Luk vindue

Hvis en græsk statue kunne tale

Peter Michael Hornung & Peter Michael Hornung (ill.)  : Lille kunsthistorie for børn og barnlige sjæle. Rigt illustreret af forfatteren. 168 sider. 200 kr. Strandberg Publishing.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Kunsthistorie. Imponerende ny kunsthistorie for barnlige sjæle.

»Er kunsten dyb - eller bare et hul i jorden?« Så provokerende starter Peter Michael Hornung sin Lille kunsthistorie for børn og barnlige sjæle. Når det nu er Hornung, der spørger, så er der nok ingen tvivl om svarets udfald. Hornung begyndte at skrive om kunst i 1979 i Berlingske Tidende og har siden 1988 været fast kunstkritiker på Politiken og har redigeret og skrevet flere bøger om kunst. Hans nye udgivelse er et forfriskende nyt og aldeles uakademisk forsøg på at formidle kunsthistorien til lidt større børn, unge og så for alle os andre nysgerrige.

Der er ingen tvivl om, at Hornung brænder for sit fag. Han er heller ikke overpædagogisk anlagt. Sine steder lyder han faktisk som et leksikon: »Indtil modernismen for alvor brød igennem i begyndelsen af det 20. århundrede, var den klassiske græske kunst det obligatoriske pensum for al kunst.« Den sætning er svær at sælge til børn, men det giver god mening, når man ganske kort efter kan læse følgende: »[...] En græsk statue kan nok ikke føre en intellektuel diskussion, dvs. udtrykke sig rigtig klogt. Nu kan statuer ikke tale. Men hvis statuer i stedet for at tale kunne dyrke olympisk sport, kunne man sagtens forestille sig, at netop de græske statuer kunne vinde masser af medaljer og hæder.« Sådan kommer Hornung fra det alvorstunge til det absolut illustrative uden alt for mange skrammer. Det er vitterlig kunsthistorie.

En anden spændende gimmick ved bogen er, at Hornung har illustreret alt selv. Her ser vi alt lige fra Venus fra Willendorf til pæredanske og nutidige Kathrine Ærtebjerg i Hornungs egen, særdeles sympatiske streg. Det lyder lidt besynderligt, men i virkeligheden er det intet mindre end genialt. På den måde kan Hornung fremhæve det særprægede ved den -isme, han behandler, og samtidig skabe en særegen enhed i kunsthistorien. Det gør han ved at placere sig selv i alle malerierne: En lille og lidt buttet mand med et rundt hoved. Det understreger samtidig, at kunsthistorien er hans subjektive fremstilling. Det er ham, der guider, ham der vælger ud.
Gombrichs berømte kunsthistorie for voksne er på 688 sider. Når Hornung skal nøjes med 168 og oven i købet tegne det hele selv, så er der voldsomt meget, der er skåret væk. Endvidere er der en klar dansk vinkel på kunsthistorien, da der er flere nordiske malere med, end man ellers kunne have forventet.
Det gør også at Hornungs kunsthistorie indimellem må nøjes med punktnedslag.
Mens renæssancen og barokken får god plads, må rokoko og realismen hver især nøjes med en enkelt side. Til gengæld finder Hornung tid til at fokusere på nogle af de væsentligste kunstnere, som Leonardo da Vinci, Picasso og Matisse.

Normalt kan kunstbøger for børn deles op i to typer: Den første fortæller en historie baseret på forskellige malerier, eventuelt ved at føje enkelte effekter til de viste malerier.
Den anden type har billederne som tema i sig selv og opfordrer til analyser og fordybelse, eventuelt ved at lade børnene tegne ved siden af malerierne.
Den første type virker ofte lidt pjanket og søgt, fordi malerierne sjældent egner sig som baggrund for en fortløbende historie til børn.
Den anden type kan ofte virke overpædagogisk og kræver typisk lidt formidlingsarbejde førend børnene kaster sig ud i eksperimenterne.
Men ligefrem at fremstille hele kunsthistorien for børn på denne måde har jeg ikke set før. Det er virkelig elegant gjort.
Man kan diskutere, om Hornung sprogligt er gået for vidt, men på den anden side.

Et barn der vil sætte sig ind i kunsten og dens historie kan lige så godt lære de rigtige begreber med det samme. Alt andet ville ikke give mening. Man kommer fra læsningen såvel beriget som i godt humør. Så kan man vist ikke forlange mere.

Anmeldelse tidligere bragt den 07-11-2014 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret