælling om hendes travle liv.

Kun få har haft lige så stor international betydning for børnelitteraturen som Astrid Lindgren. Hendes svar på, hvad en god børnebog er: »Den skal være god. Jeg kan forsikre om, at jeg har grublet over det længe, men jeg kan ikke finde noget andet svar,« citerer Jens Andersen i sin biografi, Denne dag, et liv.

Astrid Lindgren blev født den 14. november 1907 i Vimmerby. Ingen, der har læst hendes bøger, kan være i tvivl om, at hendes barndom var den lykkeligste del af hendes liv. Hun havde et tæt og kærligt forhold til sine søskende. Storebror Gunnar døde i 1974, men de sidste mange år af sit liv var Astrid i daglig kontakt med sine to yngre søstre, Stina og Ingegerd.
Kun 18 år gammel bliver Astrid Lindgren gravid med den noget ældre chefredaktør på den avis, hvor hun arbejder som journalistelev.
Den store kærlighed er der dog ikke tale om.

Selv om han gerne vil giftes, afslår hun, og da sønnen Lasse bliver født i 1926, sættes han i pleje i Danmark, indtil hun tre år senere må hente drengen hjem til bedsteforældrene, da plejemoren blev syg. Det var ikke velset med et barn født uden for ægteskab, og det tog lidt tid, inden bedsteforældrene accepterede deres barnebarn helt og holdent. I 1931 gifter Astrid Lindgren sig med Sture Lindgren, med hvem hun får datteren Karin, og Lasse kan endelig komme hjem til moren og den ny familie i Stockholm. Der er ingen tvivl om, at adskillelsen fra sønnen har betydet meget for Lindgrens solidaritet med børnene senere i livet.

Udefra set var hendes liv derefter yderst stabilt: Hun boede samme sted resten af sit liv, var gift med Sture indtil hans død i 1952 og giftede sig aldrig igen. Efter en lang periode som hjemmegående husmor fik hun et halvtidsjob som forlagsredaktør på forlaget Rabén & Sjögren i 1947. Her arbejdede hun, parallelt med sit store forfatterskab, de næste 25 år på netop det forlag, der udgav alle hendes bøger, lige fra den første udgivelse i 1944 til hendes død i 2002. Udover de mange bøger skrev Lindgren utallige sange, film-og radiomanuskripter samt et utrolig stort antal breve, både af privat karakter og som svar på det væld af henvendelser, hun dagligt fik ind ad brevsprækken. Hun må have arbejdet uophørligt, og ikke kun med børnebøger, for hun havde også et stort samfundsengagement og var blandt andet i 1976 med til at vælte Socialdemokratiet fra regeringsmagten. Der sad også et stort hjerte i forfatterinden, der i løbet af sit liv forærede op mod ti millioner svenske kroner til de mange, der bad hende om økonomisk hjælp.

På mange måder lignede Lindgren selv Pippi Langstrømpe. Et menneske, der udadtil virker overmåde stærk, vidende og ukonventionel, men samtidig også et ensomt menneske, som klarer alting selv. Jens Andersen får beskrevet Lindgrens mørke sider midt i det lystige univers, som hun får bygget op omkring sig selv og i sine bøger. Men det har været en vanskelig opgave for Andersen, for Lindgren var særdeles reserveret. I et brev til sin tyske veninde Louise Hartung, der var voldsomt forelsket i Astrid Lindgren, sammenlignede Lindgren sig selv med en østers, »som fik for megen kærlighed af for mange og derfor lukkede sig inde i sin skal«. Jens Andersen er dog også en utrolig høflig mand: Sture Lindgrens alkoholisme (han dør af skrumpelever) nævnes kun en passant, og en oplysning om, at forfatterinden aldrig har været forelsket - heller ikke i sin mand - nævnes kun i en billedtekst. Hvilken betydning har det mon haft, tænker man som læser? At det må have bidraget til den følelse af ensomhed, man også kender fra hendes bøger, kan der ikke være tvivl om.

At skrive en biografi består af fravalg og tilvalg, hvor man bliver nødt til at forholde sig til det tilgængelige materiale. Og det har Andersen gjort, grundigt, men især kærligt. Han springer relativt let hen over det problematiske, for det er respekten og betagelsen, der bærer fortællingen. Det er helt i Lindgrens ånd. Denne dag, et liv er derfor et smukt og fængende eftermæle over en utrolig gavmild og spændende personlighed.
»På mange måder lignede Lindgren selv Pippi Langstrømpe. Et menneske, der udadtil virker overmåde stærk, vidende og ukonventionel, men samtidig også et ensomt menneske, som klarer alting selv.«.

Anmeldelse tidligere bragt den 31-10-2014 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret