Luk vindue

Krig på norsk

Gro Dahle & Kaia Dahle Nyhus (ill.)  : Krigen. 56 sider, Cappelen Damm
Håkon Øvreås & Øyvind Torseter (ill.)  : Brune. 134 sider, Norsk Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Nordisk Råd. De norske bidrag spænder fra manipulerende følelsesporno til den søde smag af hævn.

Sjældent har jeg læst så grum og dramatisk en billedbog som Gro Dahles og Kaia Dahle Nyhus Krigen. Det er tale om et bestillingsværk initieret af Familieværnskontoret i Vestfold i Norge, hvilket er meget atypisk for en bog indstillet til Nordisk Råds børne-og ungdomslitteraturpris.
Bogen handler om skilsmisse, ligesom den danske kandidat, Hanne Kvists bog, To af alting. Det er fantastisk, hvordan to så parallelle historier kan være så vanvittig forskellige. Mens Hanne Kvists bog emmer af varme og humor midt i al elendigheden, er der ikke meget at grine ad i den norske billedfortælling.
En af grundene til, at Krigen er så utilsløret følelsesladet, er, at den formentlig skal vække den dårlige samvittighed hos forældrene. Også hos de helt tungnemme af slagsen.

Historien handler om Inga. Hendes mor og far skændes og ender med at blive skilt og få hver sin nye partner. Inga og hendes to mindre søskende skal bo hver anden uge hos hver. Som den store pige skal Inga hjælpe med at få de to søskende frem og tilbage mellem forældrene, for de voksne kan slet ikke tale sammen. Derfor fungerer Inga som en slags kommunikationsofficer mellem krigens parter og som spion for modparten, når hun opholder sig hos den anden.

Presset på Inga bliver for stort og hun begynder at skære i sig selv for at gøre sin smerte synlig. Først da opdager forældrene, hvor slemt det står til med Inga, og efterhånden løses der op for deres forhold, og dermed for Ingas traume.
Gro Dahles tekst er flot og fejende, og bruger konsekvent krigsbilleder: »Krig findes,« starter bogen med at konstatere med Ingas stemme. Og senere, mens forældrene skændes, tænker Inga: »Og nu hvor der er krig, må hun passe på sine søskende, for det er det søstre og brødre gør, de passer på hinanden, sidder sammen i et skab og holder om hinanden og passer på.« Kaia Dahle Nyhus er datter af forfatteren, og hun har i den grad brugt stærke farver i historien. Teksten og samspillet mellem de kraftige, barske tegninger er eminent. Store flader med blåt, lilla og brunt bliver brugt til fare og smerte og gult er farven for harmoni.

Gro Dahle er en kendt forfatter i Norge. Datteren er heller ikke ukendt og har blandt andet vundet det norske Kulturministeriums illustratorpris.
Det er helt tydeligt i Krigen, at solidariteten med børnene er det allervigtigste. Bogen er primært rettet mod forældre, der er på vej til skilsmisse, og dermed er bogen et noget kontroversielt bidrag til prisen. Det er følelsesporno med et relativt unuanceret budskab, udført med overlegne kunstneriske evner. Selv om det virker og når sit mål, vægrer jeg mig ved at give mig helt hen. Det er næsten for meget.

I sammenligning er det andet norske bidrag, Håkon Øvreås historie Brune, næsten selvudslettende stille. Historien handler om den lille Rune, der trynes af de store drenge. Rune bygger et legehus sammen med sin ven Atle, men præstesønnen, Anton og Ruben sparker det i stykker. Rune og Atle må flygte fra de tre store drenge og gemme sig hos pigen Åse, der bor ikke langt derfra.
Rune tør ikke slås med Præstesønnen, Anton og Ruben, men om natten tager Rune en kappe på og forvandler sig til superhelten Brune. Brune tør godt stå imod de store drenge og maler Antons cykel over med brun maling. Atle forvandler sig senere til Sortle og Åse til Blåse og dermed kan de tre superhelte måske matche de tre ondskabsfulde store drenge.

Et andet element i historien er, at Runes bedstefar netop er død. Bedstefaren optræder i historien som hjælpespøgelse. Brune er digteren Håkon Øvreås´ debut som børnebogsforfatter, han er dog godt hjulpet af Øyvind Torseters meget charmerende illustrationer, som giver teksten ekstra liv.

Brune er en meget sympatisk højtlæsningsbog, der handler om mod og kærlighed, og gemmer diskussionen om, hvad der er ret og rimeligt, godt af vejen. For da de tre store drenge til sidst bliver straffet, er det for en forbrydelse, som de tre mindre børn selv havde tænkt sig at begå.
Ikke at det er et problem, for det er slet ikke kunstens opgave at moralisere - hvilket dermed også afslører mit allerstørste problem med Krigen. Men paradokset i Brune ligger primært i, at de tre mindste børn viser sig at være lige så stride som de tre store, efterhånden som deres indbyrdes kamp udvikler sig.
Det virker ikke, som om forfatteren selv har blik for den pointe og udnytter den til fulde.

Når jeg tænker på det norske forfatterlandskab inden for børne-og ungdomslitteratur kan jeg derfor godt undre mig en smule over valget af denne roman som kandidat til Nordisk Råds litteraturpris.
Brune er sjov og sød, men så heller ikke mere. Nordmændene kunne i stedet have valgt noget i stil med Jon Ewos hårdtslående ungdomsromaner, eller alvorstunge som i Tor Fretheims bøger, for eksempel dennes seneste roman, Kære Miss Nina Simone. De mangler bestemt ikke gode forfattere i Norge. Tværtimod.

Anmeldelse tidligere bragt den 18-07-2014 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret