Luk vindue

Høns og regnbueis

Pernille Glavind Olsson & Ulrik Jantzen (ill.)  : Sjuske Dorte og mysteriet om de forsvundne høns. 56 sider, Turbine

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Usædvanlig og lidt vild fotografisk billedbog for børn.

Skønlitterære børnebilledbøger er som regel tegnet.
Derfor er Pernille Glavind Olsson og Ulrik Jantzens børnebog, ´Sjuske Dorte og mysteriet om de forsvundne høns´, lidt af et særsyn. Ulrik Jantzen er fotograf og ledsager Pernille Glavind Olssons tekst med helsidefotografier.
Bogen er en eventyrlig fortælling om fire børn i alderen mellem fire og otte år, der har hver deres høne i ejendommens baggård. En morgen er hønsene sporløst forsvundet, og børnene må derfor på jagt for at opklare mysteriet. Viceværten Bjarne siger, at han har set fjer hele vejen op ad bagtrappen til femte sal. Dér bor en mærkelig og skræmmende gammel dame med hvide øjne, og selv om børnene er bange, går de derop for at lede.

I hendes stue finder de en kiste uden bund, der gemmer på en magisk rutsjebane.
Den fører dem til et fantasiland, hvor det sner med regnbueis, og hvor de også møder Lises afdøde far, som normalt kun holder øje med hende fra en sky i himlen.
Han hjælper dem videre til et slot, hvor de skal få en rigtig sur prinsesse til at grine, førend de får lov til at komme tilbage til den virkelige verden. Det lykkes så godt, at prinsessen ender med at tisse i bukserne af grin. Men så kan børnene også vende hjem til viceværten og finde deres høns.
Som man næsten kan høre af handlingsreferatet, strutter Pernille Glavind Olssons tekst af idéer. Det realistiske glider uden særlig overgang eller påviselig årsag over i det fantastiske.
Man oplever derfor bogen som en række af lidt tilfældige påfund, der ikke er begrundet af en indre fortællermæssig nødvendighed.

Flot billedsprog
Fotograf Ulrik Jantzen gør, hvad han kan, for at få en sammenhæng mellem tekstog billedside. Jantzen er en prisvindende fotograf, der er kendt for at lave meget kreative og anderledes billeder.
Mens børnene er i den kendte verden, er hans billeder skarpe og klare, men i det øjeblik, fantasien overtager, begynder der at komme uskarpe og slørede områder i billederne. Eller også leger Jantzen med belysning eller baggrund, så man aner, at noget ikke er, som det skal være. Det er vældig dygtigt gjort, og han forsøger heller ikke at tage alt med. Det gør, at billederne kan få den fokus, som historien delvist savner.
´ Sjuske Dorte og mysteriet om de forsvundne høns´ er en opfindsom, men noget ujævn bog, som primært tager stik hjem takket være sit fine billedsprog.
Damian Arguimbau er børnebogsanmelder ved Weekendavisen.
kultur@jp.dk

Anmeldelse tidligere bragt den 30-09-2014 i Jyllands Posten

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret