Luk vindue

Bogspil(d)

James Frey & Nils Johnson-Shelton (ill.)  : Endgame. Kaldet. Oversat fra engelsk af Stig W. Jørgensen. 495 sider. 250 kr. Høst & Søn

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Spil. Jagten på en halv million amerikanske dollars i guldmønter starter med, at man skal læse en roman.

I de senere år er flere bøger blevet lanceret med tilhørende hjemmesider, hvor læsere kan finde spil eller mysterier, som man kan løse. De amerikanske forfattere James Frey og Nils Johnson-Shelton har videreudviklet konceptet og sat 500.000 dollars i guldmønter på spil i forbindelse med deres nye udgivelse, Endgame, der præsenterer en række gåder bygget ind i en historie, som har visse lighedstræk med Hunger Games.

Bogen indeholder samtidig en masse internetlinks, der kræver, at man bruger en del tid og kræfter på at finde oplysninger om forskellige byers geografiske koordinater og det periodiske systems mangfoldige kombinationsmuligheder.

Den halve million dollars i guldmønter er selvfølgelig udstillet i spillebyen Las Vegas. Spillet varer et par år, og en app, flere websider samt en film i 2016 skal bidrage til at levere spor, som man kan løse bogens gåder med. Som litteraturmenneske er det selvfølgelig interessant, at et interaktivt spil tager udgangspunkt i en bog, for det viser, at papirmediet stadig har en berettigelse. Men når det er sagt, så er indholdet trods alt stadig det væsentligste, og her svigter Endgame i uhyggelig grad.
Historien i bogen er temmelig banal: Aliens kom til jorden for tusinder af år siden i skibe, der brugte guld som brændstof. De skabte mennesket, mest fordi de havde brug for slaver, der skulle skaffe dem mineraler. 12 af de oprindelige slægter har siden skullet træne en person i alderen 14-20 år til at gennemføre en form for spil, som disse himmelvæsner kalder for »Endgame« : Jorden skal ødelægges, og kun en af slægterne vil overleve, alt sammen vistnok som straf for, at mennesket har overudnyttet Jordens ressourcer. Men i bund og grund handler Endgame altså om, at de 12 udvalgte spillere skal udrydde hinanden, til der kun er én tilbage. For at vinde spillet skal de finde tre nøgler. I bogen finder en af disse 12 den første nøgle. Mon ikke der venter to bøger til i serien? Dialogerne er næsten komiske. Her er et eksempel, hvor Sarahs kæreste, Christopher, får at vide, at Sarah må af sted til Kina for at deltage i »Endgame« : »Du har dræbt ulve og overlevet på egen hånd i Alaska og er trænet i alle former for karate og skidt og lort. Fordi du er Spiller. Hvordan har du nogensinde kunnet klemme fodboldtræningen ind? - Det var også et temmelig stramt skema, svarer Sarah tørt.« Sarah er A-pigen i high school, og Christopher er naturligvis skolens lækreste fyr.

Endgame er et studie i banaliteter og afstumpethed. De unge myrder hinanden og tilfældige forbipasserende, stort set af lyst. Historien mangler helt den solide etiske overbygning, som Hunger Games har. Den sidste grad af realisme, der kunne holde rammehistorien nogenlunde troværdig, forsvinder, når man finder ud af, at alle de unge er ninjaer, der kan gribe pile i luften, ramme plet på tre kilometers afstand med et gevær og bygge pistoler og ammunition af et materiale, der ikke kan spores i lufthavnskontrollen.
Gad vide, om bogens gåde er til at løse ved hjælp af almindelig logik? Men okay - Frey, der er hovedmanden bag historien, er også kendt som en person, der har det svært med sandheden. I sine memoirer har han blandt andet hævdet, at han har været misbruger og siddet i fængsel efter i en rus at have overfaldet en betjent, men det viste sig at være det pure opspind. Man finder en lang række brændte broer og retssager i kølvandet på Freys forskellige aktiviteter. Gad vide, om det også vil være tilfældet, når (eller hvis) Endgame-spillet engang slutter.

Bøger kan bruges til mange ting, men udgivelser som Endgame minder os om, at bogen i sidste ende blot er endnu et medie, der både kan bruges og misbruges.

Anmeldelse tidligere bragt den 17-10-2014 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret