Luk vindue

Forvandlingsbreve

Astrid Lindgren & Sara Schwardt (ill.)  : Jeg lægger dine breve under madrassen. En brevveksling 1971-2002.. 208 sider. Vejl. pris 230 kr. Gyldendal

Af DAMIÁN ARGUIMBAU

Breve. Brevveksling mellem en tolv-årig pige og Astrid Lindgren viser en barndom og ungdom uden filter.

Sara Ljungcrantz Schwardt er en modig kvinde. Det har krævet mod at frigive sin 30 år lange korrespondance med Astrid Lindgren. Sara begyndte at sende breve til den verdensberømte forfatter, da hun var 12 år gammel. Lindgren modtog tusindvis af breve, og derfor var det usædvanligt, at hun sendte andet end høflige ord med tak til de mange håbefulde brevskrivere.

Men med Sara Schwardt indledte hun en korrespondance, der med meget ujævn frekvens strakte sig fra 1971 og frem til Astrid Lindgrens død i 2002.
Sara har ikke haft et nemt liv. Hun har både været indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling, været mobbet i skolen, måtte flytte fra sine forældre på grund af konflikter, har været udsat for voldtægt, været medlem af en kristen sekt i nogle år og meget andet. Først i en ret sen alder er hun faldet til ro og har fundet sig til rette med mand og børn. Brevene fungerer på mange måder som en slags dagbog, hvor Sara betror sig til Astrid Lindgren. I starten med den tolv-åriges naivitet og kraft, senere med teenagealderens tunge melankoli. Det er en uhyrlig relevant, vedkommende og gribende fortælling, brevene skaber. Jeg fik helt tårer i øjnene under læsningen. Egentlig ikke, fordi bogen er sørgelig, men fordi den i særlig grad ramte noget i mig.

Brevene repræsenterer en barndom og en ungdom uden filter. Selv om jeg ikke selv har været udsat for de samme oplevelser som brevskriveren, er de følelser og de indre billeder, hendes historie frembringer, præcis dem, jeg selv har haft, da jeg var barn.

ASTRID Lindgren påtager sig opgaven som skriftestol. Hun lytter og opmuntrer.
Spørger lidt og giver kun få velmente råd.
Hun giver også noget af sig selv, deler såvel glæder som sorger med Sara, dog på en måde, som er fint afpasset Saras alder.
Astrid Lindgren er godt klar over, hvornår hun er »tantet«, som hun selv skriver. På et tidspunkt lover hun Sara tusind kroner, hvis hun lover ikke at begynde at ryge. Det er rigtig tantet, men fortæller lidt om det særegne forhold, Astrid Lindgren og Sara Schwardt har haft. Lindgren har oprigtigt bekymret sig om hende, opmuntret og trøstet. Selv da Sara i sin ungdom skriver brændende kristne omvendelsesbreve til Astrid Lindgren fordømmer forfatteren intet. Næsten tværtimod: »Det lyder så vidunderligt når du beskriver, hvordan det er at tro, og du beskriver det på sådan en indtrængende måde, at man må misunde dig og ønske at man selv fik den oplevelse, som du havde for fire år siden. Måske kan jeg få den engang i fremtiden, lige nu kan jeg ikke føle sådan desværre.« På et tidspunkt er Sara så flad, at hun beder den verdensberømte forfatter om de tusind kroner, hun engang lovede hende for ikke at ryge. Hvilket Lindgren omgående sender. Ikke så meget pjat der.

Jeg tror, at det er det, der er mest fantastisk ved det hele: Astrid Lindgrens ro midt i Saras omtumlede liv. Der er ligesom ikke noget, der ryster Lindgren. Hun er til stede i hvert et brev og er nærværende og deltagende, også når hun selv er ramt af sorg. Astrid Lindgren giver ufortrødent og uden at fordømme af sin kærlighed. Den har hun masser af, kan man mærke helt inde i sit hjerte. Man forstår, hvorfor hendes bøger er så elskede.

Sara Ljungcrantz Schwardt skriver i et allersidste brev til den afdøde Astrid Lindgren: »Mens vi arbejder med bogen her tænker jeg på alt det jeg ville redigere, både i mine egne breve og i mit liv, hvis jeg kunne. [...] Du turde vælge det der var vigtigt og blæste på hvad andre mennesker mente. Hvad ville der ske hvis jeg turde blæse på hvad andre mennesker mente? Nu traf jeg en beslutning: Vi udgiver brevene uredigerede.
Folk kan mene hvad pokker de vil om mine breve.« En varm tak til hende for den beslutning.

Denne brevveksling har kraft til at skabe en forvandling hos den, der læser den. Der er ikke mange bøger, man kan sige det om.

Anmeldelse tidligere bragt den 28-05-2014 i Weekendavisen

© Damián Arguimbau

NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret