Luk vindue

Danmarks børnelitterære sjæl

Louis Jensen & Lilian Brøgger (ill.)  : Halli! Hallo! Så er der nye firkantede historier. 144 sider. Gyldendal
Hanne Kvist & Hanne Kvist (ill.)  : To af alting. 2 sider, vejl. 230 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Nordisk Råd. Hvem skal vinde årets børne-og ungdomslitteraturpris? Vi kaster os over de enkelte landes bidrag.

Nordisk Råd uddelte for første gang deres børne-og ungdomslitteraturpris sidste år. Det blev det finske forfatterpar, Seita Vuorela og Jani Ikonen, der løb af med prisen for deres bog »Karikko«. Bogen er desværre endnu ikke oversat til dansk, men det håber jeg snart sker.
Bogen skulle, i alt fald ud fra komiteens begrundelse, være helt fantastisk og blande et utal af genrer i en livlig mosaikfortælling om to brødres sorg og jagt på identitet.

I år har et fællesnordisk bedømmelsesudvalg fundet fjorten nye bøger, der skal konkurrere om æren og de 350.000 danske kroner. Weekendavisen har sat sig for at læse dem alle fjorten for at finde ud af, hvad de enkelte landes bedømmelsesudvalg finder er det ypperste inden for de pågældende landes børne-og ungdomsbøger. I løbet af de kommende uger vil jeg anmelde bøgerne og samtidig trække en national selvforståelse og trend ud af de valgte bøger.
Den danske bedømmelseskomité har valgt, at følgende to bøger skal repræsentere Danmark: Hanne Kvists To af alting og Louis Jensens Halli! Hallo! Så er der nye firkantede historier.

To af alting er en smuk og lidt provokerende billedbog, der handler om skilsmisse. Forældrene fremlægger skilsmissen for deres søn på en positiv måde: »Vi har tænkt os, at der skal ske noget nyt. Fra nu af får du dobbelt så meget af alting. Du får to værelser og to gymnastikposer, og der bliver dobbelt så mange gaver, og to sæt bedsteforældre. Og der bliver to fødselsdage og to juleaftner.« Forældrene får ikke to af alting, men deler alting lige over. Tilsyneladende den rene idyl, men så snart drengen går udenfor og leger med sin hund Uffe, begynder forældrene at skændes om alt det, de skal dele.
En skypumpe sætter en stopper for skænderierne, for den griber fat i huset og formår at dele såvel hus som inventar i to lige store dele. Lige fra fjernsyn til sofa. Som børn nu gør, havde drengen taget deleordningen for pålydende, så han synes, det var meget praktisk.
Men faren og moren deler ikke lige over. De køber nyt i stedet. Nyt fjernsyn, ny sofa. Alting er nyt. Fremmedgørelsen på billedfladen er også total, for faren rækker hånden ud for at give drengen et formelt goddag, da han besøger sin far for første gang. Ikke noget kram her. Begge forældre har fået ny partner, nye stedbørn og nu hvor hunden Uffe skal bo hos faren, har moren anskaffet sig hunden Effu. Drengen kan slet ikke forholde sig til det hele.
Han vil ikke have to af alting. Han vil hellere bare være sammen med sin hund Uffe. Og sammen graver de sig et hul, som de kan bo i. Her taper drengen den halve sofa, det halve tv og det halve klaver sammen. Så er der kun én af hver. To af alting er ikke dobbelt så godt.
Hanne Kvists illustrationer er enkle, groft skårne og med et skær af brunt og mørkt, der allerede markerer, at tingene ikke er, som de bør være. Tegningerne spiller perfekt sammen med teksten, så bogen til tider nærmest får et tegneserieagtigt præg.

HVOR Hanne Kvists bog har den typiske danske fokus på den sociale slagside af en given situation, så er Louis Jensens firkantede historier det diametralt modsatte. Her finder vi ucensureret fantasi og poesi på tallerkenen.
Den barnlige logik hersker i de til tider helt volapykagtige historier, der er sat op som små firkanter på siden. De starter alle med tallet: »En syvhundrede og otteogfyrretyvende gang løste jeg tre gåder, dræbte fire ildsprudende drager, nedkæmpede fem trolde og fandt det gyldne æble. Kort sagt: da jeg havde frelst hele verden og den gamle konge, gik det galt, da jeg skulle have min belønning: for nu fik jeg den halve prinsesse og det hele kongerige.« Det er sjovt, men også lidt svært. Det er, som den firkantede histories indledning an tyder, bind syv i en række på i alt elleve bøger. Det er meningen, at der skal udkomme 1001 firkantede historier. Ti bind med hundrede historier hver og så et med det allersidste.

Alle historierne er lavet i et samarbejde mellem illustratoren Lilian Brøgger og Louis Jensen. Jeg har ladet mig fortælle, at illustratoren tit tegner først og så ud fra hendes tegning laver Jensen så ti historier. Om det er sandt eller ej ved jeg ikke, men samarbejdet virker helstøbt. Louis Jensens firkanter er som megen poesi vanskelig tilgængeligt. Det kræver mod og lyst. Man kan ikke læse dem i et stræk.
Børn kan nemt komme til at synes, at det er mærkeligt. Men det er sprog-og historieleg på højt niveau, det kræver tålmodighed og et åbent sind at kalde billederne til syne. Det gør det ikke nemmere, at Louis Jensen bruger M. C. Escher-agtige billedtricks, hvor historien bider sig selv i en hale, der slet ikke burde eksistere. Louis Jensens fortællinger bruger ikke svære ord og Lilian Brøggers illustrationer er frække, opfindsomme, farverige og fyldt med humor, så bogen kan sagtens være til børn, men voksne vil i lige så høj grad få glæde af den. Endvidere er de firkantede historier en genre helt for sig selv. En slags avanceret knækprosa i eventyrforklædning.

Bøgerne er fremragende og gedigne repræsentanter for den danske børnebog.
Hanne Kvists billedbog har rødder tilbage til en umådelig stærk socialrealistisk tradition, som i dag er blevet tilført en psykologisk indsigt og humanisme, der gør, at det sociale bliver en situation, der er personlig relevant.
Louis Jensens og Lilian Brøggers firkantede historier er til gengæld repræsentanter for det litterære vanvid og den eksperimenteren, som startede i børnelitteratureni 1960erne og som har holdt sig i særdeles god form siden da.
Begge bøger har et fortællermæssigt overskud og en kunstnerisk tyngde, som får indholdet til at vibrere.
Kvists bog er noget nemmere tilgængelig end Louis Jensens, men Jensens sprudlende energi tager fusen på læseren på den gode måde. To bøger, der er tro mod den danske børnelitterære folkesjæl, og som bestemt er værdige konkurrenter til den nordiske pris.

Anmeldelse tidligere bragt den 04-07-2014 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret